Vi er begge uddannet på Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har vi desuden beskæftiget os med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser - herunder på Folkeuniversitetet.
Motorsavsmassakre: Hvad betyder Trump og Musks nedskæringer for videnskaben og rumfarten i USA?
ANALYSE: USA har fået en ny præsident, og det har sendt rystelser gennem videnskabens verden. Hvad kommer det til at betyde for forskningen og forskerne? Stubberne giver deres analyse af de indledende konsekvenser her.
Musk har ofte ført sig frem med en stor motorsav, netop for at understrege at nu skal der til at spares – uden det store hensyn til konsekvenserne. (Foto: Joshua Sukoff / Shutterstock)
Stubberne - Henrik og Helle StubLektorer i astronomi, fysik og matematik
Man kan roligt sige, at intet er, som det har været tidligere, siden Trump blev præsident.
Godt hjulpet af Elon Musk med den store motorsav er han nu i fuld gang med at skære i en lang række videnskabelige projekter, som normalt bestyres af NASA og NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration).
De leverer ikke bare vejrudsigter for os her på Jorden, men også udsigter for vejret i rummet, hvor solstorme og andet kan beskadige eller ødelægge satellitter.
Musk er stadig i fuld gang med at beskære den offentlige sektor med sin motorsav, og er der noget, som kan give offentligt ansatte i USA nervøse trækninger, så er det bogstaverne DOGE, der skal svinge sparekniven.
Forkortelsen står for ‘Department of Government Efficiency’ – et agentur Trump har skabt, og som ledes af Elon Musk.
Om DOGE og Musk med sin motorsav gør regeringen mere effektiv, har vi endnu ikke set tegn på, men vi har derimod set massefyringer og et begyndende kaos.
Vi kommer i artiklen her ikke til at give et forkromet overblik over nedskæringerne og deres konsekvenser. Vi vil se på de første skridt, som er taget, og vi vil løbende følge op med artikler, når der sker noget vigtigt nyt.
Annonce:
Vi ved ikke, hvornår serien ender – og måske endnu vigtigere, hvordan den ender. Vi kan kun sige ’stay tuned’.
\ Serie: Hvad betyder Trump for videnskaben og rumfarten?
USA’s nye præsident Donald Trump har lagt op til store besparelser og nedskæringer i statsapparatet og i den forskning, som den amerikanske regering finansierer.
Konsekvenserne udruller sig løbende, og ingen har endnu det fulde overblik over, hvad det kommer til at betyde for videnskaben og for dem, der arbejder med den. Både på den anden side af Atlanten, men også i resten af verden.
Videnskab.dk’s faste rumskribenter Stubberne vil i en serie løbende sætte fokus på emnet, når der lander afgørende nyt.
To lukninger i NASA skaber problemer
Det første, DOGE gjorde mod NASA, var at nedlægge to afdelinger, som begge har betydning for den samlede planlægning af de mange rumprojekter.
Historisk set fungerer NASA’s 'chief scientist', eller ledende og øverste forsker, som rådgiver i spørgsmål relateret til NASA’s videnskabelige programmer. Opgaven er at tilbyde en uafhængig og objektiv videnskabelig indsigt, der sikrer at de projekter, som gennemføres, er baseret på solide, videnskabelige principper.
En af de fyrede er NASA’s 'chief scientist’, klimaforskeren dr. Katherine Calvin, der har siddet på posten siden 2022. (Foto: NASA / Bill Ingalls - CC0 1.0)
Den anden afdeling, som er blevet nedlagt, er ‘Office of Technology, Policy and Strategy’, på dansk Kontoret for Teknologi, Politik og Strategi, hvis opgave har været at koordinere forskellige programmer for at lette en langsigtet planlægning.
Men dette var kun begyndelsen på større fyringsrunder, som nu er i gang.
Og ikke nok med fyringsrunderne, for nu er der også udviklet en app, hvor de ansatte i embedsværket og den føderale regering hver uge skal redegøre for deres arbejde.
Annonce:
Den har fået navnet 'The Weekly Accomplishments App', men spørgsmålet er, om den øger effektiviteten eller ødelægger arbejdsmoralen, når de ansatte ikke ved, hvordan deres oplysninger vil blive brugt.
Der vil gå et stykke tid, før vi har overblik over, hvor omfattende fyringerne bliver. Men der er kommentatorer, som mener, at når de er overstået, vil NASA være reduceret til den størrelse, rumfartsorganisationen havde i 1961 - altså lige før månekapløbet begyndte.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Her følger vores bud på nogle af de mulige konsekvenser:
Mulige konsekvenser
Afviklingen af Kontoret for Teknologi, Politik og Strategi tyder på, at rumfart nu skal vurderes og planlægges på en anden måde. Hidtil har NASA haft en metodisk planlægning baseret på en forskningsmæssig vurdering. Det er sandsynligt, at man nu vil satse mere på bemandet rumflyvning.
I det hele taget er man begyndt at se på den indflydelse, Elon Musk kan få på NASA, som det eksempelvis er beskrevet i The Guardian. Her står der blandt andet, at »Trump-administrationens beslutning om at lukke to kontorer hos NASA risikerer ’drastisk’ at øge omkostningerne ved udforskning af rummet, samtidig med at Elon Musk får mere indflydelse over agenturet.«
»Selvom Trump-administrationen ikke vil offentliggøre sin budgetanmodning og -ønsker i mindst et par uger endnu, begynder højtstående embedsmænd at blive orienteret om præsidentens prioriteter.«
Som forventet omfatter præsidentens plan for NASA nogle betydelige omlægninger, herunder et ønske om at flytte dele af NASA’s hovedkvarter til centre rundt om i landet.
Men som den måske mest drastiske ændring søger Det Hvide Hus, ifølge Ars Technica, at skære massivt i bevillingerne til videnskabsprogrammer hos rumfartsorganisationen.
Annonce:
Flere personer, der er bekendt med forslaget fra Det Hvide Hus, har sagt, at nedskæringer til NASA’s 'Science Mission Directorate', som er det organ i rumfartsorganisationen, der blandt andet står bag rumforskning og missioner, kunne være så høje som 50 procent.
Disse kilder har understreget, at ingen beslutninger er endegyldige, og der er nogle scenarier, hvor nedskæringerne til NASA’s videnskabsprogrammer ville være mindre. Men hensigten er at skære ned på videnskaben ifølge dem.
Et af de mange rygter, der cirkulerer, er, at NASA’s hovedkvarter enten skal flyttes fra Washington D.C. eller måske spredes ud på de omkring 10 centre, NASA har fordelt over hele landet. Alene det, at sådanne rygter opstår, viser, hvor ustabil situationen er lige nu. (Foto: NASA - CC0 1.0)
»The Planetary Society er dybt foruroliget over rapporter om, at Det Hvide Hus vil foreslå en nedskæring på 50 procent af NASA’s videnskabelige aktiviteter i den kommende budgetanmodning for agenturet. Et så betydeligt sammenbrud af finansieringen kunne i realiteten betyde et afkald på amerikansk lederskab inden for videnskabelig rumudforskning,« skriver de og fortsætter:
»Det kan også knuse projekter, der støtter uddannelser i STEM (videnskab, teknologi, teknik og matematik), og dermed reducere verdens dygtigste videnskabelige og tekniske arbejdsstyrke kraftigt.«
Det velansete tidsskrift udtrykker desuden bekymring for, at nedskæringerne ville være intet mindre end en »udryddelsesbegivenhed for rumvidenskab og -udforskning i USA«.
De opfordrer derfor Det Hvide Hus til at genoverveje sin tilgang til finansiering af rumfartsorganisationen og Kongressen til at fortsætte deres årtiers lange støtte fra begge politiske fløje til »disse unikke aktiviteter«, for »kun NASA finansierer videnskabelig udforskning af rummet i USA«.
NOAA er et agentur under den føderale regering, der blandt andet har ansvar for at overvåge og forudsige ændringer i Jordens miljø, herunder vejr og klima, og agenturet huser også USA’s meteorologiske institut.
Hver måned udsender NOAA en rapport om det globale klima, og det skete også i februar.
Her kunne de fortælle, at den globale temperatur i januar var hele 1,33 grader celsius højere end gennemsnittet for januar i det 20. århundrede – hvilket gjorde januar 2025 til den varmeste første måned på året, der nogensinde var målt.
Men der blev ikke nævnt et ord om, at årsagen kunne være den menneskabte klimakrise.
NOAA var simpelthen begyndt at reagere på Trumps direktiv om at nedtone klimakrisen. Således er referencer til ’global opvarmning’ og ’klimakrise’ blevet fjernet fra tusinder af hjemmesider, skriver New Scientist.
Det er derfor ikke uventet, at NOAA nu også er blevet udsat for Elons ’motorsav’.
NOAA er måske ikke så kendt som NASA, men her går nedskæringerne ikke bare ud over den videnskabelige forskning, men også befolkningens egen sikkerhed og helbred, når der bliver udsendt færre varsler om alt fra orkaner til oversvømmelser.
Tanken er vistnok, at det kan de kommercielle vejrforudsigelser tage sig af, men de får jo også data fra NOAA.
Desuden overvåger NOAA rumvejr, der kan beskadige satellitter eller true astronauter på Den Internationale Rumstation (ISS). Man kan bare tænke på, hvad der vil ske, hvis vi pludselig mister kontakten til GPS-satellitterne.
På NOAA begyndte man at fyre ansatte allerede 27. februar, og derfor »blev vejrballonopsendelser - som indsamler data, der forbedrer vejrmodeller - suspenderet på ubestemt tid i Alaska på grund af personalemangel«, som Space.com opsummerer det.
Ifølge det rumfokuserede netmedie vil lukningen af disse opsendelsessteder for vejrballoner betyde færre observationer, og »forskere advarer om, at disse huller vil underminere den overordnede nøjagtighed af vejrudsigten, lidt ligesom at prøve at fuldføre et puslespil med manglende brikker«.
Manglende hænder skaber bekymring
Disse afskedigelser kommer netop, som den ekstreme vejrsæson nærmer sig.
Det får forskere til at bekymre sig om, at et reduceret antal af erfarne medarbejdere, der arbejder på at forbedre vejr- og klimamodeller, kan hæmme muligheden for effektivt at advare offentligheden om orkaner, naturbrande og andre katastrofer, der forværres af klimaændringer.
En af NOAA’s mange opgaver er at sende fly ind i orkaner for bedre at forstå, hvordan alvorlige storme virker. De overvåger også farlige olie- eller kemikalieudslip i amerikanske farvande.
Det er fly som disse to, NOAA anvender til at studere orkaner. (Foto: NOAA - CC0 1.0)
Agenturet hjælper fiskeri over hele landet ved at overvåge fangstniveauer for at forhindre overfiskning.
Listen over opgaver er lang.
NOAA har også et kontor på Hawaii, hvor staben har til opgave at efterse og vedligeholde et automatisk observatorium på den nordlige side af vulkanen Mauna Kea.
Det kan kun gøres med helikopter, fordi den gamle vej nu er spærret af lava fra et udbrud, og her indsamles prøver af luften for helt præcist at måle koncentrationen af CO2.
Det har man gjort siden 1956, og et af resultaterne har været den berømte Keeling-kurve. Den gav det endelige bevis for, hvordan CO2 koncentrationen er steget – en måling, der har skabt grundlaget for den moderne klimadebat.
Et af de vigtigste bidrag til klimaforskningen er den såkaldte Keeling-kurve. Keeling-kurven er en graf, der viser koncentrationen af kuldioxid i Jordens atmosfære baseret på kontinuerlige målinger taget ved Mauna Loa-observatoriet på øen Hawaii fra 1958 og frem til i dag, hvor det drives af NOAA. Målingerne gave det første markante bevis på hurtigt stigende CO2-niveauer i atmosfæren og anses af mange forskere for at være den første undersøgelse, der har kunnet henlede verdens opmærksomhed på den nuværende stigning i kuldioxid i atmosfæren. (Grafik: Oeneis / Dr. Pieter Tans, NOAA/ESRL, Dr. Ralph Keeling, Scripps Institution of Oceanography - CC BY-SA 4.0)
Men ifølge DOGE, Trumps 'effektiviseringsministerium', vil man kunne spare 164.391 dollars årlige (godt 1,1 millioner kroner) ved at opsige kontorets lejemål.
»Det ville være forfærdeligt, hvis dette kontor blev lukket,« lød det fra atmosfæreforskeren Marc Alessi fra Union of Concerned Scientists i en udtalelse til Reuters:
»Det leverer ikke kun den måling af CO2, som vi så desperat har brug for til at holde øje med klimaændringer, men det fodrer også simuleringer af klimamodeller.«
Endnu ved vi ikke, om man for at spare disse dollars årligt vil lukke kontoret, men alene omtalen af muligheden har naturligvis påvirket de ansatte forskere.
Hvad der gør bekymringen ekstra stor er, at den konservative tænketank ’The Heritage Foundation’ i deres store værk 'Project 2025' omtaler NOAA som en del af den »alarmistiske klimaindustri«, og at NOAA derfor »bør opdeles og reduceres«. Project 2025 anses for en væsentlig inspirationskilde for Trump.
Som sagt er dette kun begyndelsen på den nye præsidents betydning for videnskaben og rumfarten i USA – vi vender tilbage, når der er afgørende nye oplysninger.
...et kæmpespring for din viden! Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.