Kan USA bare opgive Den Internationale Rumstation?

Det er ikke kun storpolitik, at den amerikanske præsident og verdens rigeste mand har store planer for.

I sidste uge kom sidstnævnte, Elon Musk, med den bombastiske udmelding og forslag om at lukke den internationale rumstation ISS hurtigst muligt og allerede i 2027.

Det er tre år, før det tidspunkt, der allerede var planlagt, nemlig 2030.

Desuden er den amerikanske rumorganisation NASA blevet pålagt at skære kraftigt ned på deres udgifter, hvilket kan føre til en trimning af bevillingerne til James Webb-rumteleskopet på hele 20 procent.

Besparelser, der formentlig er en afledt konsekvens af den amerikanske præsidents ønske om at slanke det offentlige budget. Det kan måske være de første tegn på, at Donald Trump vil ændre det amerikanske rumprogram.

Problemet er, at mange projekter er internationale, og at det derfor har politiske konsekvenser, hvis USA ensidigt ønsker at ændre på aftaler. Både ISS og James Webb-teleskopet er eksempler på sådanne projekter.

Fremtiden for ISS kan ikke afgøres af USA alene

Rumstationen ISS har været helt afgørende for udviklingen af den bemandede rumfart de sidste 25 år.

Det gælder ikke bare for USA, men også for Europa, Rusland, Japan og Canada, som alle er partnere i projektet og derfor hvert år betaler til rumstationen. Alene det betyder, at USA ikke bare på egen hånd kan beslutte at lukke og slukke for den.

Det europæiske bidrag til ISS er ret stort.

Således har eksempelvis det europæiske rumagentur ESA leveret Columbus-modulet, hvor Andreas Mogensen har opholdt sig og forsket under sine ophold på ISS, samt bygget og opsendt fem transportrumskibe, som hver har fragtet over seks ton udstyr op til rumstationen. Desuden har ESA bygget det såkaldte Cupola-modul, der er astronauternes udsigtspost til rummet.

Rusland, Japan og Canada har også givet store bidrag – således kan nævnes det store japanske Kibo-modul og Canada-arm, der er nogle avancerede robotarme, der gør det muligt at udføre arbejde uden for rumstationen uden at skulle på rumvandring.

ISS er måske amerikansk domineret, men det er ikke en amerikansk rumstation. Derfor er den slags udtalelser, som Elon Musk er kommet med, politisk set meget ukloge, da de kan ses som et angreb på det gode samarbejde, som hidtil har kendetegnet ISS-projektet.

At ISS stadig fungerer, skyldes alene, at intet enkelt land kan klare opgaven alene.

Alene det at koordinere opsendelsen af astronauter, forsyninger og reservedele til ISS fra flere forskellige lande er noget af en udfordring.

Men man er også enige om, at ISS nu er ved at være gammel, og at den derfor ikke kan anvendes ret mange år endnu.

Et af tegnene på alderdom er lækager i de russiske moduler, som også er blandt de ældste. Det problem samarbejder man allerede med russerne om at løse.

Da russiske kosmonauter er dem, der har bedst kendskab til de russiske moduler, har NASA derfor en aftale med russerne om, at de også jævnligt opsendes for at sikre, at der altid er mindst en russisk repræsentant på rumstationen.

Russerne har givet besked om, at de vil fortsætte med at bruge den internationale rumstation frem til til 2028, men at de derefter måske vil forlade den. De øvrige partnere (og det har indtil nu også været NASA’s politik) vil gerne fortsætte indtil 2030, også selv om det bliver en udfordring at undvære russerne.

Det er der to årsager til:

• Afløserne for ISS, som bliver nogle mindre kommercielle rumstationer, vil ikke være klar tidligere, og man vil gerne undgå en flere år lang pause i den forskning, som foregår på rumstationen.

• Den 450 ton tunge rumstation kan naturligvis ikke bare efterlades i rummet for så at falde ned et tilfældigt sted. Det er nødvendigt at bringe rumstationen ned i atmosfæren over et øde område i det sydlige Stillehav, og det er noget, som tager tid at forberede.

Så både politisk og rent praktisk er Elon Musks forslag umuligt, og hvis Trump regeringen alligevel søger at gennemføre det, vil det skabe kaos i den bemandede rumforskning, som indtil nu har fungeret ret godt.

De politiske følger bliver, at det fremover bliver næsten umuligt at skabe et stort internationalt projekt, og det kan gå hårdt ud over planerne om en base på Månen.

Elon Musks indvirkning på rumfarten

Det helt store spørgsmål er, hvilken indflydelse Elon Musk har på rumfarten i USA.

Formelt set har han ingen, og under normale forhold ville fremtiden for ISS være noget lederen af NASA diskuterede med politikerne. Men som det vist er blevet klart for enhver, så er forholdene i USA ikke, som de plejer at være, og gennem sin tætte forbindelse med Trump, har Musk fået mulighed for at blande sig i næsten alt.

Det er værd at bemærke, at den kommende leder af NASA, milliardæren Jared Isaacman, ikke har udtalt sig. Det er naturligvis begrænset, hvor megen indflydelse NASA’s leder har på både bevillinger og projekter, men der er grund til at følge de kommende høringer i Senatet, som skal godkende hans udnævnelse.

Vi ved, at Isaacman har været to gange i rummet som turist, og at han ligesom Elon Musk er tech-milliardær, men ellers ved vi ikke meget om, hvad han egentlig mener om rumpolitik.

En anden ting, vi har bemærket, er, at Elon Musk kom med sin udmelding om at fremskynde lukningen af ISS blot et par timer efter at have hånet Andreas Mogensen med sprogets værste gloser. Det sprog, han har anvendt, giver ikke tillid det kølige overblik og sagligheden hos Elon Musk.

Musk har altid været besat af Mars, og han har nu fået Trump så meget med på ideen, at sidstnævnte i sin indsættelsestale nævnte planer om en rejse til Mars. Det kan måske være et varsel om, at Trump måske kunne ønske sig endnu større ændringer af rumprogrammet for at fremme planerne for den røde planet.

Men det er også vigtigt at nævne, at Elon Musk gennem sit firma SpaceX har revolutioneret rumfarten, i et omfang ingen havde troet muligt. Både gennem Falcon 9-raketten, hvor første trin kan genanvendes, og Starlink, der med sine nu over 7000 satellitter indvarsler en helt ny æra med store satellitkonstellationer.

Den betydning, SpaceX har, viser sig ved, at firmaet i 2024 foretog 138 opsendelser, hvoraf de 134 var med Falcon 9, som nu er verdens mest anvendte raket.

Intet land eller rumagentur opsender nu så mange raketter som SpaceX, og ifølge SpaceX bliver det endnu vildere, når verdens største raket Starship er klar efter en række prøveflyvninger.

Det betyder også, at NASA bliver mere og mere afhængig af SpaceX, både for nuværende og kommende projekter.

Det er en udvikling, mange ser på med bekymring. Derfor var den første opsendelse af Jeff Bezos-raket ventet med spænding, fordi New Glenn er den eneste raket, der har mulighed for at for alvor at tage konkurrencen op mod Falcon 9-raketten fra SpaceX.

Hvad venter der af udfordringer for ISS?

Det er helt sikkert, at Elon Musks udmelding om ISS allerede nu er noget, man diskuterer i de forskellige rumagenturer, der jo har planer om at bruge ISS helt frem til 2030.

Noget af det mest interessante bliver, hvordan Jared Isaacman vil forsøge at takle Elon Musk. Vil han følge Musk og Trump måske helt til Mars, eller vil han søge ikke at ændre alt for meget på det nuværende rumprogram?

Det bliver ikke helt let at afgøre og balancere for Jared Isaacman, for SpaceX er allerede dybt involveret i tre store projekter:

• Opsendelsen af astronauter til ISS, hvor SpaceX for tiden har et monopol, fordi Boeings rumskib Starliner er forsinket som omtalt i denne artikel.
• Bygningen af et landingsfartøj, som skal sende Artemis 3-astronauterne ned på Månens overflade.
• Bygningen af det Dragonrumskib, som til sin tid skal sende ISS ned i atmosfæren for at brænde op over det sydlige Stillehav. Det er tvivlsomt, om dette rumskib vil være klar allerede i 2027.

En af de ting, som NASA hidtil har lagt vægt på, er, at der ikke må komme en lang pause mellem afskeden med ISS og de kommende kommercielle rumstationer.

Der er allerede projekter undervejs, som blandt andet går ud på at starte bygningen af de kommende rumstationer ved at anbringe moduler på ISS for til slut at frigøre disse moduler, når hele stationen er færdig.

Men det mener Musk, at han bare kan fikse med en Starship-raket, der indrømmet er stor nok til at opsende en hel lille rumstation i et stykke – ligesom man gjorde med USA’s første rumstation Skylab i 1973.

Men igen er det en plan, som øger dominansen fra SpaceX, og det har hidtil været NASA’s politik ikke at gøre sig afhængig at bare ét firma, men i stedet at dele opgaverne mellem flere firmaer for at skabe ’et sundt økosystem’ af kommercielle rumfirmaer.

Hvad med James Webb-rumteleskopet?

Også på en anden måde har Trump-regeringen udfordret den internationale rumforskning, nemlig med han og Musks enorme nedskæringer i den offentlige administration og budgetter, herunder hos NASA.

Planer, der kan føre til indhug i bevillingerne til James Webb-rumteleskopet på 20 procent. En så stor nedskæring vil også kunne mærkes her i Europa, der er partner i projektet.

Som der står i artiklen fra Space.com, så kommer »den potentielle nedskæring (...) på trods af, at rumobservatoriet er mere efterspurgte end nogensinde, hvor astronomer anmoder om, hvad der svarer til ni års observationstid på Webb-teleskopet i løbet af ét driftsår«.

Et tydeligt bevis på, hvor vellykket projektet indtil nu har været.

Igen her er der tale om en amerikansk indgriben i et internationalt projekt, der nok er domineret af USA, men som ikke er ejet af landet.

At projektet er internationalt, fremgår af listen over de 13 lande, som ud over USA har investeret i projektet og leveret udstyr for på den måde at få adgang til de første forskningsresultater. Nemlig Østrig, Belgien, Canada, Danmark, England, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Holland, Spanien, Schweiz og Sverige.

Eksempelvis har ESA leveret den ret dyre opsendelse af rumteleskopet med en Ariane-raket, og vi er skam også godt med her i Danmark. DTU har således leveret udstyr til det såkaldte MIRI-instrument, der foretager infrarøde målinger af alt lige stjerner og galakser til exoplaneter.

Det betyder, at danske forskere får adgang til flere hundrede timers observationstid - noget, som er enormt eftertragtet.

Det må dog slutteligt understreges, at James Webb-teleskopet vil fortsætte. Men et mindre amerikansk bidrag til projektet kan ikke undgå at få indflydelse på forskningen – og det vil sikkert også blive vanskeligere for USA at blive partner i et tilsvarende stort projekt, hvis erfaringen viser, at man ikke helt kan stole på dem.

Er disse begivenheder et varsel om en mere videnskabsfjendtlig politik i USA? Det vil tiden vise.