Som om det ikke var nok, at vi forurener vores egen planet, har vi faktisk efterhånden taget svineriet til nye højder: Såkaldt rumskrot hober sig op uden for Jordens atmosfære.
Rumskrot er nøjagtig, hvad det lyder som: Det skrot og skrammel, der opstår, når vi mennesker sender ting ud i rummet. Det vil sige alt fra døde satellitter til små og store stumper af raketter.
Men vores spor af skrot kan ende med at være i vejen for os selv, forklarer Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space, i videoen ovenfor:
»Rumskrot er et stigende problem, for hver gang vi sender noget ud i rummet, er der en risiko for, at vi producerer rumskrot. Og det gør så, at vores adgang til rummet på et eller andet tidspunkt måske kan blive udfordret.«
Vi skal finde ud af, hvordan vi rydder op efter os selv
Men hvordan slipper vi så af med rumskrot?
»Noget af rumskrottet fjerner sig selv. Det rumskrot, der kredser tæt på Jorden, bliver bremset af Jordens atmosfære på et eller andet tidspunkt, og så falder det ned og brænder op. Rumskrot, der ligger længere ude, jamen, det bliver liggende, og der skal man overveje, om man vil gøre noget aktivt,« siger Michael Linden-Vørnle.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Lige nu samarbejder de rumfarende nationer om at minimere dannelsen af nyt rumskrot. Man laver også forsøg med, hvordan man kan fjerne det rumskrot, der allerede er derude, og Michael Linden-Vørnle forklarer, at det er vigtigt, at eksperimenterne bliver ført ud i livet, hvis vi fortsat skal rejse i rummet:
»Det er alt sammen noget, som stadigvæk er på tegnebrættet lige nu, men forhåbentlig får vi de her systemer på et eller andet tidspunkt, så vi kan begynde at rydde op.«
Se videoen og find ud af, hvor meget rumskrot, der faktisk er derude, hvordan vi kan genbruge rumskrottet, og hør om Wernher von Brauns og Elon Musks drømme om minimering af rumskrot.