Sådan så Danmark ud for 14.000 år siden

Hvis man satte sig ind i en tidsmaskine og rejste 14.000 år tilbage i tiden, ville det, der i dag er Danmark, ikke være til at kende.

Klimaet var ved afslutningen af den seneste istid langt koldere. Meget af havvandet var bundet op som is i gletsjere, der også dækkede store dele af Danmark, og vandstanden var cirka 120 meter lavere end i dag.

Området, der i dag er Danmark, var en del af et stort, sammenhængende landområde.

Faktisk ville man dengang kunne snøre støvlerne og i teorien vandre hele den lange vej fra Irland i vest over Eurasien og videre hen over Beringstrædet – der dengang var en landbro, der forbandt Rusland og Alaska – og over stok og sten til det østlige Canada.

Der var dengang i Danmark også en spektakulær og mangfoldig fauna af især store pattedyr, blandt andre bjørn, fjeldræv, jærv, mammut, rensdyr, ulv og vildhest.

Ja, sågar en isbjørn kunne man være heldig at skimte ude på den skandinaviske havis (lidt hav var der stadig).

Men hvordan ved vi egentlig, at fortiden var anderledes end i dag?

Hvorfra ved vi, at der har levet arter i Danmark, der nu er uddøde eller kun findes i andre egne? Og de arter, vi i dag kender som danske, har de egentligt ikke altid været her?

Fossile fund fra en fjern fortid

Da isen trak sig tilbage ved slutningen af den seneste istid og blotlagde store landområder, indvandrede nyt liv i form af planter og dyr.

De efterlod sig spor i form af deres fossiler, der er bevaret for eftertiden. Ved at kulstof-14-datere fossilerne eller de jordlag, de er fundet i, kender vi deres alder.

Pollen og andet plantemateriale bevaret i aflejringer fra søer vidner om, hvilke arter der har levet side om side.

Data fra pollen viser, at naturen er i evig forandring. Sammensætningen af arter ændrer sig over tid og ligeledes også mangfoldigheden af arter (også kaldet biodiversitet).

Da isen trak sig tilbage, indvandrede først græs og urter. Så birk og hassel, sidstnævnte som det første egentlige skyggetræ. For 8.000 år siden ankom eg.

I sangen 'I Danmark er jeg født' skrev H.C. Andersen, at Danmark er »bøgens fædreland«. Men pollen viser, at bøg, der også er Danmarks nationaltræ, først indvandrede hertil for mindre end 3.000 år siden .

Der skal genetiske analyser til for at kunne kortlægge præcis, hvorfra bøgen indvandrede, men den er naturligt forekommende på det europæiske kontinent.

Måske blev den spredt af pattedyr, der indvandrede fra Tyskland via den sønderjyske landbro. Eller af fugle, der fløj fra Centraleuropa mod nord.

Naturen er i evig forandring

Efter planterne kom dyrene. Først planteæderne. Og i hælene på dem: rovdyrene. Det ved vi fra fossile fund i form af deres skeletdele, der gennem de seneste årtier er dukket op af den danske muld.

Det drejer sig om hundreder og atter hundreder af tusinder af rester af knogler og tænder, ofte ganske små i størrelse.

Som millioner af små brikker i et kompliceret puslespil, der strækker sig titusindvis af år tilbage i tiden, giver de et indblik i de arter, der udgør Danmarks forhistorie.

Som med planterne vidner de fossile fund af pattedyr om ændringen i sammensætningen af arter over tid. Der kommer hele tiden nye arter til, som senere forsvinder igen ud af historien.

Der er aldrig tale om et slutprodukt. Naturen er i evig forandring.

30 meter havstigning på bare 900 år skabte det Danmark, vi kender

En af de voldsomste forandringer af den danske natur fandt sted, da Danmark – der indtil da havde været landfast med de britiske øer – blev et ørige.

Efter 100.000 års vedvarende kulde begyndte den nuværende mellemistid (kaldet Holocæn) for 11.700 år siden.

Det bød på et langt varmere klima, der efter et par tusind år forårsagede, at de skandinaviske og amerikanske isskjolde smeltede og brød endeligt sammen. Havet steg da med 30 meter i løbet af blot 900 år.

Det sammenhængende landområde mod vest blev oversvømmet, og Nordsøen blev skabt. Som bifangst fiskes der i Nordsøen hvert år mange tusinde ton forhistoriske knogler op, der vidner om den mangfoldige fauna af store pattedyr, der engang levede der.

Naturens tilfældigheder

For landpattedyrene betød havstigningerne, at de blev opdelt og adskilt. På øerne blev dyr isoleret fra artsfæller på fastlandet. Der var ikke længere fri passage på tværs af Danmark.

Manglen på indvandring udefra gjorde bestandene på øer sårbare, for der skal mindre til at slide på en bestand, hvis der ikke er mange individer, og der ikke kan komme flere til.

Naturens lunefulde tilfældigheder, såsom naturlige stigninger eller fald i en bestands størrelse, eller sygdom, kan blive udslagsgivende for en arts overlevelse lokalt.

Og når bestandsstørrelser skrumper, kan det blive svært at finde nogen at parre sig med, og så går det kun én vej.

Fossile fund viser, at flere pattedyrarter uddøde lokalt på Sjælland og Fyn relativt kort tid efter ø-dannelsen. På Sjælland forsvandt seks arter, inklusive elg, bjørn, grævling, ilder og los.

De samme arter overlevede flere tusinde år længere i Jylland, hvilket afspejler, at jyske bestande fortsat var forbundet med artsfæller på det europæiske kontinent via Tyskland.

Grævling og ilder findes dog i dag begge på Sjælland, men de er genindvandret i nyere tid; for eksempel stammer ilderen fra undslupne dyr fra pelsavlere, så de er teknisk set forvildede, ikke vilde.

Årsagerne til de store forandringer

Hvad står bag forandringerne i den danske fauna?

Den store spiller er gennem tiden globale klimaændringer, der forårsagede ændringer i habitaternes sammensætning på land (for eksempel åben skov til tæt skov) og eksempelvis har gjort, at Danmark blev et ørige, hvor nogle dyr blev isoleret fra de andre og ikke kunne overleve over tid.

Frem til landbrugets indførelse er det især den dynamik, der præger udviklingen.

Herefter er det menneskeskabte forandringer, landbrug og kulturlandskaber frem for natur, og vores jagt på visse arter, der bestemmer, hvem der lever, og hvem der uddør.

De to kræfter, klima og mennesker, er i samspil en stærk cocktail, som menneskeheden for alvor er blevet bevidst om i løbet af de seneste årtier.

I Danmark fandt overgangen fra jæger- og samlerkultur til bondekultur sted for cirka 6.000 år siden. Svedje- og husdyrbrug gjorde indhug i skovene og begunstigede spredningen af åbne græsarealer.

Begyndelsen af det kulturskabte landskab ses i tørvemosers indhold af plantemateriale: Græsser og urter er i denne tid stigende, mens træer er vigende.

Arternes tilpasning til forandringer

Samtidig ses nye arter, der er tilpasset det nye habitat: hare og dværgmus, mens los uddør.

Samlet set har vi på baggrund af Danmarks fossile fund af både planter og dyr erfaret, at arter reagerer individuelt på de presfaktorer, de udsættes for.

Arter, der lever side om side, indvandrer og forsvinder ikke på samme tid. De tager det hver især i eget tempo. Den samlede fauna reagerer ikke ens over for forandringer.

I det lange perspektiv, hvor sigtet er hundreder til tusinder af år, vil sammensætningen af arter i landskabet naturligt ændre og tilpasse sig. Der vil være nye arter, der indvandrer, mens andre uddør.

Det ville ske helt naturligt, også uden menneskers tilstedeværelse. Men vores indflydelse på landskabet er blevet altoverskyggende, og vores vedvarende påvirkning af naturen og dens processer, bør vi være bevidste om.

Naturhistoriens relevans for nutiden

Danmarks fossile forhistorie og den relativt hurtige uddøen af arter, da Danmark blev et ørige, viser også, hvor altafgørende det er for arters overlevelse, at de er en del af større, sammenhængende populationer.

For at sikre arters overlevelse skal der være mulighed for udveksling mellem bestande. Ellers bliver de enkelte populationer for sårbare.

De vilde arter, der ikke kan klare det selv, må have hjælp til at flytte sig rundt. Også på lang sigt. Og det skal der være plads til. Og det gælder alle arter, ikke kun pattedyr. Naturen kræver plads.

Ulvens overlevelsesevne

Utroligt nok er der kun én pattedyrart, der har været til stede i den fossile kronologi siden den seneste istid: ulven.

Den har levet i Danmark uafbrudt gennem alle de mange tusinde år, hvor andre arter gang på gang er forsvundet. De fossile fund vidner om ulvens helt utrolige modstandsdygtighed.

Den har klaret sig igennem alle de forandringer, skabt både af klima og af mennesker, der tog livet af andre arter.

Lige indtil den blev jaget i døden for 200 år siden. At den i løbet af det seneste årti er genindvandret til Danmark er, i naturhistorisk kontekst, intet mindre end forunderligt.

Hvis vores forfædre for 14.000 år siden hoppede ind i vores rumskib og rejste tilbage til fremtiden, ville de så sandelig også få sig et chok.

Der er ikke længere store sammenhængende naturområder. Der er landbrug, hegn, veje, og byer, der skal forceres. Der er evigt lys og larm. For vi mennesker fylder og påvirker til stadighed naturen mere og mere.