Mælkesyre er ikke skyld i svidende muskler

De fleste af os har prøvet at mærke den brændende følelse i benene i slutningen af et langt løbepas eller i armene efter at have båret tunge indkøbsposer op til femte sal.

»Den satans mælkesyre« kan man få lyst til at udstøde, mens man puster ud.

Vi har nemlig lært, at den såkaldte mælkesyre er årsag til smerten, fordi den er et skadeligt affaldsstof, som ophober sig, når musklerne løber tør for ilt.

Men under fysiologiske forhold forekommer stoffet næsten udelukkende som laktat og ikke som fri mælkesyre. Derfor er den klassiske forklaring forsimplet.

Så hvad skyldes muskelsmerterne egentlig, når vi gør kropslige anstrengelser? Det vender vi tilbage til lige om lidt. Lad os først se nærmere på, hvordan misforståelsen opstod.

Ophavet til misforståelsen

Begrebet mælkesyre stammer fra den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele, der i 1780 for første gang udvandt en syre fra sur mælk.

Denne syre, som han kaldte »mjölksyra«, blev senere kædet sammen med den brændende fornemmelse i trætte muskler.

Sammenkædningen stod en anden svensk kemiker, Jacob Berzelius, for i 1808. Her opdagede Berzelius nemlig en ophobning af, hvad han troede var mælkesyre, i musklerne på hjorte efter en udmattende jagt.

Da han sammenlignede med musklerne fra raske, afslappede hjorte, fandt han, at koncentrationerne af ’mælkesyre’ var markant højere hos de udmattede hjorte.

Forvirringen blev endnu større, da den tyske fysiolog Otto Meyerhof i 1920erne udførte forsøg på frøer, der viste, at muskelcellerne producerede selvsamme mælkesyre, når de arbejdede uden ilt.

Han modtog endda Nobelprisen for disse opdagelser – uvidende om, at det slet ikke var mælkesyre, han havde målt.

Dermed blev den kemiske misforståelse en del af den videnskabelige fortælling i mange årtier frem.

Og siden da har idéen om, at det er mælkesyre, der svider i benene og gør os ømme efter træning, hængt ved – både i lærebøger, i fitnesscentre og i populærkulturen.

Mælkesyre findes nærmest ikke i kroppen

Først i løbet af 1980erne og 1990erne begyndte man for alvor at gøre op med mælkesyremyten.

Her fandt man nemlig ud af, at stoffet under fysiologiske forhold næsten altid forekommer som laktat og kun i meget begrænset omfang som fri mælkesyre.

Svenske Berzelius og tyske Meyerhof manglede teknikkerne til at opfange det. Dét, de opdagede, var i virkeligheden et stof, som minder meget om mælkesyre – men som ikke er det.

Dét stof hedder laktat, og det dannes i vidt omfang både i musklerne, hjertet og hjernen, hvor det også forbrændes. Men laktat er næppe den enkle forklaring på den svidende fornemmelse i musklerne, hvilket jeg vender tilbage til om lidt.

Ret skal være ret: Laktat og mælkesyre er nært kemisk beslægtede, de er to versioner af samme stof. Men kroppen er slet ikke sur nok til, at den syrlige version, mælkesyre, kan opstå.

Når laktat transporteres over cellemembraner, sker det ofte sammen med en syrepartikel via særlige transportproteiner. Men i blod og vævsvæske forekommer stoffet overvejende som laktat, der i sig selv fungerer som både brændstof og signalmolekyle.

Faktisk skal surhedsgraden i kroppen helt ned på niveau med en Coca-Cola, før mælkesyre kan eksistere i store mængder. Og så surt er der ikke i kroppen.

Derfor forekommer mere end 99 procent af dette stof i menneskekroppen som laktat, mens mindre end én procent forekommer som mælkesyre.

Laktat er slutproduktet af en række biokemiske processer, som opstår, når kroppen skal nedbryde sukker (glukose) for at lave energi.

Disse processer er tilsammen kendt som glykolyse og foregår i stort omfang inde i muskelcellerne, når de arbejder. Her omdannes glukose via en række små biokemiske reaktioner inde i cellerne.

Først til pyruvat, som i øvrigt blev opdaget af selvsamme Berzelius, som vi hørte om før, og siden til laktat.

Undervejs frigives der også små syrepartikler (brint-ioner), som kan gøre miljøet i musklen mere surt. Dét er dem, der kan være med til at give den brændende fornemmelse.

Så når folk taler om »mælkesyre i musklerne«, er det i virkeligheden disse syredannende partikler, de taler om. Selve mælkesyren findes nærmest ikke i kroppen.

Hvorfor har laktat fået skylden for trætte muskler?

Der er ikke noget at sige til, at vi går og tror, at mælkesyre er den store synder.

Selv forskere og læger har i mange år troet, at laktat (eller mælkesyre, som det fejlagtigt blev kaldt), var den store skurk bag ømme og trætte muskler.

Nyere forskning peger på, at laktat ikke er et affaldsstof, men derimod et vigtigt brændstof, som kroppen producerer og bruger hele tiden – også i hvile.

En del af forvirringen opstod, fordi laktat ofte bliver målt hos meget syge patienter, hvor et højt laktatniveau ofte er forbundet med dårlig prognose.

Det har gjort det let at mistolke laktat som årsagen til sygdom og udmattelse, snarere end et tegn på, at kroppen kæmper.

På samme måde er det under hård træning: Laktatniveauet stiger ikke, fordi kroppen er ved at bryde sammen, men fordi den forsøger at holde sig kørende.

Laktat er altså mere en medspiller end en modstander.

Hvad er den rigtige forklaring på svidende muskler?

Når det svider i musklerne under træning, skyldes det en masse komplekse faktorer.

Både den brændende fornemmelse og træthed under hårdt arbejde skyldes sandsynligvis et samspil mellem forsuring, ion-ubalancer, andre metabolitter og nervesignaler. Laktat er ikke den enkle skurk, det ofte fremstilles som.

Ion-ubalancer betyder, at mængden af ladede stoffer, som for eksempel elektrolytterne natrium, kalium og brint-ioner, forskubbes, når musklerne arbejder intenst.

Dette kan forskyde de normalt tæt regulerede balancer mellem disse stoffer, hvilket kan påvirke muskelcellernes evne til at trække sig sammen og sende signaler.

Og det er netop dette, som kan mærkes som træthed og sviden.

Samtidig vil ophobningen af brint-ioner gøre vævet mere surt, hvilket yderligere forstærker den brændende fornemmelse. Men det er altså disse syrer – ikke laktat – som er synderen.

Faktisk opfanger laktat nogle af disse frie syrepartikler, der ellers ville forsure musklen, og hjælper dermed til at udskyde det punkt, hvor musklen syrer til og må give op.

På denne måde kan man sige, at dannelsen af laktat er kroppens måde at købe sig lidt ekstra tid og energi under hårdt arbejde.

Det kan sammenlignes lidt med en slags nødbatteri, som kan holde hjulene på en benzilbil kørende lidt længere, når den løber tør.

Det er ikke en permanent løsning, men det giver kroppen en chance for at klare bakken, trappen eller træningssættet.

Tid til et comeback

Men hvad så med den ømhed, man kan have i musklerne dagen derpå? Også her kan laktat frikendes. Forskere er i dag ret enige om, at muskelsmerter efter træning ikke skyldes laktat.

Det er snarere mikroskopiske skader og små betændelsestilstande i muskelfibrene, der er på spil.

Laktaten forsvinder nemlig ret hurtigt fra muskler og blod efter endt arbejde; typisk er laktatniveauet tilbage til normalt niveau inden for få timer.

Så den stivhed i lårene, du mærker to dage efter et hårdt træningspas, kan du ikke give laktat skylden for. Det er på tide, vi giver laktat et velfortjent comeback.

I stedet for at blive hængt ud som den enkle årsag til svide, smerte og træthed, bør laktat måske anerkendes lidt mere som kroppens egen nødløsning og en fleksibel kilde til energi.

Så næste gang det svider i lårene, er det værd at huske, at laktat næppe er den skurk, det ofte bliver gjort til – og at du måske bør takke laktat for, at du overhovedet kom op ad trappen.

Oskar Kjærgaard Hørsdal har modtaget finansiel støtte fra Graduate School of Health på Aarhus Universitet samt the Danish Cardiovascular Academy, som er finansieret af Novo Nordisk (bevillingsnummer NNF20SA0067242) samt Hjerteforeningen. Hans forskning udføres uafhængigt af kommercielle interesser.