Kig op i september: Vi holder vejret – vil stjernen i Den Nordlige Krone mon eksplodere denne måned?

Med jævndøgn i september går vi officielt efteråret i møde, og nattehimlens mange fænomener begynder igen at brede sig over flere af døgnets timer til glæde for mange astronomer, både professionelle og amatører.

Jævndøgnet er i sig selv ikke en stor himmelbegivenhed, men med sig tager den både nordlys og en måneformørkelse. Her går Sol, Jord og Måne som et urværk, endnu en glæde for os med hang til himmelkiggeri.

Men først skal vi besøge et langt mere usikkert og særligt stjernefænomen, som vi måske endelig får at se her i september.

Det er nemlig ved at være tid til, at at stjernen T Corona Borealis skal eksplodere og blusse op til et skær som Nordstjernen - men det er langt sværere at forudsige end jævndøgn og måneformørkelser.

Hvem ser den først?

Professionelle astronomer og amatører går således og venter på, at stjernen, der er en del af stjernebilledet Den Nordlige Krone skal blusse op - og allerede sidste år skrev Videnskab.dk om fænomenet.

T Corona Borealis er almindeligvis af omkring 10. størrelsesklasse, det vil sige, at den kun kan ses med astronomiske teleskoper.

Men med 80 års mellemrum sker der en atomkerneeksplosion på stjernens overflade, og det får den til at skinne, så den i en kort periode kan ses med det blotte øje, med en lysstyrke cirka som Nordstjenens.

Sidst den blussede op var i februar 1946, så det er altså ved at være tid igen.

I september befinder Den Nordlige Krone sig på den vestlige aftenhimmel, et stykke til venstre for Karlsvognens 'vognstang', så det er den retning, man skal kigge.

T Corona Borealis er en dobbeltstjerne, hvor en lille hvid dværg suger stjernestof til sig fra sin større ledsager, en såkaldt rød kæmpestjerne.

Når der har samlet sig nok stof på overfladen af den hvide dværg, bliver trykket og temperaturen så voldsom, at stoffet eksploderer som ved en brintbombeeksplosion.

Vi ser det som en nova - altså en opblussende stjerne. I dette tilfælde er eksplosionen ikke så voldsom, så stjernen ødelægges, derfor kan processen gentage sig - i dette tilfælde med cirka 80 års mellemrum.

Astronomerne kender ikke forløbet med stor præcision, så forventningerne strækker sig frem til en gang i sommeren eller efteråret 2026.

Men brug stjernekortet her i artiklen, og kig op en gang imellem i løbet af måneden - det kunne jo være ...

Total måneformørkelse

Forudsigelse af novaer er en yderst usikker astronomisk disciplin. Så er det så absolut meget sikrere at forudsige formørkelser af Solen og Månen.

Der er total måneformørkelse om aftenen søndag den 7. september - på denne skribents fødselsdag.

Månen glider langsomt ind i skyggen af Jorden, og Månen er totalt formørket fra den står op lidt til venstre for øst klokken 19:46 (set fra Aarhus).

Totaliteten, hvor Månen er kobberrød eller appelsinfarvet (eller for de mere dramatisk orienterede: blodrød), varer til klokken 20:53, og det hele er overstået med Månen blot 7° over horisonten.

Fuldmånen har sin fulde lysstyrke tilbage klokken 21:56. Den totalt formørkede Måne lyser ikke ret klart, så man skal nok have en kikkert, være helt sikker på retningen og være heldig med skyerne for at kunne se den, lige når den er stået op.

I øvrigt er der også en delvis solformørkelse 21. september, men den er ikke synlig fra Danmark. Den kan kun ses på New Zealand, i det sydlige Stillehav og på Antarktis.

Formørkelser kan astronomerne beregne på forhånd med sekunders nøjagtighed, og mange årtier ind i fremtiden - og fortiden!

Det skyldes, at Solen, Jorden og Månen bevæger sig om hinanden med en næsten uforanderlig præcision. Kun efter lange åremål sker der små ændringer, som kan 'flytte' en formørkelse i tid eller sted på Jorden.

Det er med en vis stolthed og skadefryd, at vi astronomer kan prale med, at vi er de eneste, som kan forudsige fremtiden!

Det er en stor oplevelse for mig personligt, hver gang jeg ved selvsyn (igennem et sikkert solfilter selvfølgelig) kan konstatere, at en solformørkelse starter og slutter lige på sekundet. Så tror man dybt i sin sjæl på naturvidenskaben i en verden af konspirationer og falske nyheder.

Den mellemste dag

Dagen efter den delvise solformørkelse, som du altså må rejse til New Zealand, Stillehavet eller Antarktis for at opleve, har vi så igen jævndøgn.

22. september klokken 20:19 krydser Solen den linje på himlen, der kaldes ’himlens Ækvator’.

Det er et usynligt bånd om himlen, der svarer til Jordens ækvator, og når Solen ’går ned’ over denne linje, bevæger den sig fra den nordlige del af himlen til den sydlige – og så starter efteråret for astronomerne på den nordlige halvkugle af Jorden.

Dag og nat er næsten lige lange, og der er lidt større chance for nordlys end der er i gennemsnit året igennem.

Som astronominørd har jeg, da børnene var mindre, ofte underholdt ved spisebordet med forskellige oplysninger i retning af 'i dag er det så årets korteste dag'.

Det førte til, at min mellemste datter, Iben, en morgen spurgte ganske fornuftigt »Hvornår er det så årets mellemste dag?« Og det er det jo på de to jævndøgnsdatoer 22. september og 20. marts, så det er blevet et fast mundheld i familien.

Hvad ’den mellemste dag’ konkret betyder, kræver måske et par forklaringer:

Ved jævndøgnene står Solen op i stik øst og går ned i stik vest, men der er små variationer i de nøjagtige tidspunkter afhængigt af ens geografiske position, og af om man regner for randen af Solen eller for dens centrum.

Desuden der der forskel på, om man indregner atmosfærens indvirkning. Når Solen står lavt, skal sollyset igennem et tykt lag atmosfære, og luften virker som et prisme, som for os at se løfter billedet af Solen en smule.

Derfor står den Sol, vi ser, op en smule før den ville gøre det, hvis atmosfæren ikke var der. Denne 'refraktion' spiller også ind ved solnedgang, og netto derfor er Solen synlig på himlen nogle få minutter længere, så dagen er en smule længere end natten for os at se.

Planeterne

De to store planeter Jupiter og Saturn pynter på nattehimlen i september. Saturn står op nogenlunde samtidig med, at Solen går ned, så planeten er synlig næsten hele natten. Den står i Vandbærerens stjernebillede.

Jupiter er mere træg for tiden. Den får sig op over horisonten omkring 01:30 først på måneden og omkring midnat sidst i september.

Planeten er klart synlig, og står i stjernebilledet Tvillingerne. Selv i en lille, god håndkikkert kan man skimte de to mørke bånd i atmosfæren på planeten.

Hen på morgenen dukker den smukke Venus op. I starten af måneden cirka tre timer før solopgang, og sidst i september cirka to timer før solopgang.

Når Venus er oppe, er man ikke i tvivl, med mindre man er UFO-troende. Den overstråler alt andet end Solen og Månen, og med lidt øvelse kan den endda ses på en klar daghimmel.

19. september omkring klokken 14 dækker Månen for Venus i en times tid. Det sker i syd-vest, 1/3-del oppe på himlen, så frem med kikkerten, hvis det er skyfrit. Pas på ikke at sigte mod Solen med kikkerten. Det kan koste synet.

Månen og solen

Det er fuldmåne 7. september, sammenfaldende med måneformørkelsen, og det er nymåne 22. september, sammenfaldende med solformørkelse, sådan som det altid er.

Solen står det meste af måneden i stjernebilledet Løven, og efter Jævndøgn når den lige at tilbringe en uges tid i stjernebilledet Jomfruen, inden måneden rinder ud.

1. september står Solen op klokken 6:17 og den går ned klokken 20:01.

30. september står Solen op klokken 7:13 og den går ned kl 18:48.

Tidspunkterne er Dansk Sommertid, og for Københavns Observatorium. Vest for, altså i det meste af landet, skal man lægge op til 15 minutter til tiderne. Hvorfor det? Den korte forklaring er, at Jorden er rund!