At sidde hjælpeløs, mens en slange mæsker sig i ens indvolde i timevis.
Hvad der nok lyder som mange menneskers værste mareridt, er hverdag for den asiatiske sortplettede tudse, Duttaphrynus melanostictus.
I hvert fald hvis tudsen er så uheldig at støde på den småbåndede kukrisnog, Oligodon fasciolatus.
Den grusomme scene er faktisk bemærkelsesværdig, for det er nemlig første gang, at man har set den slags spiseadfærd hos en slange.
»Det er makabert, det er drabeligt, og det repræsenterer en form for fødeindtagelse som man ikke har set hos nogen slanger før,« fortæller amatørherpetolog (krybdyr- og paddeforsker) Henrik Bringsøe til Videnskab.dk.
Han har lavet det nye studie i samarbejde med kollegaer fra Thailand, hvor han ofte rejser hen for at studere krybdyr og padder.
Flår byttet op
I stedet for at sluge tudsen i én mundfuld, som slanger ellers er kendt for, skærer kukrisnogen hul i tudsens bug og stikker hele hovedet ind i tudsens krop, hvorefter den flår organerne løs et ad gangen og æder dem.
En proces, som kan vare flere timer.
»Man skal ikke tillægge tudser menneskelige egenskaber, men de kan føle smerte, og det at få revet organer ud af kroppen, forestiller jeg mig, er noget af det mest smertefulde, man kan komme ud for,« fortæller Henrik Bringsøe.
»Nogle gange kan de være heldige, at snogen tager hjertet først.«
Slangen har tænder, der minder om knive
Kukrisnogen har nogle særegne egenskaber, som gør den brutale taktik mulig.
Slangen er opkaldt efter den lighed, dens tænder bærer med de krumme kukri-knive, som de indiske og nepalesiske Gurkha-krigere bærer.

»Det er ikke specialiserede tænder, men de er en smule fladtrykte. Ofte er slangers tænder helt runde,« uddyber Henrik Bringsøe, men forklarer, at der er endnu en egenskab, som ligger bag den særlige spiseadfærd:
»Kukrisnogen er en kompakt slange. De er muskuløse, og det er med rå muskelstyrke, at de flår hul i maven på tudsen.«
Kukrisnogens bid forhindrer sår i at hele
Kukrisnogen er ikke en giftslange, hvis hule tænder er som kanyler, der sprøjter gift ind, men dens bid afgiver et kemisk stof, som forhindrer sår i at hele.
»De har noget, der minder om giftkirtler, der sidder i ganen bag hvert øje. Når de tygger i et bytte, kommer der blandt andet enzymer ud, og det, som kendetegner giften, er, at det indeholder antikoagulerende komponenter, så såret fortsætter det med at bløde i flere timer,« fortæller Henrik Bringsøe.
»Når den er ved at sprætte en tudse op, og tudsen prøver at springe væk, følger slangen med. Der er nem adgang til organer, og hvad den ellers vil have.«

\ Læs mere
Adfærden er stadig et mysterie
Årsagen til denne grusomme spiseadfærd er endnu ikke helt kendt.
Modsat kukrisnogen er den asiatiske sortplettede tudse særdeles giftig og afgiver denne gift fra kirtler på ryggen og halsen, da dens primære fjender er større dyr, der angriber den fra oven.
Forskerne har derfor overvejet, om kukrisnogen, ved at angribe snogen fra siden, undgår disse kirtler.
»Det første, vi forestillede os, var, at slangen var gjorde det her for at undgå at blive forgiftet,« fortæller Henrik Bringsøe.
Tre forskellige gange blev kukrisnoge observeret i at angribe og efterfølgende bore sig ind gennem siden på de uheldige tudser, der forgæves kæmpede for at slippe væk.
Men så gjorde forskerne en fjerde observation, som udfordrede den konklusion. Denne gang så de en kukrisnog sluge en hel, men halvvoksen tudse, i én mundfuld..
»Der er to muligheder for, hvad der reelt er årsagen til, at den godt kan sluge den halvstore tudse. Den ene mulighed er, at de små tudser ikke er lige så giftige. Den anden mulighed er, at den voksne tudse er for stor. Den er væsentligt tykkere end slangens diameter,« forklarer Henrik Bringsøe.
»Det ved vi ikke endnu, men det kan fremtiden måske sige noget om. Den gruppe snoge kan måske godt være resistente over for tudsegift.«
Vil tilbage til Thailand og udforske nærmere
Henrik Bringsøe håber snart at kunne vende tilbage til Thailand og observere fænomenet med egne øjne, men venter, til landet lemper deres COVID-19-restriktioner for indrejsende.
De hidtidige observationer, som danner grundlaget for studiet, er lavet af hans tre thailandske medforfattere.
»Det er thailænderne, som i høj grad skal have æren for det her. Jeg har skrevet det meste af artiklen, men hele fundamentet er lavet af thailænderne,« fortæller Henrik Bringsøe.
Professor: Unikt eksempel på naturhistorie
For at få lidt perspektiv på Henrik Bringsøes og kollegernes fund, talte Videnskab.dk med Tobias Wang, ph.d. og professor ved Sektion for Zoofysiologi, Biologisk Institut på Aalborg Universitet.
»Det er et spændende studie. Selvom det ikke ryster verden fundamentalt, er det det første eksempel på at slanger, der normalt spiser byttet helt, bryder et bytte op og spiser dele af det.«
Men der er et andet aspekt ved opdagelsen, som også glæder Tobias Wang.
»Det her er naturhistorie. Man beskriver hvordan dyrene opfører sig i de naturlige forhold, og det er der ikke meget tilbage af i biologien,« fortæller Tobias Wang.
»Man ville aldrig kunne få penge til det som forsker.«
At der derfor stadig er mennesker som bruger deres tid og ressourcer på at rejse ud og observere naturen, er noget han sætter pris på.
»Meget naturhistorie skabes gennem amatører, men det er mindre og mindre, og det er ganske få som har Henrik Bringsøes kvalitet,« forklarer Tobias Wang.
»Der er generelt en mangel på naturhistorie.«
Slutteligt kan vi trøste os med, at kukrisnogen med sine op til 90 centimeter ikke er farlig for mennesker, selvom de ikke er bange for at bide fra sig.
Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Herpetozoa.
\ Kilder
- “Eviscerated alive: Novel and macabre feeding strategy in Oligodon fasciolatus (Günther, 1864) eating organs of Duttaphrynus melanostictus (Schneider, 1799) in Thailand”, Herpetoza (2020), DOI: https://doi.org/10.3897/herpetozoa.33.e57096
- Henrik Bringsøes profil (Naturbasen)
- Tobias Wangs profil (AU)