40.000 år gamle figurer kan indeholde glemte budskaber

For over 40.000 år siden sad en kvinde (eller mand) i det sydvestlige Tyskland med et stykke stødtand fra en mammut.

Med specialiserede værktøjer skrabede, sleb og udskar hun en lille mammutfigur fra tanden. Som sidste krone på værket indgraverede hun små krydser på siden af det lille dyr.

Hun havde nok næppe regnet med, at krydserne 40.000 år senere ville blive endevendt og diskuteret af forskere.

Og så alligevel. For ifølge ny forskning, der med hjælp fra kunstig intelligens har analyseret en række genstande fra perioden, kan krydserne have indeholdt informationer, som senere generationer kunne bruge og lære af – ligesom skrifttegn i dag.

»På mange måder er det et virkelig fedt studie,« siger Felix Riede, professor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet. Han har ikke selv været en del af forskningen.

»Det var en kultur med stor sammenhængskraft og klare forbindelser mellem rigtig mange generationer. Så det giver god mening, at de lagrede informationer i deres genstande, som den næste generation kunne lære af.«

Man skal dog ikke forveksle stenalder-notationerne med de komplicerede skriftsprog, som vi har i dag, påpeger forskerne.

»Meget beundringsværdigt«

Skrift er i det store billede en relativt ny opfindelse, der ikke har mere end et par tusinde år på bagen. I hvert fald det, vi forbinder med skrift, hvor tegnene repræsenterer talesprog.

Det første tidlige stadie, som med sikkerhed var en form for skrift, opstod i Mesopotamien i det nuværende Irak i cirka 3.400 f.v.t. Her blev piktogrammer – simple ‘tegninger’ – og tegn indgraveret på våde lertavler: proto-kileskrift. Det var ikke lovtekster eller religiøse fortællinger, men simpel bogføring, der omhandlede handelsvarer.

Men nu er der altså noget, der kunne tyde på, at stenalderfolkene fra den såkaldte Aurignacien-kultur (cirka 43.000-26.000 f.v.t.) i Centraleuropa havde deres eget system, der måske kunne noget af det samme.

Forskerne har analyseret omtrent 3.000 tegn på cirka 260 genstande fra perioden. Det har de gjort ved hjælp af det, der kaldes for ‘computational linguistics’ eller datalingvistik, hvor man bruger maskinlæring til at registrere sproglige strukturer og mønstre, forklarer Felix Riede.

»Det har de så sammenlignet med proto-kileskrift 35.000 år senere og kan se statistiske sammenfald i måden, man bruger tegnene på. Ikke at det betyder det samme, men at det er lige komplekst.«

Med andre ord er der næppe tale om, at Aurignacien-kulturens mulige skrift har udviklet sig frem til kileskriften 35.000 år senere. Men fordi man ved, at proto-kileskriften var skabt til at videregive informationer, kan den lige så komplekse række af tegn i Centraleuropa måske være brugt på samme vis.

»De kan sige, at der kunne have været en struktur i det her notationssystem, og at det notationssystem kunne betyde noget konkret for menneskene, som de igennem tegnene videregav til andre. Meget mere kan forskerne sådan set ikke sige.«

Ikke desto mindre er det vigtig forskning, mener Riccardo Fusaroli, der er professor ved Institut for Kommunikation og Kultur – Kognitionsvidenskab på Aarhus Universitet.

»Det er rigtigt, at de ikke kan sige noget konkret om indholdet, men det er meget vigtig forskning, fordi det viser, hvordan man kan sandsynliggøre sproglige strukturer med sparsomt materiale.«

Han fortæller, at han allerede kendte til studiet og har diskuteret det med kolleger, fordi metoderne er så interessante for hans forskningsfelt.

»Disse metoder giver os en dybere indsigt i fortiden. Jeg tror, at metoderne til denne type forskning er betydeligt bedre om 15-20 år, når teknologien er forbedret, og vi har flere arkæologiske beviser at arbejde med. Men man er nødt til at tage de første skridt for at bane vejen. Det gør forskerne her meget beundringsværdigt.«

Et spørgsmål om kontekst

Ewa Dutkiewicz, der er en af forfatterne bag studiet, har udtalt i en pressemeddelelse, at de besøger flere museer i Europa og »kun har kradset i overfladen«, når det kommer til at analysere mange forskellige stenalderfigurer.

Lasse Vilien Sørensen, der er seniorforsker i forhistorisk arkæologi ved Nationalmuseet, sætter dog spørgsmålstegn ved, om ikke de kunne have kradset lidt mere.

»Det er interessant at lade AI fortolke geometrien, men statistik kan jo bøjes i flere retninger, så jeg synes, at der skulle være mere materiale fra flere områder og perioder, hvis de vil lave en kobling til kileskrift 30.000 år senere et helt andet sted i verden,« siger han til Videnskab.dk.

Han har selv været med til at udgrave nogle af de 260 europæiske genstande, der er blevet analyseret, og ifølge ham kan de tolkes på mange forskellige måder.

»Nogle mener for eksempel, at ornamenterne er brugt som en slags amuletter til beskyttelse eller indre styrke. Det kan være, at små zigzaglinjer på en mammut kan repræsentere de samme ornamenter, man ser på en slange, så bæreren af smykket får begge dyrs kræfter.«

Ifølge ham er kontekst afgørende for betydningen.

»Det kan komme an på, hvem kunstneren er, hvem der bar genstanden og så videre. Når man ser på etnografiske eksempler (med nulevende jæger-samlere, red.), kan genstandes symbolske betydning pege i øst og vest, selv med samme systematiske indgraveringer.«

Omvendt påpeger Felix Riede, at noget af det, han finder mest interessant ved studiet, er de forskelle i kontekst, de tyske forskere er dykket ned i.

»De viser, at systematikken i notationerne er forskellig, afhængig af om det er kunstgenstande eller redskaber. Så der er ikke tvivl om, at indholdet skal læses i sammenhæng med den genstand, de står på,« siger han.

»Jeg synes, at de er meget forbeholdne med deres resultater og sammenligninger. Noget af det fine ved studiet er, at de ikke påstår at have fundet noget konkret, blot muligheder.«