Hvorfor er alting sjovere, når vi ikke må grine?

Jeg tror aldrig, jeg har grinet så meget som under en gudstjeneste, hvor et eller andet komisk fangede min blik. Min veninde så det også, og da hun først begyndte at fnise, var der ingen vej tilbage.

De fleste af os kender det nok. En højtidelig stemning. Fuldstændig stilhed. En lille visuel detalje, der i enhver anden sammenhæng kun ville være en lille smule spøjs.

Jeg har efterfølgende prøvet at forklare, hvad der var så morsomt, men det er umuligt. Det var nok en af de situationer, hvor »man skulle have været der«.

Hvad var det ved kombinationen af situationen og den fælles latter, der gjorde det så sjovt?

Jo mere vi forsøger at undertrykke latteren, desto sværere bliver det at styre den

Men jo mere vi forsøger at undertrykke latteren, desto sværere bliver det at styre den, og når en anden person også opdager det, er det næsten umuligt at holde masken.

Denne slags latter, der opstår, fordi man ikke må grine, dukker ikke kun op i kirker. Den dukker op i alle situationer, hvor stilhed, alvor og selvkontrol er strengt påkrævet, og hvor spontan latter er malplaceret.

I stedet for at være et tegn på dårlig opførsel eller manglende følelsesmæssig modenhed fortæller det os faktisk noget om, hvordan hjernen reagerer under pres. Og videnskaben bag er overraskende kompleks.

I meget formelle situationer, kirker, retssale, begravelser, arbejder hjernen i en tilstand af aktiv hæmning. Det betyder, at den bevidst forsøger at dæmpe visse aktiviteter.

Svært at stoppe latteren bevidst

Når først latteren slipper fri, tager kredsløb i hjernestammen, som er den nederste del af hjernen, der forbinder den med rygmarven, over og koordinerer ansigtsmimik, vejrtrækning og stemme.

Det gør det svært at stoppe latter bevidst. Normalt holder vores præfrontale cortex denne reaktion i kort snor og dæmper latteren, når den ikke er passende.

Når denne kontrol svækkes på grund af øget spænding eller sociale signaler fra andre opstår latteren som en automatisk, reflekslignende adfærd. Det er ikke længere et bevidst valg.

Med andre ord: Trangen til at grine og forsøget på at lade være kommer fra forskellige dele af hjernen. De ligger nærmest i kamp med hinanden.

https://www.tiktok.com/@beasty_boy/video/7187556976518286634

Følelserne reagerer hurtigt og automatisk

Når noget uventet eller mærkeligt fanger dit blik, reagerer dine følelser hurtigt og automatisk. Det er krævende og anstrengende at forsøge at kontrollere reaktionen.

Det kræver en masse energi og mislykkes let, især når vi skal styre os i længere tid.

Jo hårdere vi prøver at styre os, desto mere holder vi fast i det, der udløste latteren. Forsøget på at undertrykke latteren får den ikke til at forsvinde, men gentager og forlænger den faktisk.

Latter er ikke kun en reaktion på noget humoristisk. Set fra et neurologisk perspektiv fungerer den også som en regulerende refleks, en måde at slippe følelsesmæssig og fysisk spænding på.

I stive, formelle miljøer har nervesystemet få udløbsmuligheder. Vi kan ikke bevæge os, ikke sige noget, knap nok skifte stilling eller vise, at vi er anspændte.

Samtidig bliver vores autonome nervesystem aktiveret en smule. Pulsen stiger, vejrtrækningen bliver mere overfladisk, og muskelspændingen øges.

Denne kombination sænker tærsklen for følelsesmæssig frigivelse. Kroppen bliver klar til at 'give slip'.

Når latteren først kommer snigende, aktiverer den automatiske motoriske baner i hjernestammen, som du ikke let kan afbryde. Derfor føles det ofte fysisk umuligt at stoppe latter, når den først er udløst.

Det er ikke længere os, der vælger at grine. Systemet har overtaget, og vi er magtesløse.

Det smitter!

For mange af os er det ikke selve det oprindelige øjeblik, der får det hele til at gå over gevind. Det er øjeblikket, hvor en anden også opdager det.

Her kommer social neurobiologi ind i billedet. Mennesker er ekstremt følsomme over for subtile sociale signaler: anspændte ansigter, ændringer i vejrtrækning, tilbageholdte smil.

Vi opfanger disse signaler lynhurtigt via netværk, der blandt andet involverer den superiore temporale sulcus, som er en fure langs siden af hjernen, som spiller en nøglerolle i at aflæse andre mennesker.

Spejlneuroner, som er hjerneceller, der aktiveres, både når vi selv handler, og når vi ser andre gøre det samme, hjælper os også med at opfange disse signaler.

At grine sammen er et udtryk for følelsesmæssig synkronisering. Denne fælles erkendelse gør flere ting på én gang:

• Den bekræfter din egen reaktion (det er ikke noget, du bilder dig ind).
• Den fjerner følelsen af at være 'den eneste synder' (du undertrykker det ikke længere alene).
• Den præfrontale kontrol bliver yderligere svækket. Latteren spreder sig via følelsesmæssig 'smitte'.

På dette tidspunkt betyder den oprindelige årsag næsten ingenting. Det, man griner af, er hinanden og det absurde i at prøve at genvinde kontrollen.

Disse øjeblikke udløses ofte af noget visuelt, men ikke altid. Et ord, som bliver udtalt forkert, eller en uventet formulering kan fremkalde samme reaktion.

Hverken uhøfligt eller barnligt

Visuelle triggere er dog særligt stærke i stille omgivelser. De kan ikke afbrydes eller tales væk, og hjernen kan afspille dem igen og igen, mens du prøver at undertrykke reaktionen.

Verbale triggere deles derimod med det samme. Om latteren bryder ud afhænger af, hvor hurtigt den sociale hæmning kan genoprettes.

'Upassende' latter bliver ofte opfattet som uhøflig eller barnlig. Men set fra et neurologisk synspunkt er det en helt forudsigelig konsekvens af langvarig følelsesundertrykkelse hos en social art.

Hjernen er ikke skabt til vedvarende hæmning uden afløb. Når kontrollen er stram nok, og når der er en anden til stede, bliver latter en flugtvej. Det er derfor, den føles umuligt at stoppe.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.