Trump kan blive skelsættende for rumfarten

På et af sine mange vælgermøder kom Trump ind på rummet, og det skete ved en direkte henvendelse til hans nye ven, techmilliardæren og iværksætteren Elon Musk:

»Elon, lad os få de rumraketter i gang, for vi kommer til at nå Mars inden udgangen af min embedsperiode,« lød det fra talerstolen, med tilføjelsen:

»Vi vil også få et stærkt militært forsvar i rummet,« for det er ifølge den nyligt valgte præsident, der hvor et afgørende slag om militær overlegenhed kommer til at stå.

Awesome 🔥🔥
pic.twitter.com/FoizzE2eYv

— Elon Musk (@elonmusk) September 21, 2024

Det lyder næsten, som om at Trump vil satse mere på Elon Musk og SpaceX end på den amerikanske rumfartsadministration NASA.

Det er ikke en urealistisk fremtid for amerikansk rumfart, men inden vi ser på fremtiden, skal vi først se lidt på, hvad Trump har udrettet i sin første præsidentperiode på rumområdet.

Trump har allerede ændret rumfarten

Det er måske ikke så almindelig kendt, men da Trump første gang var præsident i perioden 2017-2021, tog han nogle ganske vigtige initiativer om amerikansk rumfart, både den civile og militære, som har påvirket den lige siden.

De vigtigste var:

Artemis-projektet

I december 2017 underskrev Trump 'Space Policy Directive 1'.

Dette var den formelle start på Artemis-programmet, som er ledet af NASA, og som stadig kæmper for at sende mennesker til Månen. Den første landing på Månen med mennesker er udsat flere gange, og finder næppe sted før 2028.

Programmet har støtte fra begge sider i Kongressen, men kæmper stadig med for få midler og en elendig styring, der foreløbig har ført til bygningen af en måneraket ved navn SLS, som er alt for dyr til at bruge i praksis, samt et Orion-rumskib, der er ramt af tekniske problemer.

Selve landingen på månen er udliciteret til SpaceX, og når man ser, hvad de indtil nu har udrettet, forstår man godt henvendelsen til Elon Musk.

Han har givet meget store pengebeløb til Trumps kampagne – naturligvis med den bagtanke at få noget igen. Det kan måske vise sig at være en god investering for Musk, men om det er en god idé at lade et privat firma få så stor indflydelse på hele rumprogrammet er nok mere tvivlsomt.

Men Trumps udtalelse viser, at han ikke har mistet interessen for rummet.

I alt underskrev Trump hele syv direktiver for rumfarten i løbet af sin første præsidentperiode, som alle har haft betydning. Man kan se en liste over dem hér.

Space Force

Direktiv nummer 4 skabte en ny gren af militæret, nemlig ’Space Force’.

Space Force har til opgave at træne og uddanne personel, som kan arbejde med militære satellitter, og desuden opsender Space Force selv satellitter både fra Cape Canaveral i Florida og Vandenberg-basen i Californien.

Fordelen skulle være at samle alle de militære rumaktiviteter et sted. Mange andre lande har opbygget tilsvarende organisationer, eksempelvis Kina, Rusland, Frankrig, England, Australien og flere andre.

Det er en uundgåelig udvikling med den stigende militarisering af rummet samt erfaringen fa Ukraine, der har vist, hvor vigtig støtte fra rummet er, også for dét der foregår her nede på Jorden.

Hertil kom, at der for første gang i mange år blev skabt et ’rum-råd’ (’space council’), som skal formulere, hvorledes man prioriterer de forskellige opgaver. Vicepræsidenten er formand, så den første formand var Mike Pence, indtil Kamala Harris overtog stillingen.

Kamala Harris har i sin vicepræsidentperiode søgt at få regler gennemført, der regulerer, hvordan private firmaer må arbejde på Månen samt at få regler for rumturisme gennemført, dog uden held.

Det er i høj grad muligt, at den kommende Trump-administration har andre synspunkter. Men skal man dømme ud fra Trumps første præsidentperiode, så fik rumprogrammet en pæn placering i den politiske beslutningsproces.

Rumfarten anno 2025 skaber nye udfordringer

Det republikanske partiprogram har kun et par linjer om rummet, og de er anbragt under afsnittet om økonomisk politik.

Her opfordres til »en robust fremstillingsindustri i kredsløb nær Jorden, samt at der sendes amerikanske astronauter tilbage til Månen og videre til Mars«.

Desuden lægges der op til mere samarbejde med kommercielle rumvirksomheder for at »revolutionere vores evne til at få adgang til, leve i og udvikle aktiver i rummet.«

Det er jo nogle meget overordnede retningslinjer, men der bliver i de kommende år nogle meget konkrete udfordringer, som Trumps regering skal tage stilling til. De vigtigste er:

• Artemis-programmets fremtid
• Det kinesiske rumprograms betydning for USA
• Den militære balance i rummet
• Regulering af aktiviteter i rummet
• Samarbejde (herunder videnskabeligt) med andre lande

Artemis-programmets fremtid

Hvad angår Artemis-programmet er de problemer, man har haft i flere år, ikke blevet løst, men tværtimod blevet værre.

Artemis-programmet har støtte fra begge sider i den amerikanske kongres, men kæmper som tidligere nævnt med for få midler og dårlig styring. Programmet har ført til bygningen af en måneraket ved navn SLS, som med en pris på næsten 28 milliarder danske kroner for en opsendelse er alt for dyr til at bruge i praksis, og et Orion-rumskib, der er ramt af tekniske problemer.

Det nye, som er kommet ind i programmet, er, at afprøvningen af fartøjet Starship fra SpaceX nu er godt i gang. Og næsten endnu mere vigtigt, at Elon Musk nu har en meget tæt kontakt til Trump.

En af de ting, som er værd at holde øje med, er, om Musk vil bruge de politiske muligheder, han har fået, til hurtigst muligt at få ændret projektet, så man bruger Starship i stedet for SLS og Orion i Artemis-programmet.

Det vil give SpaceX nogle store kontrakter og give firmaet - og Musk - en stor indflydelse på hele det amerikanske rumprogram.

Kinas rumprogram har betydning for USA

Kina har nu sin egen ganske store rumstation og har også foretaget flere landinger på Månen med ubemandede rumsonder. Desuden siges det nu ganske åbent, at Kina vil sende mennesker til Månen i 2030.

Som det går lige nu med det amerikanske Artemis-program, er det ikke engang sikkert, at amerikanerne kan vende tilbage til Månen før den kinesiske landing.

Rent logisk gør det ikke noget, hvem der kommer først, men politisk kan det gøre en stor forskel – især fordi Trump hele tiden taler om Kina som den store modstander.

Hvis Trump ikke kan acceptere, at Kina kommer først, så må han til lommerne, og det kan blive en afgørende faktor for, om måneraketten SLS skal erstattes med Starship.

Den militære balance i rummet

I disse år sker der en stigende militarisering af rummet, og USA må her regne med to hovedmodstandere, nemlig Kina og Rusland. Kina er virkelig på vej til at blive en stormagt i rummet, som der er god grund til at holde godt øje med.

Rumteknologien er nu så langt fremme, at man kan bygge ’inspektionssatellitter’, der kan flyve tæt på andre landes satellitter og udspionere dem – og lige så vigtigt sætte dem ud af spil ved at ødelægge deres kameraer, antenner, eller andet udstyr.

Både Kina og USA holder godt øje med udviklingen ved Taiwan, hvor der er mulighed for konflikt. Kommer konflikten, vil rummet spille en afgørende rolle – en situation som begge lande helt sikkert har forberedt sig på.

Det politiske spil bliver her at ramme den rette balance. Man skal vise, at man er til stede både på havet og i rummet, men ikke på en så aggressiv måde, at det kan skabe en konflikt.

Det vil af politikerne kræve det, som kaldes en ’space awareness’, altså en viden og bevidsthed om hvad der foregår i rummet, hvilket igen vil kræve en god rådgivning.

Det positive er, at den første Trump-administration har udvist en interesse for rummet, men det bliver afgørende at få fat på de rigtige folk, som har is nok i maven til ikke at starte en konflikt, fordi en satellit pludselig svigter.

Regulering af aktiviteter i rummet

En af de største udfordringer er måske den nye ’milliardær-rumfart’, hvor det mest kendte eksempel er SpaceX, ledet af verdens rigeste mand Elon Musk. Om meget kort tid melder også rumselskabet Blue Origin sig på scenen, når de afprøver deres store raket New Glenn. Blue Origin er ledet af Amazons stifter Jeff Bezos.

Musk og Bezos har det tilfælles, at de begge er store egoer, og vi ved, at Musk ikke bryder sig om hverken fagforeninger eller regulationer fra myndighederne. Han er således ret sur over, at opsendelserne af Starship skal miljøgodkendes – han ser bare disse krav som noget, der forsinker.

Med den placering Musk muligvis kan få i Trumps regering, får han nok mulighed for at gøre sine synspunkter gældende – vi får se.

Det er kun et spørgsmål om tid før SpaceX kan klare sig alene med kommercielle kontrakter – og så har vi for første gang et stort rumprogram med endda meget store raketter, som kan operere uden at være afhængigt af staten.

Hvordan dette kan reguleres, bliver også en udfordring, især fordi aktiviteter i rummet ofte vil kræve internationale regler.

Det gælder således for SpaceX’s mange tusinde Starlink-satellitter, hvor man simpelthen bliver nødt til at følge nogle internationale regler, hvis ikke det hele skal ende i kaos – især fordi Kina nu er begyndt at opsende deres egen version af Starlink.

Videnskabeligt samarbejde med andre lande

Mottoet for Trumps nye regering er jo »America first« kombineret med diverse toldsatser – så hvad kommer det til at betyde for Den Europæiske Rumorganisations (ESA) samarbejde med amerikanske NASA?

Man kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men det behøver ikke at blive et alvorligt problem.

De rent videnskabelige projekter er - med enkelte undtagelser som James Webb-teleskopet - små og i meget høj grad baseret på samarbejde. Der er ikke mange, som kan bygge højt specialiseret udstyr til en videnskabelig satellit, og her er det både i NASA og Europas interesse at hjælpe hinanden.

Vi ved blandt andet fra DTU og det stjernekamera, som er bygget under ledelse af professor John Leif Jørgensen, at selv et lille europæisk land som Danmark kan noget, der også kan bruges af et stort land som USA – og det er ikke det eneste eksempel.

Vores bud er, at ESA’s samarbejdet med NASA vil fortsætte næsten uændret – begge parter har simpelthen brug for hinanden.