Det er ikke altid til at se, hvem der er på vej mod et psykisk sammenbrud, og i psykiatrien ringer alarmklokkerne ofte først, når det allerede er gået galt.
Men hvad nu, hvis behandlere kunne få et tidligt signal om, hvilke personer der er særligt sårbare, før det går galt?
Et studie i tidsskriftet Neuropsychopharmacology peger på, at det måske er muligt.
Her har forskere fra Københavns Universitet fundet et sæt mønstre i hjerneaktiviteten og adfærden hos personer med depression eller bipolar lidelse.
Såkaldte biomarkører, som ser ud til at kunne forudsige, hvem der er i øget risiko for indlæggelse i psykiatrien.
»Biomarkører gør, at vi kan sætte ind med målrettet hjælp til folk. Det er både til gavn for dem selv og for samfundet, hvor man vil kunne spare en masse udgifter ved at gribe folk tidligt,« siger studiets hovedforfatter og professor i kognitiv neuropsykiatri, Kamilla Miskowiak, til Videnskab.dk.
Hun har viet en stor del af sin forskning til at opspore biomarkører skjult i hjernens neurale netværk.
Nu peger det nye studie på, at hjernens indbyggede ‘alarmknap’, amygdala, kan være en af dem.
Hjernens alarmknap
Amygdala gemmer sig dybt inde i hjernen og består af to små, mandelformede kerner.
Området kaldes ofte hjernens frygtcenter. Hvis den opfatter en trussel, reagerer den lynhurtigt og sætter kroppen i alarmberedskab.
For at undersøge om dette område kan forudsige risikoen for fremtidig indlæggelse, lagde Kamilla Miskowiak og hendes kollegaer 112 personer med enten bipolar lidelse eller en klinisk depression i en hjerneskanner.
Her fik deltagerne vist en serie billeder af glade eller frygtsomme ansigtsudtryk, alt imens forskerne målte aktiviteten i deres amygdala.
I en anden del af forsøget fik deltagerne vist billeder af ansigter med seks forskellige udtryk - glæde, frygt, tristhed, overraskelse, vrede og væmmelse - og forskerne målte, hvor hurtige de var til at udpege de enkelte følelser rigtigt.
Herefter ventede forskerne et år, og analyserede så data fra Danmarks Statistik for at se, hvem fra undersøgelsen der var blevet indlagt i mellemtiden.
En stærk alarmknap kan vidne om risiko
Under hjerneskanningerne blev amygdala aktiveret kraftigt hos nogle af forsøgsdeltagerne, når de så billeder af skræmte ansigter.
Netop de deltagere havde større risiko for at blive indlagt i psykiatrien i løbet af det følgende år end dem med en mere dæmpet reaktion i amygdala.
De deltagere, der var hurtigere til at genkende negative ansigtsudtryk end positive, havde også øget risiko for indlæggelse.
Oskar Hougaard Jefsen, som har læst studiet for Videnskab.dk, kalder den øgede risiko for en mindre effekt. Men alligevel har han stor ros til overs for studiet:
»Der er tidligere fundet tegn på, at ansigtsgenkendelse kan forudsige, hvordan psykiske lidelser udvikler sig over et par måneder.«
»Hvordan de udvikler sig efter et helt år, og ikke bare når det gælder symptomerne, men noget så komplekst som indlæggelse, det er mig bekendt ikke undersøgt før.«
»Det er meget ambitiøst,« sige Oskar Hougaard Jefsen, postdoc ved Forskningsenheden for Psykoser på Aarhus Universitetshospital.
\ Sådan har forskerne beregnet risiko for indlæggelse
Metode
- Forskerne har beregnet risiko for indlæggelse ved at måle forskellen i, hvordan hver forsøgsdeltager reagerer på negative sammenlignet med positive ansigtsudtryk.
- I hjerneskanningsforsøget var det hver deltagers amygdala-reaktion på ansigter, der blev vurderet. Jo stærkere hjernen reagerede på negative frem for positive ansigter, desto større var risikoen for indlæggelse.
- I ansigtsgenkendelsesforsøget målte forskerne, hvor hurtigt hver deltager genkendte henholdsvis negative og positive ansigter. En hurtigere genkendelse af negative ansigter over for positive var forbundet med øget risiko.
Resultater
- En stigning på 0,1 point i reaktionstid var forbundet med en stigning i den estimerede risiko fra 17,8 procent til 21,3 procent, svarende til en absolut risikoforøgelse på 3,5 procentpoint.
- En stigning på 0,1 point i aktivering af amygdala var forbundet med en stigning i den estimerede risiko fra 17,8 procent til 20,8 procent. Det svarer til en absolut risikoforøgelse på 3,0 procentpoint.
- Oskar Hougaard Jefsen vurderer dette som en mindre effekt behæftet med en vis usikkerhed.
- Begge mål forudsagde risikoen uafhængigt af diagnose (bipolar lidelse eller depression), symptomniveau, tidligere indlæggelser og medicinsk behandling.
Kilder: Kamilla Miskowiak, Oskar Hougaard Jefsen og ‘Amygdala reactivity to threat, negative facial perception, and risk of future psychiatric hospitalizations: a longitudinal study in major depressive and bipolar disorders’, Neuropsychopharmacology, 2025.
Psykiske lidelser kan forandre dit syn på verden
Resultaterne stemmer godt overens med det, forskere allerede ved om, hvordan affektive lidelser som depression og bipolar lidelse kan skævvride ens blik på omgivelserne.
»Folk, der har en depression, har typisk en negativ drejning i deres måde at opfatte ansigtsudtryk på,« siger Kamilla Miskowiak fra Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.
»Du har nogle grå briller på, og hele din opfattelse af verden kan være farvet af din psykiske lidelse,« forklarer hun.
Det er nyt, at det 'negative blik' kan være forbundet med øget risiko for at blive indlagt.
Forskerne peger dog også på, at det er vanskeligt at afgøre, hvad der er årsag og virkning i sammenhængen mellem det negative blik og risikoen for indlæggelse.
\ En ny brik i puslespillet
I forskningen kender man til mange faktorer, der spiller en rolle for ens risiko for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, fortæller Oskar Hougaard Jefsen og Kamilla Miskowiak.
For eksempel ved man, at medicin sænker din risiko, mens mange tidligere indlæggelser, mange depressive eller maniske symptomer og dårlig virkning af behandling, højner din risiko.
Derfor har Kamilla Miskowiak og hendes kollegaer korrigeret deres resultater for disse faktorer, så de har kunnet undersøge den negative bias’ forbindelse til indlæggelser uafhængigt af andre sammenhænge.
Det er dog vigtigt, ikke at afskrive de andre faktorers rolle i, hvorfor folk bliver indlagt, mener Kamilla Miskowiak:
»Vi bliver helt sikkert nødt til stadig at kigge på de her usual suspects, men i det nye studie kan vi for første gang se, at hjernens reaktion på sociale signaler bidrager markant til din risiko. Ellers ville hjerneaktivitet ikke have overlevet alle vores korrektioner for tidligere indlæggelser, medicinering og så videre,« siger hun, og fortsætter:
»Vi kan altså se, at folks negativitetsbias er en relevant brik i puslespillet. Den står ikke alene, men spiller en central rolle, og kan bruges til at forudsige risiko fremover.«
Oskar Hougaard Jefsen understreger også, at det sjældent er én enkelt årsag, der afgør, om en person bliver indlagt i psykiatrien, men snarere et samspil af flere faktorer.
Kilde: Kamilla Miskowiak og Oskar Hougaard Jefsen
En indbygget sårbarhed i hjernen øger dit stressniveau
Kamilla Miskowiak mener, at deltagere, hvis hjerne og opmærksomhed er stærkt tunet ind på negativ information, har øget risiko for indlæggelse, fordi deres stressniveau er forhøjet.
»Hvis du har et alarmberedskab, der bliver trigget hurtigt og meget stærkt af negative informationer, så vil du gå rundt og have et forhøjet alarmberedskab konstant,« siger hun.
Amygdala fungerer på den måde, at hver gang den opfanger trusler sender den et advarselssignal til frontallappen i den forreste del af hjernen. Herfra vurderer frontallappen situationen og planlægger en passende reaktion.
Men hvis amygdala er meget aktiv, kan det være svært for frontallappen at sortere i advarslerne, og din reaktion bliver mere instinktiv end logisk.
»Måske begynder du også at tolke neutrale kommentarer eller ansigtsudtryk negativt, og så begynder du måske at tænke, at folk ikke kan lide dig eller taler dårligt om dig.«
»Og det ved vi, er forbundet med risiko for tilbagefald eller nye depressive episoder,« siger Kamilla Miskowiak.
\ Kan du selv gøre noget ved din negativitesbias?
Første skridt er at blive opmærksom på, hvis du har tendens til at tolke sociale situationer negativt. Det giver dig mulighed for at udfordre dine første indtryk, forklarer Kamilla Miskowiak.
Det giver desuden god mening at arbejde med sin negativitetsbias. Forskere indenfor psykiatrien ser nemlig i stigende grad psykiske lidelser som et spektrum, hvor alle oplever mentale udfordringer i varierende grad.
Den negative bias lader til at påvirke, hvor godt man håndterer stress. Hvis hjernen derfor konstant er på vagt over for negative signaler, kan små problemer vokse og somme tider føre til reelle psykiske lidelser, vurderer Kamilla Miskowiak.
Ofte har man dog brug for hjælp til at opdage og arbejde med sin negativitetsbias. Der findes forskellige psykoterapeutiske metoder, der træner hjernens alarmknap til at reagere mindre kraftigt på udefrakommende signaler.
Indenfor psykoterapi arbejder man for eksempel bevidst med at genfortolke sociale og følelsesmæssige situationer i kognitiv adfærdsterapi. Her omstrukturerer man sine negative tanker og tolkninger ved at vurdere beviser for og imod. Ud fra det kommer man med terapeutens hjælp frem til alternative, mere realistiske tanker og tolkninger.
En anden psykoterapeutisk metode er kognitiv bias modifikation. Her ser personen billeder af ansigter på en skærm og skal hurtigt identificere ansigtsudtrykket. Hvis ansigterne tolkes forkert - for eksempel at personen tolker glade ansigter som vrede - får man feedback. På den måde lærer hjernen over tid at tolke sociale signaler mere positivt.
Kamilla Miskowiak og hendes forskergruppe er også i gang med at teste nye metoder, hvor deltagerne træner genkendelse af positive ansigtsudtryk og aflæring af negativitetsbias gennem computerøvelser og virtual reality
Kilde: Kamilla Miskowiak
Fra grå briller til et positivt filter
På den positive side viser forskning og klinisk erfaring, at antidepressiv medicin, forskellige former for psykoterapi og elektrochok-behandling hurtigt mindsker den negative bias hos mennesker med depression eller bipolar lidelse.
Derfor giver det mening at bruge den nye viden til at screene folk, der kommer ind i psykiatrien og sætte ind med målrettet behandling til dem, der er i højrisiko for at blive indlagt, mener Kamilla Miskowiak.
Hjernescanninger er dog også dyre. Testen, der måler hvor hurtigt man genkender forskellige ansigtsudtryk, er til gengæld ikke så dyr og tager kun 10 minutter at gennemføre.
»Det kunne man godt bruge til at forudse, hvem der er i særlig høj risiko, så det kan få en stærkere indsats,« siger Kamilla Miskowiak, og fortsætter:
»Dem, der er i mindre risiko for tilbagefald, kan man også berolige.«
