Februar er jo en mørk vintermåned, med gode muligheder for at kigge stjerner – hvis ellers vejret tillader det.
Der er ingen tvivl om, hvor man især skal rette blikket hen, nemlig mod den røde stjerne Betelgeuse i stjernebilledet Orion.
Betelgeuse har altid været en af himlens klareste stjerner, men i de sidste par måneder er den blevet stadig svagere, og hvis man på forhånd kender stjernen godt, så er det nu helt tydeligt, at den slet ikke lyser så så stærkt, som den plejer. Det mysterium kan du læse mere om i artiklen Er Betelgeuse på vej til at blive supernova?
Vi kan sammenligne Betelgeuse med to andre klare stjerner i Orion, nemlig Bellatrix og Rigel.
Betelgeuse har nu en lysstyrke omtrent som nabostjernen Bellatrix i Orion, og den er blevet markant svagere end den klare hvide stjerne Rigel.
Det hænger sammen med, at Betelgeuse nu kun lyser med cirka 40 procent af sin oprindelige lysstyrke.
Betelgeuse er en såkaldt variabel stjerne, men astronomerne har aldrig målt en så stor ændring af lysstyrken, som man nu observerer.
Den populære teori er, at det et varsel om, at Betelgeuse er på vej til at eksplodere som supernova, men der er ikke et sikkert videnskabeligt belæg for, at det sker lige med det samme.
LÆS OGSÅ: Er Betelgeuse på vej til at blive supernova?
\ Serien 'Kig op'
'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.
I denne måned ser vi først på månedens astronomiske højdepunkter.
Senere i artiklen fortæller vi om, hvad der rører sig i rumfarten.
To teorier om Betelgeuse
Det er en god ide selv at holde øje med stjernen, for astronomerne har ingen sikker viden om, hvordan Betelgeuse vil ændre sig i den kommende tid.
Det centrale spørgsmål er, om årsagen til, at Betelgeuse lyser svagere, skal søges i den meget udstrakte atmosfære, der omgiver stjernen, eller om svækkelsen af lyset skyldes noget, der foregår i selve stjernen.
Hvis Betelgeuse blev anbragt på Solens plads, ville dens atmosfære nå helt ud til Jupiters bane. Det er en meget urolig atmosfære, hvor varme gasmasser hele tiden stiger op, bliver afkølet og synker ned igen.
Selv her fra Jorden kan vi observere de varme gasser, når de kommer tilstrækkelig højt op. De lyser stærkere end omgivelserne, og antallet af store gasbobler er derfor med til at bestemme lysstyrken for Betelgeuse – men næppe nok til at skabe en så stor svækkelse af lyset, som vi oplever nu.
Det kan ikke undgås, at Betelgeuse hele tiden taber noget af sin atmosfære, som så kan danne skyer af støv og gas, der kan blokere for lyset.
Det er derfor muligt, at Betelgeuse er blevet svagere på grund af usædvanligt tætte skyer, som blokerer lyset meget mere end normalt.
I så tilfælde skal Betelgeuse nok vende tilbage til sin fordums storhed og igen blive en af himlens klareste stjerner.
Hvis årsagen skal søges inde i selve stjernen, hvor kerneprocesserne foregår, så er det umuligt at forudse, hvad der vil ske – og i dette tilfælde må en supernovaeksplosion regnes for en mulighed.
Men lige nu har vi ikke nogen sikker forklaring på, hvad der foregår.
LÆS OGSÅ: Orions venstre skulder opfører sig underligt
To stjernehobe: Hyaderne og Plejaderne
Mens vi er ved Orion, så kan de tre stjerner på linje i bæltet bruges som udgangspunkt for et andet lille observationsprojekt.
Det drejer sig om de to stjernehobe Hyaderne og Plejaderne, som begge befinder sig i nabostjernebilledet Tyren.
For at finde Tyren, sigter man langs den linje, de tre stjerner beskriver. Denne linje peger mod den klare røde stjerne Aldebaran, også kaldet ’Tyrens Røde Øje’. Aldebaran er en rød kæmpestjerne 'bare' 65 lysår borte, og den er omkring 44 gange større end Solen.
Stjernehoben Hyaderne ses lige i omegnen af Aldebaran, men den har ikke noget at gøre med stjernen.
Hyaderne består af et par hundrede stjerner omkring 150 lysår borte, altså over det dobbelte af afstanden til Aldebaran. Det er et rent tilfælde, at vi ser hoben og Aldebaran i samme retning.
Nogle få af stjernerne i hoben kan ses med det blotte øje, men de er dog ikke særligt klare. For at observere Hyaderne anbefales derfor en lille kikkert.
LÆS OGSÅ: Hvordan får stjernerne deres navne?
Hyaderne er nok en rest af en større hob
Hyadernes stjernehob alder er beregnet til bare 625 millioner år, hvilket skal sammenlignes med Solens alder på 4.600 millioner år.
Alligevel er det overraskende, at hoben stadig eksisterer, for de fleste stjernehobe går i opløsning på mindre end 50 millioner år på grund af tyngdekraften fra Mælkevejens andre stjerner.
Derfor anser man det for sandsynligt, at det, vi ser, er de sidste rester af en oprindeligt meget større hob.
Plejaderne er let at observere
Så er det meget lettere at se Plejaderne, eller ’Syvstjernen’. Man skal bare fortsætte forbi Aldebaran, og så kan man slet ikke undgå at finde denne berømte stjernehob.
Plejadernes stjernehob er med en alder på omkring 100 millioner år meget yngre end Hyaderne. Derfor er hoben stadig domineret at meget unge og varme blå stjerner, som udsender end masse lys, hvilket gør hoben let at observere, selv om afstanden til den er over 400 lysår.
Plejaderne omfatter mindst 1.000 stjerner, fra svage røde og brune dværge til store og enormt lysstærke stjerner.
Naturligvis vil også denne hob med tiden gå i opløsning, men beregninger viser, at det nok vil tage over 200 millioner år, før den er helt forsvundet.
Billeder viser, at hobens stjerner oplyser gasmasser i området. Forklaringen er sandsynligvis, at Plejaderne for tiden er ved at passere gennem en forholdsvis tæt støvsky, som der er mange af i Mælkevejen.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Solen har også haft 'søskende'
Astronomerne mener, at også Solen er dannet i en stjernehob. Men den hob er for længst gået i opløsning, så det er næsten umuligt at finde Solens ’søskende’.
Man har dog for nylig fundet en stjerne 184 lysår borte, som bedst kan beskrives som en enægget tvilling til Solen, både hvad angår alder og kemisk sammensætning.
Den kunne godt være kommet fra samme stjernehob som Solen, men vi ved jo ikke, om det er tilfældet.
LÆS OGSÅ: Supernova-eksplosioner kan forudsiges
Planeterne i februar
Vi må bestemt ikke glemme planeterne her i februar.
Aftenhimlen er domineret af den stærkt lysende Venus, som dog går forholdsvis tidligt ned - det meste af måneden mellem klokken 21 og 22.
Til gengæld er det jo stadig tidligt mørkt, og Venus lyser så stærkt, at man næsten ikke kan undgå at se den en stjerneklar aften.
Mars og Jupiter er på morgenhimlen. Mars står måneden igennem op omkring tre timer før Solen, hvilket gør den let at observere.
Jupiter lyser stærkest, men er til gengæld tættere på Solen. Saturn er vanskelig at observere, fordi den står meget tæt på Solen.
Rumfarten i februar
Den store begivenhed i februar bliver opsendelsen af den europæiske Solar Orbiter, der skal opsendes 5. februar fra Cape Canaveral, USA, med en Atlas-raket.
Rumsonden skal arbejde sammen med sonden Parker Solar Probe, der allerede flere gange har passeret meget tæt forbi Solen
Solar Orbiter kommer ikke helt så tæt på Solen som Parker, men kan til gengæld undersøge en større del af Solen.
Sonden skal ind i en aflang bane, der kommer tættere på Solen end selv planeten Merkur. Mere præcist bliver rumsondens mindste afstand til Solen 0,28 AE, hvor 1 AE er Jordens afstand til Solen.
Når Solar Orbiter er nærmest Solen vil den blive udsat for et sollys, der er 13 gange stærkere end ved Jorden.
Ikke alene skal sonden beskyttes mod en voldsom opvarmning, den skal også kunne klare byger af atomare partikler fra Solen, som kan ødelægge elektronikken.
Men banen er alligevel valgt med omhu.
LÆS OGSÅ: Se eller gense den »smukke« opsendelse: NASA er på vej til at 'røre Solen'
Solar Orbiter giver mulighed for at følge udviklingen af soludbrud
Når sonden med fem måneders mellemrum er tættest på Solen, bevæger den sig hen over Solens overflade med samme fart, som Solen selv roterer.
Det betyder, at sonden i nogle dage vil hænge stort set over samme sted på Solen, og det giver mulighed for at følge udviklingen af soludbrud og andre begivenheder på Solen.
Samtidig bliver banen gradvist justeret ved at bruge Venus tyngdekraft.
Man håber i løbet af syv år at få banens hældning mod Solens ækvator op på mellem 25 og 34 grader.
Hvis det lykkes, vil man for første gang kunne få målinger fra Solens polare områder, som vi ikke kan se her fra Jorden.
For en ordens skyld skal det lige bemærkes, at Solar Orbiter ikke er den første rumsonde, der har haft udsigt til Solens poler.
I perioden 1990 -2009 fløj Ulysses flere gange hen over Solens poler, dog uden at tage billeder. Ulysses var et fælles amerikansk-europæisk projekt.
LÆS OGSÅ: Historiens største solstorm opdaget
Flere satellitter vil føre til protester
En anden begivenhed i februar er, at firmaet One Web begynder at opsende internet-satellitter.
Det sker i bundter på 32 satellitter per opsendelse, og hertil kommer, at SpaceX er i fuld gang med deres Starlink satellitter med cirka 2 opsendelser om måneden, hver med 60 satellitter.
Der er ingen tvivl om, at Internet-satellitterne vil føre både til protester og debatter, og måske også til forsøg på en international regulering.
Ikke alene genererer de astronomerne, men uheld kan føre til kollisioner, som skaber helt uoverskuelige mængder af rumskrot.
Vi skal til at passe på, at fremtidige generationer også kan opsende satellitter og anvende rummet.
LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om rumskrot
Amerikanerne skal tilbage ud i rummet
Nu ser det omsider ud til, at amerikanerne igen kan begynde at opsende astronauter.
For 19. januar foretog firmaet SpaceX en helt vellykket afprøvning af det nødsystem, som deres rumskib Crew Dragon er udstyret med. Dette nødsystem skal kunne redde astronauterne i tilfælde af et uheld med raketten.
En Falcon 9-raket blev opsendt med et Crew Dragon-rumskib. 85 sekunder efter starten var raketten var kommet op på en fart af 2.000 km i timen, og på det tidspunkt blev de 8 nødraketter aktiveret.
Crew Dragon blev nu slynget bort fra raketten, og på bare 7 sekunder blev rumskibets fart øget fra 2.000 km i timen til godt 2.500 km i timen. Det skete med en acceleration, som ikke på noget tidspunkt kom over 3,3 G.
Det var fuldstændigt efter planerne, og derefter drejede Crew Dragon sig rundt, så varmeskjoldet kom til at vende fremad.
4 faldskærme blev udløst, og efter en flyvning på bare 9 minutter landede rumskibet i Atlanterhavet 42 km øst for Cape Canaveral, hvor det blev samlet op.
LÆS OGSÅ: Er Kina en ny supermagt i rummet?
To astronauter skal med næste flyvning
Næste flyvning bliver med de to astronauter Doug Hurley og Bob Behnken. Den kan komme så tidligt som marts, men april er mere sandsynlig.
Som situationen er nu, vil der i foråret komme til at mangle amerikansk mandskab på rumstationen ISS, så derfor overvejer NASA nu, om denne første bemandede amerikanske rumflyvning i ni år skal forlænges fra en uges ophold til måske et par måneder.
Det vil give de to astronauter mulighed for at gå ind i det daglige arbejde på ISS, men det vil også kræve noget ekstra træning, inden de opsendes.
LÆS OGSÅ: Så mange mennesker har været i rummet
Amerikansk mandskab ønskes
I april bliver den sidste amerikaner sendt til rumstationen ISS på et russisk Soyuz-rumskib. Det er Chris Cassidy, der opsendes sammen med to russiske kosmonauter.
Men når Cassidy lander i oktober, så er aftalerne med russerne udløbet, og det kan i yderste konsekvens føre til en rumstation alene bemandet med russere.
Sådan kommer det nok ikke til at gå. Nu ser Crew Dragon jo ud til at være klar, og om to måneder er man færdig med at analysere problemerne for det andet amerikanske rumskib, Starliner, som er bygget af Boeing.
Starliner blev opsendt på en ubemandet prøveflyvning 20. december for at blive sammenkoblet med rumstationen ISS. Det lykkedes ikke, fordi rumskibets ur, som skulle styre de forskellige begivenheder under flyvningen, gik en bagatel af 11 timer forkert. Dette problem kunne dog være løst, hvis der havde været astronauter ombord.
Men det lykkedes at gennemføre en to dage lang flyvning, før rumskibet blev bragt til en helt vellykket landing i New Mexico.
LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen håber på at rejse ud i rummet om tre til fem år
Næste opsendelse forventes til sommer
Nu er der en grundig undersøgelse i gang, og om senest to måneder vil NASA afgøre, om det er nødvendigt med endnu en ubemandet prøveflyvning, eller om den næste opsendelse af Starliner vil blive bemandet.
Denne opsendelse kan forventes til sommer, og NASA vil nok gøre rigtig meget for at kunne gå direkte til en bemandet opsendelse, for at sikre at der altid vil være amerikanere på rumstationen.
For en sikkerheds skyld er NASA begyndt at forhandle med russerne om opsendelsen af endnu en amerikansk astronaut på Soyuz til en pris af over 82 millioner dollar. Det er vist loven om udbud og efterspørgsel…
Man er også begyndt at træne russiske kosmonauter i at anvende det amerikansk byggede udstyr på rumstationen, da noget af dette udstyr er nødvendigt, for at rumstationen kan fungere. Men tilbage står, at man med lidt rettidig omhu godt kunne have undgået denne situation.
LÆS OGSÅ: Hvad skal Trumps Space Force gøre, og hvad vil militær i rummet føre til?
Space Forces logo ligner Starfleet Commands logo fra Star Trek
Den nye, amerikanske rumstyrke har i øvrigt fået sit eget logo – godkendt af præsident Trump, som har udvist stor interesse både for logo og uniformer til denne nye gren af det amerikanske militær.
Logoet har en umiskendelig lighed med logoet for Starfleet Command fra TV-serien Star Trek, og uniformerne er camouflageuniformer.
Begge dele har ført til adskillige, ofte ret vittige, kommentarer…
Se logoet herunder i et Tweet fra Jim Acosta, CNN's korrespondent i Det hvide Hus:
LÆS OGSÅ: Rumfarten de næste 10 år: Vi vil blandt andet opleve de første rumturister
