Op mod 125.000 mennesker dør hvert år af slangebid, og cirka fire gange så mange får varige mén (såsom amputationer) fra slangebid, de har overlevet.
Slangebid er for nyligt blevet genoptaget på Verdenssundhedsorganisationens (WHO) liste over negligerede tropiske sygdomme, hvilket er med til at belyse, hvor alvorligt et problem slangebid egentligt er.
I denne artikel afslører vi, hvilken slange der er verdens mest dødbringende for mennesker – og hvordan vi på DTU generelt arbejder på at producere den bedst mulige modgift mod slangebid.
Kommer fra flere slangefamilier
Der findes i alt fire familier af giftslanger i verden, hvoraf de to mest kendte er giftsnoge (elapider) og hugorme (vipers). Disse to slangefamilier rummer størstedelen af verdens farligste giftslanger.
Giftsnoge kendes på deres korte hugtænder, som sidder fremme i munden. De mest kendte undergrupper i denne familie er kobraer, mambaer og havslanger.
Disse slanger gør hovedsageligt brug af en neurotoksisk gift, som betyder, at giften angriber nervesystemet, så muskelsignaler blokeres, og kroppen paralyseres.
Hugormens dybe hug
Hugorme kan kendes på deres lange hugtænder, som sidder på et bevægeligt led i overkæben, forrest i munden. Dette gør, at de kan foldes ind og ud efter behov.
Og netop derfor kan de have meget lange hugtænder i forhold til deres størrelse. Eksempelvis kan Gaboon-hugormen, som er den største hugorm i verden, have op til fem centimeter lange hugtænder.
Giften fra hugorme har ofte to typer af giftige effekter – cytotoksisk og hemotoksisk – og mange af dem har begge på samme tid.
Cytotoksisk gift er vævsnedbrydende og giver store åbne sår, som ofte nødvendiggør amputationer. Hemotoksisk gift angriber derimod blodet og kan enten være både pro- eller antikoagulerende, hvilket vil sige, at giften enten får blodet til at størkne eller forhindrer blodet i at størkne.
\ Læs mere
Den største dræber blandt slangerne hvæser ad dig med sine skæl
Dog er én bestemt slags hugorm særlig vigtig at holde øje med, når det handler om dødbringende gift.
Når man kigger på antal dødsfald forårsaget af slangebid, er der en gruppe (slægt) af slanger, der altid kan findes øverst i tabellen.
Denne gruppe af slanger hedder saw-scaled vipers eller Echis med en videnskabelig betegnelse (på dansk: efaner eller tæppehugorme). De er altså en del af hugormefamilien.
En saw-scaled viper er en relativt lille slange. De største arter bliver som regel kun op til 90 centimeter, og de mindste omkring 30 centimeter.
Man kan nemmest genkende dem ved, at de har en meget unik advarselsposition, hvor de folder kroppen i C-folder og gnider skællene imod hinanden, så det giver en hvæsende lyd.
Dødsensfarlig gift – men den virker langsomt
Saw-scaled vipers findes talrigt i befolkningstætte områder i fattige lande. Man kan støde på dem i området helt fra Vestafrika og hele vejen til Indien.
I områderne, hvor saw-scaled vipers findes, går folk tit barfodet rundt, og mange arbejder i landbrugsbranchen, hvor risikoen for at støde på en saw-scaled viper er høj.
Hvis disse folk uheldigvis kommer til at gå for tæt på eller træder på en saw-scaled viper, vil den sandsynligvis bide og oftest sprøjte gift ind i sit offer.
Når man er blevet bidt af en af disse slanger, skal man helst have modgift – des før des bedre. Dog er lige denne gruppe af slangers gift ikke én, der dræber ekstremt hurtigt. Man har derfor ofte op til 72 timer til at komme på hospital og få modgift.
Og hvis man får den korrekte modgift i rigtige mængder, overlever man i de fleste tilfælde.
Hvis man derimod ikke får modgift, er dødeligheden op til 20 procent. Det lyder jo umiddelbart ikke som en slange, der er den allerfarligste at blive bidt af. Og det er den heller ikke (hvis du vil vide mere om verdens farligste slanger, kan du læse om dem her).
Så hvorfor dræber den slangegruppe flest mennesker? Det skyldes en kombination af tre ting:
- Deres gift er potent nok til at dræbe et menneske.
- De lever i befolkningstætte områder, så kontakt sker ofte.
- De lever i fattige landbrugsområder, hvor ofre ofte ikke har haft råd til ordentligt beskyttende fodtøj. Der kan typisk også være langt til sundhedspleje med adgang til den rigtige modgift, som ofte også kan være for dyr for ofrene.
Et bid fra denne kan få dit blod til at løbe løbsk
Giften fra en saw-scaled viper påvirker blodet, ved at få det til at størkne (prokoagulering) og forme små blodpropper.
For mennesker, der er blevet bidt af en saw-scaled viper, har biddet dog en anden synlig effekt – nemlig at blodet ikke vil størkne, hvilket giver anledning til ukontrolleret blødning.
Det er jo lidt af et paradoks, når deres gift virker ved at få blodet til at størkne, men forklaringen findes i slangens typiske valg af bytte.
Saw-scaled vipers spiser mindre dyr, såsom skorpioner, græshopper og mus, og derfor er giften evolutionært tilpasset disse dyr. Ved et bid fra en saw-scaled viper ville disse dyr få store blodpropper med en hurtig død til følge, men da mennesker er væsentligt større end byttedyrene, er der ikke nok gift til at give samme virkning.
Det forklarer dog stadig ikke, hvorfor vi så oplever det modsatte, nemlig en ukontrolleret blødning. Men også det har sin forklaring.
Vi mennesker oplever nemlig noget, der hedder venom induced consumptive coagulopathy (VICC) – giftinduceret ‘forbrugskoagulopati’ – som vil sige, at giften har opbrugt alle de koagulationsfaktorer, der er i kroppen, som vi udnytter til at få blodet til at størkne.
Det vil sige, at vores blod vil få forbrugt dets evne til at størkne ved et saw-scaled viper bid, ligesom ved flere blødersygdomme. I sig selv er dette ikke et voldsomt problem. Men giften har samtidig en effekt, der gør, at vores blodårer bliver beskadiget indefra, og derfor kan blodet sive ud af dem.
Begge de ovenstående komplikationer er forårsaget af forskellige toksiner kaldet snake venom metalloproteaser (SVMPs). De mest kendte er ecarin og carinactivase-1, der begge aktiverer blodstørkningen igennem aktivering af en central størkningsfaktor kaldet thrombin.
Thrombin sætter derefter gang i en selvforstærkende dominoeffekt, der leder til mere aktivt thrombin, og som til sidst fører til, at vi har ikke flere depoter i kroppen, der kan få blodet til at størkne (VICC).
Modgift er dyrt og giver bivirkninger
Så hvad sker der, hvis du ankommer på hospitalet, efter en saw-scaled viper har sat tænderne i dig?
Modgift er den eneste videnskabeligt dokumenterede effektive behandling mod slangebid og har været i brug siden 1894, hvor det blev opfundet.
Slangemodgift bliver produceret ved at udsætte dyr, oftest heste, for en lille mængde af en eller flere slangegifte. Over tid vil dyrets immunforsvar danne antistoffer, som kan neutralisere giften. Disse kan derefter oprenses fra det immuniserede dyrs blod og efterbehandles, så de til sidst kan sprøjtes ind i mennesker.
Denne proces tager cirka et år til halvandet.
Modgiftsbehandlingen involverer dog en vis risiko for hyperallergiske reaktioner i menneskelige patienter, da antistofferne kommer fra et dyr og ikke fra et menneske. Disse reaktioner kan forårsage serumsyge, nyresvigt og anafylaktiske chok, som i nogle tilfælde kan være dræbende.
Derudover er modgift også forbundet med en høj pris. I Afrika ligger en standardmodgiftsbehandling i et prisleje fra 350 til 4.100 kroner.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
DTU skal levere ny og forbedret modgift
Denne høje modgiftspris forbundet med risikoen for hyperallergiske reaktioner har motiveret os i Tropical Pharmacology Lab på Danmarks Tekniske Universitet til at forske i en ny og forbedret type modgift.
Den nye type modgift bruger menneskelige antistoffer til at bekæmpe slangegiften.
Derved vil risikoen for hyperallergiske reaktioner være forsvindende lille.
Derudover bliver den produceret uden brug af produktionsdyr, men derimod ved hjælp af fermenteringsteknologi.
Dette bevirker, at den derfor formentligt vil kunne produceres billigere end de eksisterende modgifte, hvilket er essentielt for slangebidsofre fra fattige egne i udviklingslandende.
Christoffer Vinther Sørensen og Andreas Hougaard Laustsen har ingen økonomiske interesser i den beskrevne modgift, der forsøges udviklet på Tropical Pharmacology Lab på DTU.
