Det er efterhånden velbeskrevet, at isen omkring Arktis smelter med foruroligende hast.
Senest har vi på Videnskab.dk beskrevet, at Indlandsisen ikke er smeltet så hurtigt de seneste 12.000 år, som den gør nu.
Men hvad kigger vi ind i temperaturmæssigt set, hvis Arktis og Vestantarktis bliver isfrie i fremtiden? Det har en række forskere ved Tysklands Potsdam Institute for Climate Impact Research (PIK) nu sat tal på i et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature Communications.
I studiet har forskerne modelleret, i hvor høj grad en total afsmeltning af bjerggletsjere, den grønlandske Indlandsis, det vestlige Antarktis og den arktiske havis i sommertiden vil bidrage til den globale opvarmning.
Og konklusionen er klar: I et varmere klima, hvor isen vil være helt væk, vil en afsmeltning af de fire områder bidrage med en temperaturstigning på 0,43 grader - og det er oveni de stigninger, som vi allerede kigger ind i.
Beregningen er lavet udfra de nuværende niveauer af CO2 i atmosfæren, hvilket cirka ligger på 400 parts per million. Det er et udtryk for antallet af CO2-molekyler for hver million luftmolekyler, og det tal er steget støt de seneste årtier, hvilket The Guardian har illustreret.
Forsker: 'Solidt studie'
Professor Peter Langen har læst studiet for Videnskab.dk og peger ligeledes på, at studiet som noget nyt sætter tal på, hvad en fremtid uden is vil betyde for de globale temperaturstigninger.
»Det er en udmærket artikel og en solid brug af metode til at sætte tal på, hvordan forskellige dele af kryosfæren vil bidrage til de globale temperaturstigninger i fremtiden i et scenarie, hvor isen er forsvundet,« siger Peter Langen, der professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Det er imidlertid svært at koble studiet direkte til opvarmningen i det indeværende århundrede, påpeger forskeren.
»Det skyldes, at de omtrent 0,2 graders opvarmning, som et tab af den arktiske sommerhavis vil bidrage med, allerede er medregnet i de fleste globale temperaturfremskrivninger, mens bidragene fra Indlandsisen og den Vestantarktiske Iskappe ligger meget længere ude i fremtiden,« forklarer professoren.
Det er således vigtigt at få med, at hverken Indlandsisen eller isen på Vestantarktis vil være væk i morgen eller i 2100, men afsmeltningen vil strække sig over tusinder af år.
Anderledes ser det imidlertid set det ud for den arktiske havis, hvor DMI netop har meldt ud, at havisen ved Arktis er på vej til at sætte bundrekord for oktober, hvilket betyder, at det går langsomt med tilvæksten af ny is. Og som det er illustreret herunder, vil en afsmeltning af Arktis i sommerperioderne presse temperaturen op.
Første gang, der bliver sat tal på
Selv om tallene måske ikke lyder af meget, så kan selv mindre temperaturstigninger i fremtiden få de tunge klimasystemer omkring polerne til at sætte gang i såkaldte ‘feedback-mekanismer', som uddybes yderligere længere nede i artiklen.
Lidt forsimplet er det et begreb for mekanismer, der forstærker den allerede accelererende afsmeltning, forklarer professor Torben Røjle Christensen til Videnskab.dk.
Professoren mener ligesom Peter Langen, at det er et solidt studie, der har gjort brug af en velkendt klimamodel.
»Selve resultaterne overrasker mig som sådan ikke, men det er et fornuftigt studie, der som noget nyt sætter tal på nogle af processerne omkring Arktis og Antarktis, hvilket vi ikke har haft konkrete tal på tidligere,« siger Torben Røjle Christensen, professor i Arktisk Økosystemøkologi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Studiet baserer sig på en klimamodel, der er blevet fodret med data om atmosfæren, hav og landis. På baggrund af de data, der typisk baserer sig på standardscenarier fra FN’s klimapanel IPCC, kan modellen simulere, hvordan afsmeltningen vil påvirke Jorden globalt set. (Se mere i faktaboks).
\ Nyt studie tegner et globalt billede
Det er Forskere ved Tysklands Potsdam Institute for Climate Impact Research (PIK), der står bag det nye studie. Til at nå frem til resultaterne har de anvendt en klimamodel, der inkluderer data om atmosfæren, hav og landis til at forudsige, hvordan temperaturen vil ændre sig, i takt med at en mindre del af overfladearealet er belagt med is, og CO2-koncentrationen i atmosfæren stiger.
Ifølge Torben Røjle Christensen er en af modellens styrker, at den kan bruges til at tegne et overordnet billede af, hvad afsmeltningen betyder for kloden som helhed.
»Modellerne kan bruges til at vise, hvad vi kan forvente af globale temperaturstigninger udfra forskellige IPPC-scenarier, og hvilke effekter der har indflydelse på temperaturstigninger. Men det er ikke en model, vi kan bruge til at forstå processer i Indlandsisen og Antarktis,« forklarer Torben Røjle Christensen
Forskerne fordrer altså modellen med scenarier konstrueret af FN’s klimapanel IPPC, og det er de scenarier, der driver modellen og resultaterne. Men om og hvordan scenarierne kan ændre sig, og hvad der driver processerne, kan den nye klimamodel ikke beregne noget om, uddyber seniorforskeren.
Albedo-effekt skaber feedback-mekanismer
Men hvorfor stiger temperaturen egentlig, når isen kryber tilbage?
Den primære årsag er den såkaldte albedo-effekt, som er den del af solstrålingen, der reflekteres tilbage til rummet, når solstrålerne rammer isen.
Men er der ingen is, vil Solens stråler selvsagt ikke blive reflekteret tilbage, og havet absorberer derfor energien og bliver varmere.
Den proces skaber, hvad forskerne omtaler som ‘feedback-mekanismer’ til mediet New Scientist.
Grundlæggende skal de mekanismer forstås som selvforstærkende processer. Det betyder, at havet og landjorden absorberer Solens energi, og området derfor bliver varmere, hvilket skubber til temperaturudviklingen omkring polerne, så isen smelter endnu hurtigere.
»Det er velkendt, at albedo-effekten kan være med til at skabe de her feedback-mekanismer, men nu kan vi konkret se, at de allerede finder sted, og hvor meget de enkelte områder omkring polerne hver især vil bidrage med temperaturstigninger, hvis isen smelter helt,« uddyber Torben Røjle Christensen.
Ifølge studiet tegner albedo-effekten sig for omtrent 55 procent af opvarmningen på 0,43 celcius, mens vanddamp ligeledes bidrager med en stor andel af opvarmningen, da varmere luft kan rumme mere vand og fange mere varme i atmosfæren.
Vi kan selv gøre noget
Både forskerne bag studiet og Torben Røjle Christensen understreger, at resultaterne i studiet er behæftet med usikkerhed, fordi der stadig er processer omkring både Arktis og Antarktis, vi mangler viden om.
Til trods for, at Indlandsisen smelter med alarmerende hast, som vi tidligere har beskrevet på Videnskab.dk, opererer forskerne nemlig med en tidshorisont, der strækker sig længere end dette århundrede.
I den sammenhæng er det imidlertid værd at notere sig, at et studie udgivet i tidsskriftet i Nature i juli i år har vist, at temperaturen i Arktis er steget med én grad hvert årti de seneste 40 år.
Men i sidste ende kan vi selv være med til at præge, i hvilken retning tingene går, lyder budskabet fra førsteforfatter Ricarda Winkelmann til New Scientist.
»Ismassen på Jorden betyder noget, og det er i vores hænder, hvad der sker med ismassen - og det, der sker, vil have en effekt på det globale klima,« vurderer klimaforsker ved Potsdam Institute for Climate Impact Research Ricarda Winkelmann i New Scientist.
