Tidligere på året viste forskere, at dyr kan tolke menneskers følelser ud fra vores tale (og endda bliver påvirkede af det.)
Nu bekræfter et opfølgende studie fra blandt andet Københavns Universitet, at vi mennesker heller ikke er helt tabt bag en vogn, når det kommer til at forstå vores medvæseners følelsesliv.
I studiet, som er udgivet i tidsskriftet Royal Society Open Science, blev 1.024 personer fra 48 lande afprøvet i, hvor gode de var til at udlede, hvad et dyr følte, ud fra lydoptagelser alene.
Og de klarede sig ganske udmærket. Sådan da.
Ifølge Science var forsøgspersonerne bedst til at vurdere et dyrs ophidselse (intensiteten af følelsen), mens det var sværere for dem at skelne mellem positive og negative følelser hos de fleste arter. Dog tegnede der sig også et tydeligt mønster:
Forsøgspersonerne var klart bedre til at tolke lyde fra husdyr som heste, geder og grise sammenlignet med vilde dyr – med undtagelse af køer og vildsvin.
»Det er et spændende koncept: Selvom vi (mennesker og dyr, red.) er så forskellige, er der stadig fællestræk i vores vokaliseringer,« siger Jenna Congdon, etolog ved Concordia University of Edmonton, som ikke har været involveret i studiet, til Science.
»Vi taler ikke samme sprog, men er i stand til at forstå meget basale ting.«
Optog lyde fra grise, heste, geder, køer og to vilde arter
Ifølge Science er der to aspekter til de lyde, som dyr udtrykker deres følelser med:
- Ophidselse, som påvirker lydens længde, amplitude og frekvens.
- Valens, som er lydens enten positive eller negative intonering. Tænk på en glad gris, der går og lavmælt grynter sin tilfredshed, modsat en bange gris’ højlydte hyl.
I studiet brugte forskerne lydklip fra fire tamdyr (grise, heste, geder og køer) og to vilddyr (vildsvin og den truede Przewalski-hest), som blev optaget, mens dyrene oplevede enten positive følelser. Det kunne være glade vrinsk fra en hest, der skal til at spise, eller klagelyde fra en sulten hest.
Lydfilerne blev sendt rundt til frivillige forsøgspersoner i 48 lande, hvor de ud fra to korte klip af vokaliseringer skulle bedømme ophidselse og valens.
Forsøgsdeltagerne havde lettere ved nogle dyr end andre
Alt i alt var forsøgspersonerne i stand til at tolke ophidselse hos grise, tamheste og geder mere end halvdelen af tiden.
Valens var mere tricky: Her vurderede forsøgspersonerne kun korrekt 33–47 procent af gangene, når det kom til køer og vildhestene. Med tamheste, geder, grise, vildsvin – og mennesker – vurderede de korrekt 56–68 procent af gangene.
At vi er bedst til at genkende ophidselse giver dog god mening, når vi tager vores fælles evolutionære ophav i betragtning, ifølge lektor Elodie Briefer, adfærdsbiolog ved Københavns Universitet og medforfatter på studiet.
»Ophidselse er forbundet med (kroppens, red.) stress-system; et system, som er velbevaret på tværs af hvirveldyr,« fortæller lektoren til The Guardian.
Forsøgspersonerne blev også sat til at vurdere følelserne hos mennesker ud fra lydbidder med meningsløse lyde, som havde enten vrede, frygtsomme eller glade tonelejer. Her er det værd at bide mærke i, at forsøgspersonerne i nogle tilfælde var bedre til at vurdere dyrs ophidselse end menneskers.
Til gengæld havde forsøgspersonernes køn ingen effekt på, hvor gode de var til at vurdere dyrs følelser. I stedet var det de yngre og dem, som havde erfaring med at arbejde med dyr, som klarede sig bedst, skriver Science.
\ Læs mere
Overrasker ikke
Sidste del overrasker biolog Kirstin Anderson Hansen, som selv har arbejdet med og forsket i dyr i 30 år – hendes erfaring med tidligere forskning er, at kvinder, især mødre, er bedre til at sætte sig ind i dyrs følelser.
Men ellers kommer resultaterne ikke bag på hende, fortæller hun, efter at have læst studiet igennem for Videnskab.dk.
Hun ser det som helt normalt – forventeligt – at vi er bedre til at forstå dyr, som vi har boet tæt op og ned ad i tusindvis af år.
Ikke desto mindre er det et spændende studie, siger hun, og roser forskerne for udførelsen og for den store mængde data, de har indsamlet. Hun bider dog også mærke i et par hager ved resultaterne.
For det første, at den samlede akkuratesse i mange af de tilfælde, hvor forsøgspersonerne gættede korrekt, kun lå lige over, hvad rent tilfælde ville give.
Samtidig bemærker hun en udfordring, som forfatterne også selv vedkender: Mange af de forskellige lydklip med dyrevokaliseringer, som blev afspillet for forsøgspersonerne, var ekstremt korte.
»Det kan være virkelig svært at bedømme, om et dyr er glad, sur eller ked af det på kun 1 sekunds lyd,« påpeger Kirstin Anderson Hansen, der i dag er leder i dyretræning og forskning på formidlings- og forskningscentret Fjord og Bælt i Kerteminde og specialkonsulent ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet.
Begrænset brugbarhed indtil videre
Selvom hun anerkender studiets formål – at afklare, om vi kan forstå dyr ud fra lyd alene – er hun ikke så sikker på studiets praktiske nyttemål.
I hvert fald for personer som Kirstin Anderson Hansen selv, som arbejder meget med dyr.
Lyde er kun en meget begrænset del af dyrs måder at udtrykke deres følelser og humør. Derfor er manglen på kontekst og ikke-verbal kommunal er et seriøst handicap, når man skal tolke følelser og intention.
Hun sammenligner det med tekstbeskeder, hvor en bemærkning, der ikke ville blive lagt noget i ansigt til ansigt, nemt kan føre til misforståelser og sårede følelser.
Men det er et handicap, som man sjældent står overfor, når man arbejder med dyr.
Så mens det er brugbart at kende til de enkelte lydes betydning, er dyrets følelser ofte noget, som alligevel står en klart, når man har hele dyret foran sig.
»Men det er også noget, hvor man lærer at se på en individbasis. Man skal lære dyret at kende, før man rigtig kan forstå en lyd eller et signal lige med det samme.«
Og når først et dyr begynder at udtrykke sig med lyde, kan det måske være for sent, forklarer Kirstin Anderson Hansen.
»Når et dyr vil kommunikere noget, især når det kommer til aggression og frustration, vil de fleste give en masse signaler med kroppen først. Når først de går i gang med at sige noget, er det allerede next level.«
\ Læs mere
Bør bruges på dyrevelfærd
Selvom Kirstin Anderson Hansen ikke er sikker på, hvad studiet vil føre til i det store billede, ser hun nogle muligheder for at bruge det til at forbedre dyrs velfærd.
Både under produktionsforhold, men også for naturbevarelsesforskere, der i felten hurtigt skal kunne vurdere, hvordan et dyr har det.
»Men det kræver en del mere forskning tror jeg.«
Det ligger dog meget godt i tråd med, hvad forskerne selv ønsker med deres arbejde.
Som Elodie Briefer sagde til Videnskab.dk om det foregående studie, hvor dyrs evne til at forstå mennesker blev sat på prøve:
»Nu har vi teknikker og frameworks til at analysere, hvordan dyr udtrykker følelser. Og det er vigtigt for dyrevelfærden.«
Samtidig skriver de i studiet, at dyr måske har udviklet evnen til at forstå hinandens følelser ud fra lyd, så de nemmere kan samle op på advarsler fra andre arter, når rovdyr er på færde.
