Den tale, en ny amerikansk præsident holder efter sin indsættelse, fortæller normalt om de prioriteter, den nye regering har – det var jo netop derfor, vi i Danmark lyttede så nøje til, om Trump ville nævne Grønland.
De gjorde han ikke, men til gengæld nævnte han rummet, og det har ikke uden grund vakt en vis opsigt. For det er måske første gang, vi her hører om en voldsom omlægning af det amerikanske rumprogram.
Helt præcist sagde Trump, at »vi vil forfølge vores åbenlyse skæbne mod stjernerne og sende amerikanske astronauter afsted for at plante det amerikanske flag på planeten Mars«.
Ikke et ord om det store måneprogram Artemis – så hvorfor pludselig tale om Mars i indsættelsestalen?
Vi vil søge at give et muligt svar, der til slut vil føre os 150 år tilbage i tiden. Men først vil vi se på, hvordan en bemandet rejse til Mars passer ind i det nuværende amerikanske rumprogram.
Mars har altid været det endelige mål
For tiden har NASA travlt med Artemis-projektet, hvor man håber på den første bemandede landing på Månen i 2027 eller 2028. Desuden skal rumstationen ISS skrottes i 2030, og det betyder, at man skal omstille sig til måske flere mindre rumstationer bygget af den private industri.
Men Mars har hele tiden været det endelige, om end et noget fjernt, mål. NASA har ikke for tiden et bemandet Marsprogram, men det blev anset som noget, der tidligst ville blive aktuelt mere end 10 år ude i fremtiden, og som måske kunne føre til en landing omkring år 2040.
Trump har ikke annonceret et Marsprogram, på samme måde som da Kennedy i 1961 satte det mål, at Amerika skulle sende mennesker til Månen inden udgangen af årtiet, altså dengang inden 1970.
Det lykkedes kun lige akkurat, og kun fordi NASA i denne periode fik rigeligt med penge.
Men selv med masser af penge er det næsten sikkert, at det ikke er muligt at landsætte mennesker på Mars inden 20. januar 2029, som er den dag, Trump forlader præsidentposten.
Men alene det at blive husket som manden, der vil sende USA til Mars, vil være nok til at sikre hans eftermæle.
Da Kongressen sidder på pengekassen, kan Trump ikke bare sætte et Marsprogram i gang med et dekret, og selv for Trump kan det blive ganske vanskeligt at skaffe de nødvendige midler. Blandt andet fordi mange stater er ganske tilfredse med det nuværende program, der sikrer både arbejdspladser og penge – også selvom man ikke rejser til Mars.
Elon Musk kan være manden bag planerne for Mars
Elon Musk har altid haft som sit endelige mål at sende mennesker til Mars, og han har som bekendt et meget tæt forhold til Trump.
Det kan godt være Musk, der har inspireret Trump.
Meget tyder på, at Trump opfatter rummet som en forretningsmulighed, og derfor meget gerne ser en øget deltagelse af privat industri i store projekter. Her er SpaceX omtrent det eneste firma, der har mulighed for at byde ind på en bemandet Marsrejse.
Her kan det godt være, at Musk får en allieret i NASA’s nye leder Jared Isaacman, der selv er tech-milliardær, og to gange har fløjet som turist i rummet - og endda været på en kort rumvandring.
Lederen af det nye store rumfirma Blue Origin, Jeff Bezos, har også store rumdrømme, og han er også en af de tech-milliardærer, Trump omgiver sig med.
NASA’s nye leder Isaacman vil sandsynligvis overveje en mulig omlægning af den amerikanske rumfartsorganisations programmer, der giver private firmaer som SpaceX og Blue Origin en større rolle.
Der har således været tale om at skrotte NASA’s egen, men enormt dyre, SLS-måneraket, og måske også Orion-rumskibet, der har haft problemer med varmeskjoldet.
Det er en vanskelig afgørelse, fordi man jo skal have hurtige afløsninger til begge projekter.
Det er helt sikkert, at Musk vil melde sig med Starship-raketten, der dog har det ikke helt lille problem, at 3 ud af de første 7 prøveflyvninger er endt med eksplosioner.
Det er også en ganske vanskelig opgave hurtigt at bygge et rumskib som Orion, der kan vende tilbage til Jordens atmosfære med en fart på 40.000 km i timen fra en rejse til Månen eller Mars.
Man kan roligt sige, at Musk altid er optimistisk, men ikke altid realistisk – også selvom SpaceX råder over nogle virkelig dygtige ingeniører.
Trump kan godt lide at være den, som rydder op og ændrer det bestående, og sandt er det, at NASA med tiden er blevet noget bureaukratisk. Og sandt er det også, at SpaceX med kun 16.000 ansatte opsender flere raketter og satellitter end noget rumagentur i verden.
Et bemandet Marsprojekt kan føre til en total ændring i den måde, vi hidtil har ført rumfart.
Der kan dog også være problemer med en SpaceX-domineret rumfart, for Musk er kendt for at kæmpe mod de love, der skal følges for at få lov til at opsende raketter. Mange af disse love er til for at øge sikkerheden og beskytte miljøet, selvom Musk bare ser dem som forhindringer.
Marsrejsens mange udfordringer
Spørger man Musk, så er det let at flyve til Mars, så snart hans store Starship-raket er klar.
Men raketten er det mindste problem. Først og fremmest er udfordringen, at selv en hurtig Marsrejse vil tage omkring 21 måneder, hvor opholdet på Mars kun bliver på omring en måned.
Ellers kommer vi op på omkring 30 måneder. Rejsetiderne er nemlig bestemt af, at planeterne skal stå i bestemte stillinger i forhold til hinanden, for at rejsen kan gennemføres.
Vi viser både den korte og den lange rejserute på nedenstående grafikker. Den lange rejserute er nok lidt for ambitiøs til den første landing, så vi vil koncentrere os om den korte rute:
På den korte rute kan man se, at hjemrejsen går forbi Venus. Det bringer rumskibet tættere på Solen, hvilket godt kan give problemer med temperaturen.
Der er også den konstante fare for solstorme, der kan blive så voldsomme, at astronauterne vil omkomme, hvis ikke de har et godt strålingsbeskyttet rum at opholde sig i under stormen.
Men det største problem er helt sikkert, at rumskibet skal klare sig 21 måneder uden adgang til forsyningsrumskibe med reservedele. Den eneste grund til, at rumstationen ISS har klaret sig snart 30 år i rummet, er, at der med jævne mellemrum leveres både reservedele, mad, vand, nyt tøj og mange andre fornødenheder.
Et Marsrumskib skal kunne klare sig selv, og det betyder, at det skal sendes afsted med et stort lastrum forsynet med reservedele og andre forsyninger.
På lang sigt er det dog muligt, at man med 3D-printning kan fremstille sine egne reservedele - noget Andreas Mogensen jo har eksperimenteret med. Men det er noget, som nok ligger nogle år ude i fremtiden, før teknikken er udviklet godt nok til at kunne anvendes i stor stil.
Selve Mars byder også på udfordringer, som vi er ganske langt fra at kunne klare.
Problemet er, at nok har Mars en atmosfære, men den er for tynd til, at man kan bremse et rumskib alene ved brug af et varmeskjold. Det er derfor nødvendigt at supplere et varmeskjold med bremseraketter til den sidste del af turen ned til overfladen.
Det er en meget vanskelig teknik, hvor problemerne bare vokser med rumskibets størrelse.
De metoder, der er anvendt til at landsætte rovere som Perseverance og Curiosity ved hjælp af en slags raketkran, kan ikke anvendes ved et stort bemandet rumskib. Der skal udvikles en ny teknik, og det vil tage tid og sikkert føre til en del mislykkede forsøg, før teknikken er godt nok udviklet og gennemprøvet.
Mars har desuden en tyngdekraft på cirka én tredjedel af Jordens, hvilket er det dobbelte af Månens tyngdekraft – og der står ikke noget lægehold parat ved ankomst, når man igen skal vænne sig til tyngdekraft, efter at have været vægtløs i flere måneder. Man kan kun gå ud på Mars iført rumdragt, og den vil sikkert føles ret tung at bevæge sig rundt i, især hvis muskler og knogler er svækkede efter vægtløsheden.
Endelig skal man jo også kunne starte igen, og det vil kræve en del brændstof, som enten skal medbringes eller fremstilles på stedet ud fra atmosfæren på Mars og vand. I princippet kan det gøres, men nok ikke på den første ekspedition.
NASA’s skøn er, at vi ikke kommer til Mars før omkring 2040. Det lyder jo stadig meget fornuftigt - så hvorfor denne Mars-erklæring fra Trump?
'Manifest destiny' og præsident William McKinley
Svaret skal måske findes i det såkaldte begreb ’manifest destiny’.
Det nævnte Trump selv i sin indsættelsestale som en begrundelse for at rejse til Mars. I samme ombæring blev den ellers ret ukendte præsident William McKinley (1897-1901) hentet frem fra glemslen og fik med et af Trumps dekreter endda et bjerg opkaldt efter sig – og det er måske ikke helt tilfældigt.
Ligesom Trump benyttede McKinley told som et pressionsmiddel, og han udvidede det amerikanske territorium med Guam, Puerto Rico, Filippinerne og Hawaii. Det skete på en tid, hvor den slags handlinger kunne begrundes med begrebet ’manifest destiny’, som stammer helt tilbage fra 1840erne.
’Manifest destiny’ beskrives blandt andet som tankegods eller et udtryk, »der repræsenterer overbevisningen i det 19. århundredes USA om, at amerikanske bosættere var skæbnebestemte til at ekspandere vestpå over hele Nordamerika, og at denne overbevisning var både indlysende (»manifest« på engelsk, red.) og givet (»destiny« på engelsk, red.).«
Altså er denne her overbevisning forankret i en slags amerikansk ’exceptionalisme’ og en slags romantisk nationalisme. Eller et af de »tidligste udtryk for amerikansk imperialisme i USA«.
Vi kan naturligvis ikke vide det, men tanken er nærliggende, at Trump i virkeligheden bygger på tankegods hentet fra 1800-tallet. Tankegods, der passer godt med hans visioner om at gøre USA større.
Om det kan ske ved at flyve til Mars, er nok højst usikkert, fordi man ikke kan eje en planet. Men alene rejsen ville da give ham en plads i historien.
Om ’manifest destiny’ også er baggrunden for interessen for Grønland, får vi nok at se – vi går i hvert fald usikre tider i møde, både i rummet og her på Jorden.
