Hvorfor strander så mange hvaler i Danmark lige nu?

Otte tonstunge kaskelothvaler er på ganske få uger strandet på danske kyst- og strandområder.

Der er tale om en decideret massestrandring af kaskelotter, og det er et fænomen, som vi ikke har oplevet i mere end 30 år. Faktisk er det 10 år siden, at en kaskelot senest strandede i Danmark.

»Det er historisk,« siger Peter Teglberg Madsen, professor og hvalforsker på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

»Det er verdens største dybt dykkende rovdyr, der er kommet på besøg, så det er jo vildt. Men det er også vemodigt, for det er et dyr, jeg holder meget af, og som jeg har arbejdet med i 30 år,« siger forskeren til Videnskab.dk.

Sidst, vi så en massestranding af kaskelotter i Danmark, var på Rømø for snart 30 år siden. Her strandede henholdsvis 16 og 13 kaskelotter i årene 1996 og 1997.

»Jeg var nede at se det som biologistuderende dengang. Det var vildt. Og det var faktisk på den baggrund, at jeg blev hvalforsker,« siger Peter Teglberg Madsen, der i ugens løb skal deltage i dissektionerne af de strandede kaskelotter på Fanø.

Men hvorfor strander så mange kaskelotter i Danmark lige nu?

Faret vild på vej fra ædegilde til parringsfest

Mange teorier har været i spil, og vi har ingen sikre forklaringer på, hvorfor det sker, skynder Peter Teglberg Madsen sig at sige.

Men ifølge den danske hvalforsker er kaskelotterne, som alle er hanner, faret vild på deres rutinemæssige færd fra Arktis og ned mod Ækvator, hvor hunkaskelotterne har hjemme.

»Alle kaskelotter bliver født ved plus-minus 40 breddegrader omkring ækvator. Når hannerne bliver store teenagere, forlader de gruppen, og så bevæger de sig enten mod Arktis eller Antarktis,« forklarer Peter Teglberg Madsen.

Ved polerne bruger hankaskelotterne mange år på at æde sig store i blæksprutter, fisk og hajer, for hunnerne vil kun parre sig med en tilpas stor hanhval, fortæller hvalforskeren.

Når hankaskelotterne vokser sig til en længde på cirka 12 meter, sætter de kursen mod ækvator igen for at parre sig med en hun.

Og sådan er livet for en hankaskelot: han pendler hele livet mellem ædegilde ved Syd- eller Nordpolen og parringsfest i vandende omkring Ækvator.

Det er på denne tur, som norske forskere har kortlagt, at de mange hankaskelotter er »faret vild«, fortæller Peter Teglberg Madsen.

Normalt vil kaskelotterne, der kommer fra Nordnorge, svømme til højre og dreje vest om og ud i Atlanten, når de møder Skotland og De Britiske Øer.

Men kaskelotterne, der er strandet, har i stedet taget den farlige tur ned gennem Nordsøen.

»Og her har de ekstremt svært ved at komme ud. De er ikke bygget til at være på 20-30 meters dybde, som vi har i Nordsøen - og slet ikke det meget lave vand, der er i Vadehavet,« fortæller Peter Teglberg Madsen.

Forklaringen på deres detour kan ifølge ham skyldes den lange periode med ekstrem kulde, der er kommet med vind fra øst hele vejen fra Sibirien. Østenvinden kan nemlig have sat nogle af kaskelotternes naturlige pejlemærker ud af spil.

»Når kaskelotterne trækker mod syd, bruger de formodentligt deres hørelse til at lytte efter lyden fra bølgerne, der slår ind mod den norske - og muligvis den danske - vestkyst til at navigere efter.«

Men på grund af østenvinden, har der været meget mindre støj fra bølger, som slår ind mod vestkysten, at styre efter.

»Hvis der ikke er noget støj, der fortæller dem, at de skal trække sig væk fra kysten, forvilder de sig måske længere ind til Nordsøen og den danske vestkyst,« forklarer Peter Teglberg Madsen.

Hvalforskeren fortæller, at man så den samme kobling mellem hård og langvarig østenvinden og de i alt 29 kaskelotter, der strandede på Rømø tilbage i 1996 og 1997.

Strandede hvaler kan trække artsfæller med i døden

En yderligere forklaring på, at så mange kaskelotter strander på samme tid, kan findes i en form for tragisk masseeffekt blandt hvalerne.

Kaskelothvaler er sociale dyr, og når det bliver højvande, og en strandet hval, der stadig er i live, får næsen i vandet, vil den udstøde nogle kliklyde, som andre hvaler kan høre på flere kilometers afstand, hvis de begge er i vandet.

Det kan lede til, at andre hvaler søger hen imod den strandede hval og lider samme skæbne, fortæller Peter Teglberg Madsen.

Ifølge ham er det en del af forklaringen bag de voldsomme massestrandinger af hvaler, der sker af og til. For eksempel strandede omkring 500 grindehvaler på en strand i øgruppen Chatham Islands i New Zealand i 2020.

Peter Teglberg Madsen oplevede selv fænomenet i mindre skala på Rømø i 1997:

»Dengang lykkedes det at trække et eller to dyr fri. Men så snart, at de var ude i havet, drejede de ind mod deres artsfæller og strandede igen,« siger hvalforskeren.

»Nogle kalder det en klage- eller dødssang. Men det er forkert. De kommunikerer helt sikkert med hinanden, for de er sociale dyr, og de tiltrækkes af hinanden, men vi aner ikke, hvad de siger til hinanden,« fastslår Peter Teglberg Madsen.

Naturlig forklaring

Ifølge hvalforskeren er forklaringen på den nuværende kaskelot-katastrofe altså »naturlig«.

Der er ellers blevet spekuleret i, at vi mennesker kan have sat kaskelotterne ud af kurs på grund af skibstrafik og sonarudstyr,. Men det er »grundløst gætværk,« mener Peter Teglberg Madsen.

»Der er lavet eksperimenter af, hvordan kaskelothvaler reagerer på sonarudstyr, og der er ikke noget, der peger i retning af, at det skulle lede til, at de strander. Så det er usandsynligt i min optik,« siger han.

I maven på kaskelothvalen, der blev fundet på stranden ved Blåvandshuk fyr nær Esbjerg, blev der fundet knap 12 kilo reb, plastik og fiskenet, hvilket »sandsynligvis forhindrede den i at spise«, skriver Danmarks Naturfredningsforening.

For nu er der dog intet, der peger på, at det er plastik og fiskenet, der har ledt til de mange kaskelot-dødsfald på det seneste.

»Det kan jo være, at vi finder tungmetaller, sygdom, reb eller plastik, der kan forklare strandingen, når vi skærer hvalerne op og undersøger dem. Det er jeg åben overfor.«

»Men vi skal som forskere og biologer passe på med alt for hurtigt og gå ud og konkludere, at det er menneskets skyld, når vi ser massestrandinger af tilsyneladende raske dyr,« siger Peter Teglberg Madsen.