I december afholdt United States Air Force Space Command et krigsspil, der simulerede en konflikt i 2025. Temaet var, at en fremmed nation søgte at opnå sine strategiske mål ved at udnytte både rummet og cyberspace.
Det var niende gang, der blev afholdt et sådant krigsspil, hvor både luftvåbenet, NASA, regeringen samt eksperter fra en række lande såsom England, Australien og Canada deltog. Formålet er at søge at finde ud af, hvilke trusler man vil stå overfor 10 år ude i fremtiden. Resultatet af krigsspillet er, at man bedre bliver i stand til at udvikle den teknik til forsvar, som kan blive nødvendig, hvis en konflikt skulle opstå.
I december var der hele 200 deltagere i spillet, og det viser, at den militære side af rumfarten bliver stadig mere vigtig.
Den militære rumfart
Vi har haft militær rumfart, næsten siden rumalderen begyndte, og den har under Den Kolde Krig spillet en vigtig rolle. En af de vigtigste grunde til, at USA og Sovjet kunne indgå aftaler om at begrænse atomkapløbet, var, at man ved hjælp af satellitter kunne overvåge, at aftalerne blev overholdt.
Men gradvist fik de militære satellitter flere opgaver, og de er i dag en fuldstændig integreret del af militæret, ikke bare i USA, men også i Rusland og Kina. Der er sket meget siden dengang, den vigtigste opgave for de første amerikanske spionsatellitter var at skabe gode kort over Sovjetunionen, som kunne bruges af de bemandede bombefly.
I dag er nøgleordet for den militære rumfart C3I, der står for ‘command, control, communication and intelligence’. Især to udviklinger har vist sig vigtige: Våbenstyring ved hjælp af GPS og muligheden for at kontrollere og styre våben som de militære droner, som amerikanerne anvender til deres operationer mod blandt andre Islamisk Stat.
Den usynlige krig
Alle satellitter, der kredser om Jorden, er meget sårbare over for sammenstød med rumaffald. Begynder en konflikt, hvor satellitter ødelægges og ender som tusinder af sprængstykker i bane om Jorden, varer det ikke længe, før rummet bliver helt uanvendeligt for alle parter.
Derfor er der en gylden regel, som næsten sikkert vil blive overholdt selv under en konflikt: Skab ikke affald i rummet. Alternativet er, at ingen kan bruge rummet de næste 100 år eller mere, før luftmodstanden har fået vragdele i de lave baner til at brænde op.
Den meget anvendte geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator kan blive uanvendelig i næsten ubegrænset tid fremover, fordi der i denne højde ikke er en luftmodstand stor nok til at få vragdele til at brænde op i atmosfæren.
Derfor vil de konflikter, vi kan se frem til, blive mere eller mindre usynlige. Hvis man vil genere en satellit fra et andet land, vil det ske diskret og på en måde, der kan gøre det svært at afgøre, om satellitten har været udsat for et angreb.
Alle store rummagter har raketter
Det er elementær viden, at alle satellitsystemer har en række sårbare punkter, der kan udnyttes. De to vigtigste er:
- Radioforbindelsen til og fra Jorden.
- Satellittens instrumenter.
Man kan gøre meget for at genere radioforbindelsen med jamming af signaler eller endnu bedre at overtage styringen af en satellit. Hvis man nu kunne hacke sig ind på satellitten, kan man jo fra Jorden dreje den, så solpanelerne kommer til at pege bort fra Solen eller rette det optiske udstyr mod Solen.
Det er helt sikkert noget, de store rummagter arbejder på, for det kan være svært at skelne mellem et hackerangreb og et teknisk uheld på satellitten.
Nogle af de amerikanske vejrsatellitter har således været udsat for et hackerangreb i september, vistnok uden at der skete nogen skade. Hvem, der står bag angrebet, vides ikke, selv om amerikanerne mistænker kineserne. Men det er en af den slags hændelser, vi kommer til at se flere af, hændelser som kan benægtes, og som det er svært at reagere på.
Så selv om alle rummagterne har raketter, som kan sendes op og ødelægge en satellit, er det helt sikkert den allersidste udvej på grund af problemet med vragdele. Og nu har en ny type satellitter vist en langt mere farbar vej til at gennemføre militære operationer ude i rummet.
Rummets inspektører
Den nye type satellitter er de såkaldte inspektionssatellitter, der medbringer så meget brændstof, at de kan flyve fra den ene bane til den anden og på den måde komme meget tæt på andre landes satellitter.
Man kan lære meget om en satellits opgaver og svage punkter ud fra nogle gode nærbilleder. Der er ikke noget ulovligt i at fotografere andre landes satellitter, men det åbner også for muligheden for at komme så tæt på, at man kan klippe en antenne af eller sprøjte satellitten til med maling.
Det oplagte modsvar vil være at gå bort fra nogle få, store og kostbare militære satellitter til en sværm af mindre satellitter, så tabet af en eller nogle få ikke kommer til at betyde så meget. Det er også, den vej udviklingen går.
Inspektører fra øst og vest
Amerikanerne er ret åbne om deres planer. De har helt officielt et program med det ret umulige navn GSSAP, der står for ‘Geosynchronous Space Situational Awareness Program’.
Det er satellitter, der kredser tæt på den meget anvendte geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator og herfra holder øje med alt, hvad der bliver opsendt. De to første GSSAP-satellitter blev opsendt i juli 2014, og senere i år vil der blive opsendt yderligere to satellitter.
General John Hyten fra Air Force Space Command siger, at de billeder, som GSSAP indtil nu har taget, er fantastiske, men han siger også helt direkte, at grunden til at fortælle verden om GSSAP er at sende en klar besked til verden om, at man ikke kan holde noget hemmeligt ude i rummet:
»Det er for at sikre os, at vi sender en besked til hele verden, som siger: Alt, hvad I foretager jer i den geostationære bane, vil vi vide besked om. Alt.«
Den mystiske satellit begyndte at manøvrere
I september 2008 opsendte Kina det bemandede rumskib Shenzhou 7. De to ‘taikonauter’ brugte flyvningen til at sende en lille satellit, BX-1, i bane om Jorden. Fire timer senere passerede den kun 40 centimeter store satellit Den Internationale Rumstation i en afstand af godt 43 kilometer med en fart på næsten 28.000 kilometer i timen.
Var den sendt ind i en lidt anden bane, kunne BX-1 være stødt ind i rumstationen, og det havde ret sikkert gjort ISS ubeboelig. En diskret påmindelse om at Kina også har muskler i rummet.
I december 2013 og igen i maj 2014 opsendte russerne rutinemæssigt fire satellitter med en raket. De tre var officielt kommunikationssatelliter af typen Rodnik, og de gik ind i baner 1.000 til 1.500 kilometer over Jorden. Den fjerde satellit sagde russerne ikke noget om, og man troede i begyndelsen, at der var tale om rumaffald.
Men så begyndte den mystiske fjerde satellit at manøvrere. Ved den sidste opsendelse bevægede satellitten sig først bort fra de tre Rodnik-satellitter for senere at vende tilbage til den raket, den var opsendt med. Der er sandsynligvis tale om en afprøvning af en inspektionssatellit.
Den kolde krig i rummet
På grund af affaldsproblemet er det ret utænkeligt, at vi får en egentlig krig ude i rummet. Men på den anden side er militær rumfart nu en så vigtig del af hele den militære struktur, at vi kan forvente en skjult ‘kold krig’ ude i rummet.
Man vil hele tiden gå til grænsen for at demonstrere sin magt, men så heller ikke længere, lidt ligesom når russerne sender jagerfly tæt på dansk luftrum.
Indtil nu har vi klaret kolde krige, uden at de blev varme. Man kan kun håbe, at det samme vil være tilfældet ude i rummet, for det har nok lange udsigter med, at verden bliver så fredelig, at der slet ikke bliver behov for militært isenkram ude i rummet.
