Nu har SpaceX endelig gennemført sit første vellykkede forsøg i 2025 med den enorme Starship-raket.
Spørgsmålet er så, hvilken betydning det har for de mange planer, som er lagt for brugen af Starship.
Artemis-projektet om at vende tilbage til Månen er i høj grad baseret på Starship, og man vil helst nå det før kineserne.
Elon Musks drøm at kolonisere Mars er også baseret på Starship, og det samme gælder for det store Starlink-projekt, der vil kræve opsendelse af mange tusinde satellitter.
Men inden vi kigger ind i fremtiden, så lad os se på, hvad der skete ved opsendelsen, der fandt sted natten til 27. august dansk tid.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
En kort, men vigtig flyvetur
Spændingen var stor, da den 120 meter høje og 5.000 ton tunge Starship lettede fra rampen, for forude var gået tre mislykkede forsøg samt en enorm eksplosion på startrampen, da første trin eksploderede under en afprøvning.
Men man kan da ikke sige andet, end at ingeniørerne har lært af disse fiaskoer, for denne gang gik alt næsten normalt. Første trin med 33 motorer gjorde, hvad det skulle, men denne gang var det ikke planen at lade raketten vende tilbage til startrampen, for der er blive grebet af to store arme.
Denne gang var planen at slukke for en af de motorer, som bruges til at bremse farten, når raketten er på vej tilbage til Jorden, så første trin endte helt som planlagt med at falde ned i vandet ud for Texas. Der var tale om en test, hvor man ville se, hvordan raketten reagerede, hvis en motor svigtede, og det gik vist som forventet.
Mens dette skete, fortsatte andet trin – det ægte Starship – på en tur rundt om Jorden. Farten var ikke helt nok til at gå i bane om Jorden, men det var for at sikre sig, at Starship ikke ville falde ned over beboede områder, hvis man mistede kontrollen.
Planen var simpelthen kun at give andet trin så meget fart, at det 38 minutter efter opsendelsen nåede det planlagte nedslagssted i Det Indiske Ocean.
Det blev travle 38 minutter, for der blev frigivet seks modeller af Starlink for at simulere en ægte opsendelse.
Open the pod bay door, HAL
— SpaceX (@SpaceX) August 26, 2025
Starship deploying @Starlink simulator sats pic.twitter.com/3CSOyulzcJ
Andet trin har seks motorer, og en af dem blev genantændt kortvarigt for at se, om man kunne genstarte motorerne ude i rummet, så banen kunne ændres. Også det gik godt.
Men så var flyvningen også ved at slutte, og Starship skulle med en fart på næsten 26.000 km i timen tilbage til Jordens atmosfæren. Det gik, men ikke helt uden problemer.
En beskyttende del omkring bunden af motorrummet syntes at gå i stykker, da opvarmningen intensiveredes, og mindst én klap, der blev brugt til at kontrollere Starships orientering i atmosfæren, smeltede delvist nær et hængsel, der forbandt den med flykroppen.
Men rumskibet overlevede og faldt ned i havet så tæt på det beregnede sted, at det kunne filmes fra en drone, der i forvejen var anbragt i målområdet. Det endte med en eksplosion ved mødet med havet, men det var som forventet.
Splashdown confirmed! Congratulations to the entire SpaceX team on an exciting tenth flight test of Starship! pic.twitter.com/5sbSPBRJBP
— SpaceX (@SpaceX) August 27, 2025
Et enkelt vellykket forsøg efter en serie af fiaskoer er bestemt noget, som har betydning. Men som man siger, gør én svale ingen sommer.
NASA kræver nemlig, at før de vil bruge en raket, skal den gennem en række af vellykkede opsendelser have bevist, at raketten er pålidelig, og det er med de planer, som er lagt, noget af en udfordring.
Den store udfordring
Indtil videre er det planen, at selve den første landing på Månen skal gennemføres med Starship, og det er en dobbelt udfordring.
- En landing på Månen med Starship vil kræve optankning i bane om Jorden, hvor Starship skal mødes med mindst 10 tankrumskibe, som skal opsendes hurtigt efter hinanden, fordi brændsofferne, flydende ilt og metan, skal opbevares ved meget lave temperarurer - og det er svært at sikre ude i rummet, hvor tankrumskibene ofte vil blive badet i et intenst sollys.
- Starship er en 50 meter høj raket, og det er en stor udfordring at sikre, at den ikke vælter ved landingen – en skæbne, som er overgået flere af de små ubemandede rumsonder, som er opsendt de seneste par år. Månens overflade er jo ikke jævn, men fyldt med store og små kratere.
Det kan gøres, men helt sikkert ikke inden 2027.
Kapløb med Kina
Amerikanerne skal endda være glade, hvis det bliver muligt før 2030, som er det seneste årstal, Kina har sat for deres første landing på Månen.
Man skal ikke blive spor forundret, hvis kineserne lander på Månen tidligere, for de har netop gennemført nogle meget vigtige landingsforsøg med deres egen månelander, som hedder Lanyue, og som minder lidt om landingsfartøjet fra Apollo-tiden.
Forsøgene foregik her på Jorden, hvor en model af Lanyue var ophængt i kabler for at simulere den svagere tyngdekraft på Månen.
Der blev gennemført en ’landing’, hvor rumskibets motorer blev testet. Det førte til en officiel meddelelse fra det kinesiske rumagentur, hvor det fremgår, at »Kina sigter efter at lande sine astronauter på Månen før 2023 med formål at udføre videnskabelig udforskning».
Sådan noget skriver man ikke i Kina, uden at være sikker på at det kan gennemføres.
Desuden har Kina gennemført afprøvninger af Long March 10-raketten, som bliver den raket, der skal sende kineserne til Månen. Det drejer sig om afprøvninger her på Jorden af raketmotorerne. Kina mener det med Månen helt alvorligt, og det er noget, Trump er helt opmærksom på.
Kinas absolut største fordel er stabilitet, så man kan planlægge flere år frem. NASA er lige nu udsat for nogle meget voldsomme nedskæringer, der allerede har ført til, at tusinder har forladt NASA med al deres viden og erfaring.
Skulle vi vædde på nogen, må det være Kina.
Mars og Starlink
Det er også helt sikkert, at Musk ikke kommer til at sende mennesker til Mars inden 2030, også selv om Starship ikke får en eneste fiasko de næste par år.
Starship er kun en raket, og det er en helt anden sag at bygge et rumskib, der skal kunne klare sig selv i rummet i flere år og samtidig beskytte astronauterne mod rummets dødbringende stråling.
Anvendelsen af Starship til transport af Starlink-satellitter synes dog at være en rimelig sikker satsning. Der skal ikke opsendes mennesker, og den økonomiske gevinst ved at opsende store bundter af Starlink er så stor, at det helt sikkert bliver den første anvendelse af den store raket.
Der vil i den kommende tid komme en serie af afprøvninger med et mellemrum på 1-2 måneder, og mange af disse opsendelser vil være forberedelse til optankning i rummet, men SpaceX har ikke givet mange detaljer.
Vi ved dog, at den endelige udgave af Starship ikke er den, vi kender i dag. Der udvikles hele tiden nye versioner, ligesom de såkaldte Raptor-raketmotorer også bliver bygget i nye og bedre udgaver.
Det kan gå godt, men problemet er grundlæggende, at NASA – og alle mulige andre – er blevet mere og mere afhængige af et enkelt firma.
Deres nærmeste konkurrent, Blue Origin, har indtil nu kun opsendt en enkelt raket, selv om de til efteråret skal sende to små sonder til Mars – men de er milevidt fra SpaceX, der for tiden ofte opsender 1-2 raketter om ugen.
Hvad denne udvikling vil betyde for rumfarten, er svært at sige, men mon ikke de fleste vil ønske flere leverandører af opsendelser? Monopoler er sjældent en god ide.
































