Vi bor i et meget ungt univers med en alder på kun 13,8 milliarder år. Det lyder måske af meget, men det er kun tre gange Jordens alder. Der kan ikke være mange planeter meget ældre end Jorden, og nu har ny forskning sat tal på.
Der er tale om teoretiske beregninger baseret på analyse af data fra Hubble rumteleskopet og Kepler satellitten, som leder efter exoplaneter.
Peter Behroozi fra Space Telescope Science Institute i Baltimore siger om den nye undersøgelse: ”Vor vigtigste begrundelse var at forstå Jordens plads i universet i sammenhæng med resten af universet. Sammenlignet med alle de planeter, som vil blive dannet i universet, er Jorden dannet meget tidligt”
Solen er 4,6 milliarder år gammel, og de nye beregninger viser, at på det tidspunkt, hvor Solen blev dannet, var kun 8 % af de mulige beboelige planeter i universet dannet. Nogle af de resterende 92 % er dannet, mens Jorden har eksisteret, men langt de fleste beboelige planeter vil først blive dannet længe efter at Solen er udbrændt og alt liv på Jorden forsvundet
Universets lange vej mod mørket
En måde at beskrive universets historie er den langsomme omdannelse af gas til stjerner. Da universet blev dannet bestod det ikke af andet end gasskyer af brint og helium. Men takket være tyngdekraften begyndte nogle af skyerne hurtigt at trække sig sammen og danne de første stjerner.
Da universet var helt ungt var der naturligvis mere gas end i dag, og stjernedannelsen foregik meget hurtigere end den gør i dag. Hubble har vist, at stjernedannelsen toppede for omkring 10 milliarder år siden, altså længe før Solen og Jorden blev dannet. Alligevel er der stadig meget store gasmængder tilbage i universet.
En af forskerne bag den nye undersøgelse, Molly Peeples fra Space Telescope Science Institute siger: ”Der er nok materiale tilbage til at danne mange flere planeter i fremtiden, både i Mælkevejen og i andre galakser”
Det er også noget, vi direkte kan observere, for overalt i Mælkevejen og også i andre galakser ser vi nye stjerner blive dannet. Og som vi ved i dag, så følger der også nye planeter med, når stjerner dannes. Den proces vil foregå i måske den næste billion år. Når den sidste stjerne dannes, vil universet være mindst 100 gange ældre end det er i dag.
Over dette umådelige tidsrum vil stjernedannelsen og dermed dannelsen af nye planeter langsomt aftage. Det betyder, at der vil dø langt flere stjerner end der fødes, så universet vil blive et stadigt mere mørkt sted. Men tidsrummet er så langt, at langt de fleste planeter først dannes længe efter Jorden er forsvundet.
Livet og universet
Det kan godt være, at Jorden er dannet meget tidligt i universets historie, men om det ligefrem gør os til universets førstefødte er dog tvivlsomt. Vi har nemlig fundet exoplaneter, som er meget ældre end Jorden. En af de ældste exoplaneter, vi kender, er med en alder på over 11 milliarder år mere end dobbelt så gammel som Jorden.
Men en ting er planeter, noget andet liv. Nok opstod livet hurtigt på Jorden, men det har været en meget lang vej på over tre milliarder år fra de første encellede organismer til de første dyr og planter.
Så det er da muligt, at vi bor i et univers, der endnu er så ungt, at intelligent liv er sjældent – måske så sjældent, at det selv med radio er svært at opnå kontakt, fordi signalerne vil være tusinder af år undervejs.
Planetdannelsen vil i øvrigt gradvist flytte sig fra en galakse som Mælkevejen, der har forholdsvis små gasreserver til dværggalakser og store galaksehobe, der har været bedre til at holde på gassen.
Fordele og ulemper
Nogle forskere har spekuleret over, om det måske ligefrem kan forkorte vor civilisations levetid, hvis vi ikke kan komme i kontakt med andre civilisationer. Argumentet er, at vi på langt sigt har brug for at møde nye ideer og nye måder at tænke på, hvis vi selv skal have mulighed for at udvikle os.
Hvis det synspunkt er korrekt, så kan det være, at der kommer en afgørende ændring for det intelligente liv, når der engang er dannet så mange livsbærende planeter, at radiokontakt mellem dem er praktisk muligt.
Selv om måske langt det meste af livets historie først bliver skrevet efter at Jorden er død, så har det nu nogle fordele at opleve universet, mens det endnu er ungt.
Vi kan med et teleskop som Hubble næsten se helt tilbage til Big Bang, og vi kan stadig måle baggrundsstrålingen, der opstod, da universet var bare 380.000 år gammelt. Men om en billion år vil ethvert spor af universets oprindelse være forsvundet. En civilisation, der opstår om en billion år vil ikke have nogen mulighed for at opstille en teori om universets udvikling som Big Bang.
Universets udvidelse vil have ført galakserne så langt bort fra hinanden, at hver galakse bare er en ø i et uendeligt mørke. Selv med den bedste teknik vil det være vanskeligt bare at se den nærmeste galakse. Det skyldes ikke alene den enorme afstand, men også at galakserne selv langsomt er ved at slukke for lyset.
Universets sidste dage
Da der næsten ikke dannes nye stjerner, vil varme og lysende stjerner være meget sjældne. Langt de fleste stjerner vil være ældgamle røde dværgstjerner. De lyser meget svagt, og det meste af den smule lys de udsender, kan vi ikke engang se, da der er tale om infrarødt lys. Til gengæld kan de leve meget længe, 100-200 milliarder år. Men hvis der stadig findes liv i universet, vil det naturligvis være tilpasset til forholdene.
Så for fremtidens liv vil universet måske ikke forekomme helt så mørkt, som vi ville opleve det, da vi jo er tilpasset et helt andet univers med masser af lys. Det er naturligvis næsten umuligt at sige noget videnskabeligt om livet i denne fjerne fremtid.
Men den berømte science fiction forfatter Arthur C. Clarke har i sin bog ”Profiles of The Future” alligevel givet sit bud på livet i universets sidste dage:
”De vil have tid nok, i alle disse endeløse æoner, til at prøve alt, og til at indsamle al viden... Men alligevel vil de misunde os, der lever i skabelsens klare efterglød: For vi kendte universet, dengang det var ungt”
Undersøgelsen er beskrevet her
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
