Rumfarten i maj: Emiraterne i rummet og SpaceX-planer efter raket-eksplosion

Ud over de sædvanlige rutineopsendelser, herunder ny besætning til den kinesiske rumstation Tiangong, byder maj på en begivenhed af særlig interesse: Opsendelsen af to astronauter fra Saudi-Arabien til ISS.

Denne opsendelse markerer, at det private firma Axiom nu er en vigtig alternativ vej ud i rummet for astronauter. Axiom sælger rejser - især til private astronauter, men også astronauter fra rumagenturer, som ESA kan bruge Axiom.

Axiom samarbejder både med SpaceX om at bruge deres Dragon-rumskib og med NASA om at bruge ISS. Planen er, at Axiom om et til to år vil oprette deres egen lille tilbygning til ISS. Når ISS så skrottes, er det meningen, at ’tilbygningen’ frigøres og bliver til en lille, selvstændig rumstation.

17. april offentliggjorde Axiom et ’nøglefærdigt program’ for bemandet rumflyvning, enten til ISS eller senere til Axioms egen rumstation, og på en måde kan man sige, at opsendelsen af de saudiarabiske astronauter markerer denne nye æra.

Denne flyvning vil til efteråret følges af en flyvning med en til to tyrkiske astronauter, så programmet kører allerede. Men hvad der er af mere lokal interesse er, at Sverige måske får en astronaut opsendt gennem Axiom.

Som det fremgår af en pressemeddelelse fra det svenske rumagentur Swedish National Space Agency, der kan læses her, så er der nu truffet en aftale med Axiom om, at der skal opsendes en astronaut fra ESA med Axiom.

Det har svenskerne hurtigt oversat til, at ESA-astronauten skal være svensker, og sådan ender det nok også.

Det helt centrale er, at Axiom på grund af deres gode samarbejde med både SpaceX og NASA mod betaling kan skabe hurtige genveje til at komme ud i rummet. Det vil dog kræve enten en rig sponsor eller en politisk vilje, og det sidste mangler vi nok i Danmark.

Men tillykke til Sverige, hvis det lykkes.

En opsendelse af den nye Vulcan-raket, der skulle afløse den gamle Atlas og derved blive en konkurrent til Falcon 9, bliver nok udsat fra 4. maj til engang i sommer. Det sker efter en eksplosion, hvor man afprøvede en kopi af Vulcans andet trin.

Selve den Vulcan, som nu står på Cape Canaveral, tog dog ikke skade, men man vil ikke opsende, før man er klar over årsagen til eksplosionen.

Efter Starships eksplosion

At Starship eksploderede på sin første flyvning var ikke helt uventet, for SpaceX følger en anden filosofi end både NASA og ESA.

ESA og NASA bruger mange år på at teste og konstruere, før man prøver den første opsendelse, netop som det har været tilfældet med NASA’s SLS-raket. Det giver måske færre eksplosioner, men er i virkeligheden en ret dyr måde, som også kan forsinke udviklingen af en ny raket.

SpaceX vil hellere afprøve tingene hurtigere for på den måde at afsløre fejl. Hvis man har tilstrækkelig meget risikovillig kapital, så er det faktisk en hurtig og effektiv måde at bygge en raket – og Elon Musk er jo verdens måske rigeste mand.

Men det betyder ikke, at uheldet er uden konsekvenser, især for Artemis-projektet, og det er der flere grunde til.

For det første har start-rampen det ikke alt for godt, også selvom raketten steg pænt til vejrs. Udstødningen fra hele 33 af de store Raptor-motorer er en voldsom belastning for en start-rampe.

Skaderne er betegnet som ’betydelige’, og det kan godt tage mindst en til to måneder - og muligvis længere - før rampen er parat til en ny opsendelse.

SpaceX havde ikke engang givet sig tid til at installere en vandkølet stålplade af den type, som normalt anvendes til at afbøje flammen fra raketmotorerne - Elon Musk mente, at rampens beton nok kunne klare en enkelt opsendelse.

Men det ser ikke sådan ud: I stedet blev der dannet et helt krater under rampen med det resultat, at der blev slynget klumper af cement og andet affald ud til alle sider, hvilket forvoldte en del skade.

For det andet kan de tekniske problemer godt være store. Hele seks af de 33 motorer satte ud, og da andet trin skulle frigøres, skete det ikke som planlagt med det resultat, at raketten begyndte at tumle og til sidst blev bragt til eksplosion.

Alene disse to grunde er nok til, at vi næsten helt sikkert kan sige, at Artemis 3 ikke kommer til at landsætte mennesker på Månen inden udgangen af 2025.

For månelandingen er ikke bare afhængig af, at Starship virker, men lige så meget af, at man hurtigt finder ud af, hvordan man landsætter en 50 meter høj raket på Månen, hvor overfladen er fuld af sten samt store og små kratere.

Alene landingen vil kræve adskillige prøveflyvninger, så det er nok klogt at væbne sig med tålmodighed. Men måske kan man bruge den ekstra tid til at færdigbygge Gateway-rumstationen i bane om Månen, før man forsøger en bemandet landing.

Rumfart og politik

Trafikken i bane om Jorden er nu så stor, at problemer ude i rummet meget hurtigt kan blive til politiske eller militære problemer her på Jorden.

Det blev understreget på en konference i Colorado Spings i april, hvor Richard DalBello, direktør for Office of Space Commerce, rettede opmærksomheden mod et sjældent omtalt problem, nemlig mangel på kompetence i at styre et stort antal satellitter ude i rummet.

»Ikke alle operatører opererer på samme kompetenceniveau. Vi bliver nødt til at få en seriøs dialog om operatøransvar,« udtalte Dalbello på konferencen.

DalBello trak paralleller til flyvning, hvor der er stor forskel på en licens til et lille privatfly og et kommercielt passagerfly.

Konsekvenserne af trafikkaos i rummet med et stort antal sammenstød mellem satellitter, som vil skabe en eksponentiel vækst i mængden af rumskrot, kan jo blive så alvorlige, at adgangen til rummet stort set bliver umulig.

Hvad der helt klart er brug for, er internationale regler for, hvordan man bruger rummet omkring Jorden. DalBello har således fremhævet behovet for en slags ’kørekort’, så kun lande og organisationer med en vis kompetence får lov til at opsende store satellitkonstellationer.

Der er også et enormt behov for lovgivning om de nye såkaldte ’megakonstellationer’, der består af tusinder af satellitter, som arbejder sammen.

Her er Starlink fra SpaceX det første eksempel, men der vil i de kommende år blive opsendt mange andre – således har Kina et projekt undervejs. Her er det nødvendigt med lovgivning om tildeling af baner og fjernelse af døde satellitter.

Desværre har det meget lange udsigter med, at FN kan og vil vedtage sådanne regler – og dertil kommer problemet med at håndhæve reglerne. Rummet er jo ligesom verdenshavene ’internationalt farvand’.

Men det er ikke det eneste problem. Nye typer satellitter kan meget let komme til at skabe farlige situationer, som i værste tilfælde kan få militære konsekvenser.

Der kommer nemlig flere og flere satellitter, som kan manøvrere i rummet i et omfang, så de kan komme tæt på andre satellitter og tage detaljerede billeder. Sådanne billeder kan give vigtige oplysninger om, hvilke instrumenter de medfører, og dermed hvilke opgaver de kan løse.

Det, man kan kalde ’stalking’ af andre landes satellitter, kan let opfattes som en aggressiv handling, der kan udløse et militært svar – især hvis satellitten er programmeret til at ’forsvare sig selv’.

Vi ved, at amerikanerne opsender satellitter, der holder øje med den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator, hvor der er mange hundrede satellitter, deraf mange militære. Sidst det skete var i januar 2022, hvor Space Force opsendte nummer fem og seks af disse såkaldte inspektions-satellitter.

Kineserne er også begyndt på et lignende program – men for at undgå farlige episoder i rummet, skal man nok passe på med ikke at komme alt for tæt på andre landes satellitter.

Problemet bliver bestemt ikke mindre af, at firmaet Maxar, kendt for deres satellitbilleder af krigen i Ukraine, nu vil til at tilbyde salg af data fra en civil udgave af inspektions-satellitter.

Maxar forudser ifølge firmaets vicepræsident, Tony Frazier, et blomstrende marked for detaljerede billeder af satellitter på grund af den voksende trængsel i rummet samt sikkerhedsproblemer.

Maxar nævner selv forsvarsministeriet som en mulig kunde – men spørgsmålet er nu, hvem andre der kan købe data fra Maxars inspektions-satellitter, og hvordan disse data vil blive anvendt.

Vi følger udviklingen.

Emiraterne udforsker rummet

Det havde betydning for Emiraterne, da det private japanske firma ispace 25. april søgte at landsætte en rumsonde ved navn Hakuto-R på Månen.

Alt gik fint, lige indtil rumsonden var bare 90 meter over overfladen, og farten var bragt ned til bare 33 kilometer i timen. Derefter bare tavshed, muligvis fordi sonden var løbet tør for brændstof og derfor ramte Månen med for høj fart.

Emiraterne, der er nabostat til Saudi Arabien, havde en andel i dette uheld, fordi landet havde en lille rover ved navn Rashid med på den japanske rumsonde.

Den kun 10 kilo store rover skulle være rullet ned ad en rampe et par dage efter landingen og så have kørt rundt og undersøgt overfladen, indtil Solen gik ned over landingsstedet i Atlas-krateret.

Emiraterne er, blandt de arabiske lande specielt, ved at have et ganske stort og aktivt rumprogram. Et rumagentur ved navn Bin Rashid Space Centre (MBRSC) har således ansvaret for ikke mindre end fire store programmer:

• Emirates Mars Mission (EMM): En rumsonde, som siden 2021 har kredset om Mars. Sonden er bygget med amerikansk hjælp og har dermed givet ingeniører fra Emiraterne en god uddannelse i rumteknologi. Rumsonden Amal er en del af dette program, og det var dén, der for nylig fløj tæt forbi marsmånen Deimos, hvilket du kan læse om hér.
• Emirate Astronaut Programme: Her er for tiden en astronaut ved navn Sultan Al Neyadi om bord på ISS. Han er den anden astronaut, Emiraterne har fået sendt op til rumstationen. Den første var Hazza Al Mansouri, der opholdt sig på ISS i en uge tilbage i 2019. Sultan Al Neyadi skal opholde sig på ISS et halvt år fra marts 2023 til september i år. Desuden er en kvindelig astronaut under uddannelse.
• Emirates Lunar Mission (ELM), som altså i denne omgang endte med en lidt for hård landing på Månen – men man vil prøve igen.
• Jordobservation fra satellitter: Der indsamles data fra DubaiSat 1 og 2, som er bygget med hjælp fra Sydkorea samt KhalifaSat, der er konstrueret og bygget i Emiraterne.

Bin Rashid Space Centre ligger i Dubai og har Salem Humaid Al Marri som leder. Der er to ting ved emiraternes rumprogram, som er værd at bemærke.

Der er en langtidsplanlægning, og hvad der måske er endnu vigtigere: Gennemsnitsalderen for rumforskere i Emiraterne er bare 27 år, og kvinder udgør halvdelen af de ansatte.

Selv om mange med tiden måske vil skifte job, så er emiraterne her ved at lægge grundstenen til en kommende højteknologisk udvikling.

Rumfart tiltrækker mange unge arabere, og de mange veluddannede kvinder er med til at skabe nye rollemodeller, især for unge piger. Langtidsplanlægningen omfatter en udforskning af asteroidebæltet og den ultimative drøm er en base på Mars i 2117.