Den første private astronaut på rumvandring, en ven af Elon Musk og krypto-milliardær.
Sådan ville man kort kunne beskrive Jared Isaacman, som netop er kommet i søgelyset, da han er blevet udpeget som NASA’s nye topchef af USA’s næste præsident Donald Trump, skriver The New York Times.
41-årige Jared Isaacman er direktør for virksomheden Shift4 Payments og trak overskrifter, da han ledte den første private rumvandring nogensinde, som han selv har finansieret.
Hvis Senatet godkender nomineringen, skal han føre tilsyn med NASA og dets budget på 25 milliarder dollars.
»Jared vil drive NASA’s mission for opdagelse og inspiration, hvilket vil bane vejen for banebrydende resultater inden for rumvidenskab, teknologi og udforskning,« skrev Trump på sin egen platform Truth Social.
Ligeledes har tidligere vicedirektør i NASA, Lori Garver, hyldet nomineringen af tech-milliardæren.
Den næste NASA-chef får til opgave at få styr på Artemis-programmet, da missionen om at få astronauter til Månen har været præget af problemer de seneste par år.
\ Læs også
Det er muligt, at Trump-administrationen i stedet nedskalerer programmet og vender blikket mod Mars, hvilket har været Elon Musks ønske, skriver New York Times.
Derfor kommer nomineringen ikke helt uden spekulationer om agenturets fremtid:
»Det er ikke en overraskelse, at det er den vej, Trump ville gå. Det her tætte parløb med Elon Musk har talt til, at det vil blive en mere kommerciel vinkel på NASA, end det vi har set før. Der passer han som fod i hose,« siger astrofysiker og videnskabsformidler Tina Ibsen om Jared Isaacman til P1 Morgen.
Andre medier skriver desuden om frygten for, hvad der vil ske på NASA’s klimafront efter valget af Jared Isaacman.
»Det ville være et stort slag mod klimaforskere verden over, hvis man nedprioriterer NASA’s geovidenskabelige kapaciteter,« skriver E&E News.
Selv har Trump gentagne gange betvivlet videnskaben bag menneskeskabte klimaforandringer og lovet at trække USA ud af Paris-aftalen. Men indtil videre er Jared Isaacmanns holdning på klimaspørgsmålet uklar.


































