Der er ikke planlagt nogle meget store opsendelser i december. Der vil være et par ubemandede forsyningsflyvninger til rumstationen ISS, en opsendelse af nogle store spionsatellitter fra USA, og den private rumfartsvirksomhed SpaceX vil opsende en kommunikationssatellit for Tyrkiet.
SpaceX vil også i en opsendelse kaldet Transporter 1 opsende snesevis af små mikrosatellitter.
Men der sker andet på rumfronten end rutineopsendelser.
Langt det vigtigste er nok, hvordan en Biden-regering vil se på NASA og det amerikanske rumprogram.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Biden og rumfarten
Grundlæggende er Biden og det demokratiske parti positivt indstillet overfor rumfart, så de helt store ændringer får vi næppe.
Demokraterne har ikke sagt meget, bortset fra denne bemærkning i deres program:
Demokraterne støtter NASA’s arbejde med at bringe amerikanerne tilbage til Månen og derefter gå videre til Mars og dermed tage det næste skridt til at udforske vores solsystem.
På nuværende tidspunkt er det derfor svært at være meget konkret, men her er nogle af de muligheder, som diskuteres:
1) En fortsat støtte til Artemis-måneprogrammet, men måske med en udsættelse af den første bemandede landing til 2028. Det vil i alle tilfælde være både dyrt og svært at nå en bemandet landing allerede i 2024.
Desuden er Artemis allerede et internationalt program, som USA ikke bare kan forlade. Således er ESA, Canada og Japan alle partnere i bygningen af rumstationen Lunar Gateway, der skal kredse om Månen og være udgangspunkt for landinger på overfladen.
2) En større vægt på opsendelse af klimasatellitter og overvågning af Jorden. Tidsskriftet Politico havde simpelthen overskriften ’Biden’s space policy: One giant leap for climate change’
3) En fortsat støtte til rumstationen ISS – men det helt afgørende bliver, hvor længe denne støtte vil vare. Vi nærmer os en tid, hvor det bliver nødvendigt at erstatte den gamle ISS-rumstation med noget andet.
Hvordan det skal ske, bliver nok den vigtigste rum-afgørelse for den nye regering, og her er der ingen klare tegn på, hvad man vil gøre.
4) Biden beholder Space Force, som er skabt af Trump, men vil måske give det nogle andre opgaver.
5) En afgørelse, som ventes med spænding, er, om Biden vil beholde ’National Space Council’, hvor USA’s rumpolitik fastlægges.
Under Trump var rumrådet ledet af vicepræsident Pence, og det vil være et stærkt signal om interesse for rummet, om rumrådet beholdes, og om vicepræsident Kamala Harris bliver leder.
Europa gløder i mørke
Både NASA og ESA planlægger rumsonder, der skal udforske Jupiters isdækkede måne Europa. Denne måne er biologisk interessant, fordi der under isen er et dybt hav.
Nu har forsøg her på Jorden vist, at man kan studere isen og måske havet, på en måde ingen havde ventet.
Europa kredser så tæt på Jupiter, at den konstant er udsat for en meget stærk partikelstråling fra Jupiters strålingsbælter.
I forsøget testede forskerne virkningerne af stråling på simulerede Europa-overflader sammensat af vandis og forskellige salte, der mistænkes for at være der, herunder natriumchlorid og magnesiumsulfat.
Ikke særligt overraskende fik strålingen prøverne til at gløde. For når atomer og molekyler udsættes for stråling med høj energi, så reagerer de ved at udsende lys.
Det centrale var, at det lys, der blev udsendt, fortæller en masse om, hvilke stoffer, der er i isen. Forsøget er beskrevet i Nature Astronomy.
Denne glød kan kun observeres på Europas natside, og det vil kræve nogle ganske avancerede instrumenter på de kommende Jupitersonder at måle den.
Men det er arbejdet værd, fordi isen jo stammer fra det dybe hav, der skjuler sig under det kilometertykke islag. Så en præcis analyse af isen vil være en af de bedste muligheder, vi har, for at undersøge om havet måske rummer liv.
Farven af strålingen vil sandsynligvis variere fra grønlig til blålig til hvidlig, afhængigt af stofferne i isen.
\ Serien ‘Rumfarten’
‘Rumfarten’ giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er forrige artikel i serien:
Rumfarten i november: Kina opsender endnu en månesonde, og Juno får nye opgaver
Følg også med i serien ‘Kig op’, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet. Her er seneste artikel:
Kig op i december: Julemåneden byder på stjerneskud og planeter på linje
Arven fra Apollo
Under månekapløbet blev der sendt masser af raketter mod Månen. Vi har styr på, hvor de fleste endte, men af og til dukker der minder op fra rumfartens gyldne tid.
Således opdagede astronomer i september fra et observatorium på Hawaii noget, der lignede en meget lille asteroide meget tæt på Jorden.
Det var der ikke noget usædvanligt ved, så den lille genstand fik bare navnet 2020 S0 og kunne let være hurtigt glemt.
Men med moderne computere går det jo hurtigt at beregne baner, og man opdagede inden længe to mærkelige ting:
- Banen var meget cirkulær og i næsten samme plan som Jordens bane. Det er meget usædvanligt for en asteroide, men kunne til gengæld passe med banen for en gammel måneraket.
- Genstanden var i høj grad påvirket af strålingstrykket fra sollyset. Det er også meget usædvanligt for en asteroide, men kunne bedre passe på en tomt rakettrin.
Et sådant trin er jo bare en stor, tom metaldåse, som ikke vejer ret meget og derfor er lettere for Solens lys at flytte på.
Så der var ikke andet for end at udføre en masse beregninger over banen for 2020 S0, og de viste, at afstanden til Jorden i september 1966 havde været så lille, at det var næsten sikkert, at 2020 S0 stammede fra Jorden.
Derefter var det bare at gå tilbage i arkiverne, og data passede med opsendelsen af rumsonden Surveyor 2, som skulle lande på Månen i september 1966.
Opsendelsen var sket med en raket af typen Atlas-Centaur. Det øverste trin hed Centaur, og det var en af de første raketter drevet af flydende ilt og brint.
Raketten virkede fint, men desværre forulykkede Surveyor 2, da den forsøgte at lande på Månen. Til gengæld fløj Centaur-trinnet helt efter planen forbi Månen og fortsatte ud i en bane om Solen.
Her har rakettrinnet så kredset i over 50 år glemt af alle, indtil banen tilfældigvis førte Centaur tæt forbi Jorden i 2020.
Men det bliver et kort besøg, for, som animationen viser, tager Centaur bare to sving rundt om Jorden, inden den igen forsvinder ud i en bane om Solen i marts 2021– måske for at blive genopdaget om et par hundrede år.
Fra rumkapløb til filmkapløb
Til sidst en lille historie fra rumfartens sladderspalter.
Der er jo stærke rygter om, at den amerikanske skuespiller Tom Cruise om bord på et Dragon rumskib til næste år flyver ud til ISS som turist. Aftalen er en del af et projekt om at optage en film ude i rummet.
Nu er det russiske rumagentur Roskosmos så begyndt at lede efter en skuespillerinde, som kan være en del af en film ved navn ’Challenge’, hvor noget skal optages ude i rummet – og minsandten om de ikke også sigter mod oktober 2021, samme tid hvor Tom Cruise, og sandsynligvis også en instruktør eller producer, er ved at producere den amerikanske film.
Hvordan det russiske filmhold skal komme ud i rummet er ikke oplyst, men mon ikke det bliver med et Soyuz-rumskib, der har plads til en kosmonaut samt to passagerer.
Instruktøren hedder Klim Shipenko, og filmen er ikke science fiction, men en yderst realistisk version af, hvad der kunne ske i en ikke alt for fjern fremtid.
Det er en film om, hvordan en person, som på ingen måde er forbundet med udforskning af rummet, af forskellige årsager og personlig gæld en måned senere ender i kredsløb om Jorden.
Så det gode gamle rumkapløb er måske ved at blive afløst af et filmkapløb – medmindre de to filmhold ligefrem samarbejder og hjælper hinanden.
