Danskerne cykler mindre i hverdagen end tidligere. Det viser undersøgelsen Danmark i Bevægelse, hvor forskere fra Syddansk Universitet har kortlagt transportvaner blandt over 140.000 unge og voksne.
Siden 2020 er andelen, der cykler til arbejde eller uddannelse mindst tre gange om ugen, faldet fra 28 til 26 procent.
Især blandt unge er udviklingen markant. Andelen af cyklister er faldet fra 38 til 32 procent blandt de 15-19-årige og fra 38 til 34 procent blandt de 20-29-årige.

Også studerende cykler mindre end før. Det er problematisk, fordi transportvaner ofte grundlægges i de unge år.
»Cyklen har tidligere været rygraden i de unges mobilitet. Når færre vælger den, kan det få konsekvenser for deres bevægelsesvaner senere i livet. Det er bekymrende for folkesundheden,« forklarer projektleder Jens Høyer-Kruse i en pressemeddelelse.
Udviklingen ses i hele landet, men især uden for de store byer er der sket et tydeligt fald.
\ Danmark i Bevægelse
Danmark i Bevægelse er den største nationale kortlægning af danskernes bevægelsesvaner. Undersøgelsen er gennemført i 2020 og 2025 og ser på fysisk aktivitet i hverdagen - både i fritiden, som transport, i hjemmet og på arbejde eller uddannelse.
I 2025 har knap 198.000 danskere deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Det dækker over cirka 143.000 voksne (15+ år) og 55.000 børn (3-14 år), hvor forældre har svaret på deres vegne.
Udvalgte resultater:
- Ni ud af ti er fysisk aktiv i fritiden hver uge.
- Andelen af voksne, der spiller padel ugentligt, er seksdoblet siden 2020 (fra 0,3 procent til 2,0 procent).
- 53,2 procent af de 15-29-årige styrketræner mindst én gang om ugen.
- Bordtennis er en af de aktiviteter, der er vokset mest blandt ældre over 60 år (fra 0,8 procent til 1,1 procent ugentligt aktive).
Kilde: Danmark i Bevægelse 2025
Samtidig peger tallene på, at det ikke er længere afstande, der får folk til at droppe cyklen. Tværtimod har flere faktisk kortere til arbejde eller studie end tidligere.
En mulig forklaring på udviklingen er, at andre transportformer vinder frem i hverdagen. Elcykler bliver for eksempel stadig mere populære, især på de lidt længere ture. Men de opvejer ikke det samlede fald i cykling.
Forskerne bag undersøgelsen peger derfor på, at der kan være behov for nye løsninger, hvis cyklen igen skal være et attraktivt valg - især for unge og pendlere.

































