Det skal åbenbart ikke være nemt at sende mennesker mod Månen for første gang siden 1972.
Søndag besluttede det amerikanske rumagentur NASA, at Artemis II-missionen udsættes for anden gang på knap en måned.
Den vældige raket Space Launch System (SLS), der skal løfte fire astronauter ud i rummet, har tekniske problemer i form af »afbrudt heliumtilførsel«. Derfor må raketten nu trille på værksted, og missionen udsættes til april.
For bare tre uger siden blev missionen skubbet fra starten af februar til begyndelsen af marts. Det skete som følge af en lækage af flydende brint, der sammen med ilt udgør rakettens brændstof.
Det problem er nu fikset, og for få dage siden lød der optimistiske toner fra Kennedy Space Center i Florida, hvor raketten klargøres til sin kommende rumrejse.
Så sent som fredag gennemførte NASA en såkaldt ‘wet dress rehearsal’ – en generalprøve, hvor raketten fyldes med brændstof. Den forløb uden problemer, og marts-opsendelsen så for alvor realistisk ud.
Men ak, lørdag aften fik piben pludselig en anden lyd. Her meddelte NASA, at ingeniører havde opdaget »en afbrudt tilførsel af helium til rakettens øvre fremdriftssystem«.
Helium bruges til at rense motoren i rakettens øverste del og skabe det rette tryk i brændstoftankene.
De nye problemer betyder, at missionen nu tidligst kommer afsted mellem 1. og 6. april.

Den seneste forsinkelse ærgrer ikke overraskende NASA-chef Jared Isaacman.
»Jeg kan forstå, at folk er skuffede over udviklingen. Skuffelsen deles ikke mindst af holdet i NASA, der har arbejdet utrætteligt på at forberede denne store bedrift,« skrev han i et opslag på det sociale medie X lørdag og tilføjede med henvisning til månelandingerne:
»I 1960’erne, da NASA opnåede det, som mange troede var umuligt, og som ikke er blevet gentaget siden, var der mange tilbageslag.«
I går mandag meddelte NASA, at de på grund af kraftig vind må vente til onsdag med at køre SLS-raketten tilbage til den enorme samlehal på Kennedy Space Center, hvor teknikere skal kigge nærmere på helium-problemet.
NASA oplyser, at de vil afholde en medie-briefing i løbet af de kommende dage.































