Der er risiko for, at den fortsatte drivhusgasudledning vil udløse såkaldte 'tipping points' i klimaet. Et tipping point betyder, at en proces er eskaleret og kan passere en grænse, hvorefter den ikke kan stoppes eller vendes.
I klimasystemet kan det for eksempel drejer sig om stigninger i havniveaet, der vil fastlåse, selv hvis udledningen af drivhusgas skulle blive stoppet fuldstændigt.
Forskerne er blevet meget klogere på tipping points
Den første større forskningsevaluering af tipping points i 2008 identificerede ni aspekter af klimasystemet, der var i fare for at forandre sig til en ny tilstand under vores nuværende klimaforandringer. Dette gjaldt blandt andet iskapper, havstrømme og store skove.
Siden da er der sket fremskridt i klimaforskningen, og en strøm af nye observationer og registreringer af tidligere historiske klimaforandringer har givet forskerne en større indsigt i disse tipping points.
Yderligere tipping points er blevet foreslået, som permafrosten omkring Arktis (permafrost er permanent frossen jord, der udleder CO2, i takt med at den smelter).
Endvidere er graden af opvarmning, der skal til, for at disse tipping points eskalerer og passerer en usynlig grænse, faldet siden 2008.
Engang estimerede forskerne, at der var risiko for, at den vestantarktiske iskappe ville kollapse, hvis opvarmningen nåede 3-5°C over klodens gennemsnitstemperatur før den industrielle tidsalder. Nu mener man, at det vil være muligt ved det nuværende opvarmningsniveau.
Tipping points kan udløses tidligere end før antaget
I vores nye evaluering af de seneste 15 års forskning fandt mine kolleger og jeg, at vi ikke kan udelukke, at fem tipping point bliver udløst nu, hvor den globale opvarmning er omkring 1,2°C.
Fire af disse fem tipping points er blevet mere sandsynlige, i takt med at den globale opvarmning overstiger 1,5°C.
Det er bekymrende viden. Nuancerne i vores studie blev ikke fanget af hele mediedækningen. Så her er, hvad vores resultater faktisk betyder.
Vi sammenfattede resultaterne af mere end 200 undersøgelser for at estimere opvarmningstærsklerne for hvert tipping-element.
Det bedste estimat var enten ét, som flere studier konvergerede (hældte) mod, eller som et studie, der er vurderet til at være særligt pålideligt, rapporterede.
For eksempel viser registreringer af, hvornår iskapperne tidligere har trukket sig tilbage, samt modelleringstudier, at Grønlands indlandsis sandsynligvis vil kollapse, når opvarmningen når over 1,5°C.
Vi estimerede også de forskellige minimums- og maksimumstærskler, som kunne udløse kollaps: Model-estimater for Grønland ligger mellem 0,8°C og 3,0°C.
Inden for dette interval er der større sandsynlighed for at tippe, i takt med at opvarmningen stiger.
Vi definerede risikoen for tipping som mulig (men endnu ikke sandsynlig), når opvarmningen er over minimum, men under det bedste estimat - og sandsynlig over det bedste estimat.
Hver brøkdel af en varmegrad tæller
Vi vurderede også, hvor sikre vi er på hvert estimat.
For eksempel er vi mere sikre på vores estimater for kollaps af Grønlands indlandsis end estimaterne for pludselig optøning af permafrosten.
Denne usikkerhed betyder, at vi ikke forventer, at fire klima-tipping points vil blive udløst i løbet af det første år, hvor de globale temperaturer når 1,5°C (hvilket ifølge klimaforskere muligvis kan ske inden for de kommende fem år), eller endda når temperaturer i gennemsnit over flere år når 1,5°C engang i løbet af de næste par årtier.
Hver brøkdel af en grad øger sandsynligheden for tipping, men vi kan ikke være sikre på, præcis hvornår tipping bliver uundgåelig. Det gælder især for den grønlandske og de vestantarktiske iskapper.
Mens vores vurdering indikerer, at kollaps er sandsynligt over 1,5°C. Iskapperne er så massive, at de ændrer sig meget langsomt. Et kollaps vil tage tusindvis af år, og de processer, der driver et kollaps, kræver, at opvarmningen er over tærsklen i flere årtier.
Hvis opvarmningen vendte tilbage under tærskelværdien, før tipping begyndte, kan det være muligt for iskapperne midlertidigt at overskride deres tærskler uden at kollapse.
For en række andre tipping points vil forandringerne sandsynligvis være mere spredte.
Vi vurderer, at både tropisk koralrevsdød og pludselig optøning af permafrosten er mulige på det nuværende opvarmningsniveau.
Men tærsklerne varierer mellem revene og permafrostområderne. Begge ændringer finder allerede visse steder, men vi vurderer, at de vil blive langt mere udbredte på et tilsvarende tidspunkt over 1,5°C.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Amazonas kan blive til savanne, og havstrømme kan vende
Andre steder kan små områder af den tropiske regnskov i Amazonas og de nordlige skove tippe og først blive savannelignende og dermed omgår en mere katastrofal nedgang på tværs af hele skoven.
Modelresultater, der endnu ikke er offentliggjort, indikerer, at Amazonas' tipping point sandsynligvis vil kunne forekomme i flere regioner ved forskellige opvarmningsniveauer snarere end som én stor hændelse.
Der er muligvis heller ikke nogen veldefineret tærskel for visse tipping-elementer.
Gamle klimaregistreringer indikerer, at havstrømme i Nordatlanten kan vende fra at være stærke, som de er nu, til at være svage, som følge af at både opvarmning og smeltende ferskvand fra Grønland forstyrrer cirkulationen.
Nylig modellering indikerer, at tærsklen for sammenbruddet af den atlantiske cirkulation afhænger af opvarmningens hastighed - i samspil med andre faktorer, som er svære at måle, hvilket alt i alt giver et stort usikkerhedsmoment.
Mange signaler om, at tipping points er under opsejling
Der er tegn på, at vi allerede nærmer os en række tipping points. Nedbrydning og tørke har fået dele af Amazonas til at blive mindre modstandsdygtig over for forstyrrelser som brand og derfor vil udlede mere kulstof, end de absorberer.
Den forreste rand af nogle af de vestantarktiske gletsjeres tilbagetrækning er kun få kilometer fra at passere en grænse, der vil gøre processen ustoppelig.
Tidlige advarselssignaler i klimaovervågningsdata (som større og længere udsving i hvor meget gletsjeren smelter hvert år) indikerer, at dele af Grønlands indlandsis og den atlantiske termohaline cirkulation også er ved at blive destabiliseret.
Disse signaler kan ikke fortælle os nøjagtigt, hvor tæt vi er på forskellige tipping points, kun at destabiliseringen er i gang, og at et tipping point måske nærmer sig.
Det eneste, vi er sikre på, er, at hver brøkdel af yderligere opvarmning vil destabilisere disse tipping points yderligere og øge sandsynligheden for selvbærende ændringer.
Det styrker argumentet for en ambitiøs reduktion af drivhusgasudledningen i overensstemmelse med Parisaftalens mål om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på 1,5°C.
Det ville mindske risikoen for at udløse mange klima-tipping points - også selv om vi ikke kan udelukke, at nogle af dem snart bliver nået.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
