Bermuda er kendt for myter om skibe og fly, der forsvinder. Men ifølge ny forskning gemmer den største gåde sig måske under havbunden.
Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie.
Dybt under Bermuda-øgruppen har forskere opdaget et usædvanligt tykt lag af sten, som ikke er set andre steder på Jorden.
Havbunden består sædvanligvis af en relativt tynd skorpe, og lige under den ligger Jordens kappe, som er det tykke lag mellem den ydre skorpe og kernen. Men under Bermuda har forskerne fundet et ekstra lag, der er omkring 20 kilometer tykt og klemt ind mellem skorpen og kappen.
»Normalt går man direkte fra havskorpen til kappen. Men under Bermuda er der et ekstra lag, som ligger inde i den tektoniske plade,« siger William Frazer, der er seismolog ved Carnegie Science i Washington DC og hovedforfatter til studiet til Live Science.
Fundet kan forklare et mysterium om, hvorfor Bermuda ligger på et område, hvor havbunden er løftet op. Det er typisk for områder med aktive vulkaner, men Bermuda har ikke haft vulkansk aktivitet i omkring 31 millioner år, ifølge mediet.
Forskerne formoder, at smeltet materiale fra Jordens kappe blev presset op under Bermuda under det sidste vulkanudbrud. Materialet størknede og fungerer ifølge forskerne nu som en slags tømmerflåde, der holder havbunden hævet med omkring 500 meter, skriver Live Science.
Forskerne brugte optagelser fra en seismisk målestation, som med specialiseret udstyr kan registrere vibrationer og rystelser i jorden. På den måde kunne de danne et billede af Jorden ned til omkring 50 kilometers dybde under Bermuda, som afslørede det usædvanligt tykke lag af sten under Bermuda.
Forskerne vil fremadrettet undersøge, om Bermuda-øgruppen er unik, eller om lignende lag findes andre steder i verden, skriver Live Science.
































