Lokkede strandede hvaler mennesker til Vendsyssel for 14.000 år siden?

Lige nu strander usædvanlig mange kaskelothvaler ved Vest- og Nordjyllands kyster. Vi møder havets kæmper ansigt til ansigt, og billederne er voldsomme.

Disse majestætiske dyr vejer op mod 40 tons. Mange føler sig tiltrukket af de døende dyr. Mange spørger også sørgmodigt: Hvordan kan det dog ske?

Men for 14.000 år siden ville synet af en strandet hval næppe have udløst sorg og bekymring. Det ville snarere have fået maverne til at knurre.

Vores forskning peger nemlig på, at strandede hvaler kan have spillet en afgørende rolle for de første mennesker i det nordligste Danmark.

Jæger-samlere rejste mod ’verdens ende’

Ved udgangen af sidste istid – for omtrent 14.000 år siden i den periode arkæologer kalder ’Allerød’ – så verden markant anderledes ud.

I Nordsverige og Norge var der stadig isbræer. Og havniveauet var så lavt, at Vesterhavet som vi kender det i dag ikke fandtes.

Dengang bevægede små grupper af jægere og samlere sig helt op i det, vi i dag kender som Vendsyssel – der ligesom i dag var Danmarks og det kontinentale Europas yderste spids.

Det var et temmelig barskt sted.

Landskabet var åbent og især præget af hede og slette samt dværgbuske og spredte birketræer, der hvor der var læ. Der var langt færre dyr end længere mod syd eller sydøst. Fund af elg og kæmpehjort fra dengang er sjældne.

Rensdyr var til stede, men formentlig kun sæsonvis. Alligevel har arkæologer i området nord for Hjørring fundet spor efter gentagne ophold af små jæger-samler grupper.

De finder projektilspidser og redskaber til bearbejdning af knogle, træ og gevir, som kan dateres cirka 14.000 år tilbage.

Flintredskaberne ligger spredt på bakker og tidligere kystskrænter. Så hvad levede disse jæger-samlere af?

Livet ved kysten

I et studie i The Journal of Island and Coastal Archaeology foreslår vi, at svaret skal findes langs kysten.

Blandt fundene fra Vendsyssel er store skafttungespidser og særlige skrabere. Traditionelt er de blevet tolket som jagtredskaber til storvildt.

Men når vi ser nærmere på slidspor, form og variation, tegner der sig et mere komplekst billede. Flere af redskaberne egner sig fint til at arbejde med blødt, fedtholdigt materiale.

De kan have været brugt til at skære og skrabe spæk af større dyr. Rensdyr har som bekendt ikke spæk, så måske de er blevet brugt til noget langt større.

Nemlig hvaler.

Kysten som spise- og skattekammer

Fortidens hav var meget rigere på fisk og havpattedyr, end vi kan forestille os i dag. For 14.000 år siden vrimlede også havet omkring Vendsyssel med liv.

Smeltevand fra isen skabte næringsrige kystområder. Store havpattedyr som hvaler og sæler fulgte byttefiskene ind i de lavvandede farvande.

Vi ved fra geologiske undersøgelser, at havniveauet ændrede sig kraftigt i perioden. Kystlinjen flyttede sig. Lavvandede bugter opstod og forsvandt.

Det har øget risikoen for, at store hvaler blev desorienteret og fanget, og at de så endte på stranden.

Når en 20 eller 30 tons tung hval strandede, lå der pludselig enorme mængder kød og spæk frit tilgængeligt på stranden. Man behøvede ikke jage den. Man skulle blot skære – og måske holde sultne isbjørne på afstand.

I en tid med kolde vintre og usikre jagtudsigter har det været en gave – en gave, som fangstfolk verden over har udnyttet indtil for ganske nyligt.

Et kalorieboost af dimensioner

En strandet kaskelothval kan indeholde millioner af kalorier. Kødet kan tørres. Spækket kan bruges som føde og brændsel. Knogler kan anvendes til redskaber og konstruktioner.

For små, mobile grupper har en sådan begivenhed været nok til at forsørge mange mennesker i lang tid. Strandinger fungerede som midlertidige økologiske hot spots.

De har trukket mennesker mod kysten – igen og igen.

Det kan forklare, hvorfor vi finder så mange flintfund fra den ældste stenalder (palæolitikum) netop i Nordjylland, selvom området ellers fremstår som relativt fattigt på elg, kæmpehjort og rensdyr.

Det er vigtigt at understrege, at der næppe var tale om egentlig hvalfangst. Der er intet, der tyder på, at stenaldermenneskene sejlede ud og jagede kaskelothvaler på åbent hav – ingen harpuner, ingen både, ingen specialiseret værktøj.

Derimod peger både redskaber og landskabets udformning på lejlighedsvis udnyttelse af dyr, der allerede var strandet.

Havet som drivkraft for menneskers migration

Vores resultater indgår i en større diskussion om menneskets vej mod nord, da istiden lakkede mod enden.

I netop Allerød-tiden kom der nye mennesker til Nordeuropa. Ofte forklares deres ekspansion med, at de fulgte dyrene:

Rensdyrene søgte mod nord, da isen trak sig tilbage, og jægerne fulgte med.

Men det forklarer ikke alt. Vejret længere mod syd var jo alligevel lidt rarere, og der var sandsynligvis også mere at spise der. Hvorfor komme helt til ’Jyllands’ – og verdens – yderste spids?

Svaret ligger i kystzonernes særlige produktivitet. De rummer drivtømmer, rav, fisk, fugle, sæler – og af og til hvaler. Kombinationen af land og hav skaber unikke muligheder.

Netop disse land-hav-grænseflader gjorde det muligt for mennesker midlertidigt at bosætte sig helt oppe i det nordligste Europa. Strandede hvaler kan have været en afgørende brik i det puslespil.

Når jeg skriver ’kan’, er det fordi, vi ikke kan vide den slags med sikkerhed endnu. Vi har ikke fund, der viser hvalkød i maven på en ’vendelbo’ fra den tid.

Fundpladserne placering og det eller artsfattige miljø dengang peger dog på, at folk fik andet og mere end blot almindelige byttedyr.

I vores igangværende forskning ser vi nu yderligere evidens på, at de spiste hvalkød fra tid til anden; de forhistoriske hvalknogler vidner om menneskers udnyttelse af disse kæmper, og der findes usynlige rester på redskaberne, som vi kan analysere i laboratoriet.

Når fortid og nutid mødes

I dag forundres vi sørgmodigt over de strandede kæmper. De er symboler på et sårbart og også fremmet havmiljø, hvor der stadig færdes dyr på størrelse med busser.

Sande kæmper, som ovenikøbet synger, ja, ligefrem taler med hinanden.

For 14.000 år siden var situationen en anden. Menneskerne var få. Havet var rigt. En strandet hval var ikke en tragedie – men en kærkommen mulighed.

Når vi i dag står på stranden i Vest- eller Nordjylland og ser en hval i vandkanten, kan vi derfor forestille os en anden scene:

Små grupper af jægere med flintespyd og skraber i hånden, børn og voksne samlet omkring det enorme dyr.

For dem var den strandede hval måske ikke en nødløsning, men en begivenhed og selve grunden til, at de drog mod nord og kunne overleve der.

Felix Riede har skrevet om samme emne i denne artikel hos SKALK.