Hvorfor siger vi ja med et nik og nej med en hovedrysten?

Charles Darwin var en nysgerrig mand.

Han brugte ikke bare årtier på at forske i krebsdyr, koralrev og klassificere planter og dyr, inden han i 1859 præsenterede verden for sin evolutionsteori.

I årene op til 1872 var han også blevet nysgerrig om, hvorvidt det var universelt, at alle mennesker nikker eller ryster på hovedet, når de vil kommunikere et 'ja' eller et 'nej'.

Derfor sendte han en bunke af spørgeskemaer ud til missionærer og andre, der var kontakt med civilisationer i verdens fjerne afkroge, for at spørge dem, om de lokale dér også nikkede eller rystede med hovedet for at sige 'ja' og 'nej'.

Resultaterne udkom blandt mange andre ting i bogen 'The Expression of the Emotions in Man and Animals’ fra 1872.

Nu har den samme nysgerrighed ramt vores læser Simon Minke fra Nørrebro i København. Han har skrevet følgende i en e-mail til vores brevkasse 'Spørg Videnskaben'.

»Hvorfor nikker vi som 'ja' og ryster på hovedet som 'nej'? Læste engang en bog af zoologen Desmond Morris, hvor han skrev, at det har at gøre med vores bevægelser som børn, når man blev madet. Det kan vel ikke være hele forklaringen? Hvorfor er bevægelserne universelle? Og hvordan er de opstået?«

I Bulgarien er det omvendt

Charles Darwin kunne på baggrund af sin stikprøveundersøgelse konkludere, at en rysten på hovedet betød 'nej' i rigtig mange forskellige kulturer.

Vi kan dog allerede nu godt afsløre, at bevægelserne faktisk ikke er universelle.

Så tæt på som i Bulgarien gør man det faktisk omvendt. Her ryster man på hovedet, når man vil sige 'ja', og nikker, når man vil sige ‘nej’.

Det samme gør sig gældende i Albanien, Grækenland og endda nogle steder i Syditalien, hvor grækernes indflydelse gennem historien har været særlig stor.

Har man rejst i Indien, vil man sikkert også have stiftet bekendtskab med det traditionelle indiske nik, hvis betydning afhænger af øjenbrynene og nikkets fart.

Der findes endnu flere eksempler på, at man gør det anderledes rundtomkring i verden. Det kan du lære mere om i bunden af artiklen.

Brystmælk er en god forklaring

Når nu bevægelserne ikke er universelle, bliver det naturligvis sværere at finde et utvetydigt svar på Simon Minkes spørgsmål.

På trods af de kulturelle forskelle har vi dog gjort et forsøg.

Henrik Høgh-Olesen, der er professor i psykologi på Aarhus Universitet, kalder det for »en plausibel teori«, at det at ryste på hovedet for at sige 'nej' kan være rodfæstet i vores forhold til vores mødres bryster som spæd, som Simon Minke har læst.

»Vi har det jo med at ryste på hovedet, når noget generer os, og ikke kun når vi vil sige 'nej'. Når vi ikke vil have noget at spise, ryster vi på hovedet,« fortæller Henrik Høgh-Olesen, der blandt andet forsker i evolutionær psykologi og primatologi.

»Så den bevægelse ser ud til at være medfødt. Eller også kommer den i hvert fald fra et meget tidligt stadie, når man ikke ville have bryst og mælk,« tilføjer han.

Mere usikkert med 'ja'

Når det kommer til at nikke som 'ja', er Henrik Høgh-Olesen lidt mere usikker på, hvad den evolutionære forklaring kan være.

»Mennesker er socialt-hierarkiske dyr, og når vi signalerer underkastelse, gør vi os mindre eller sænker hovedet og ser ned. Denne gestus kan være blevet ritualiseret, således at vi nikker, når vi hilser på hinanden, for at signalere, at vi er fredelige og ikke ønsker at udfordre den anden,« siger han.

»Vi nikker også, når vi er enige i en andens synspunkt, og underkaster os således dennes perspektiv,« tilføjer Henrik Høgh-Olesen.

En anden teori knytter sig også til brystmælken. Den går på, at spædbørn, der jo ikke ser så godt endnu, søger deres mors bryst ved at bevæge hovedet vertikalt, når de er sultne.

Andre teorier går på, at nikkeriet er en mere moderat variation af bukket, som man i mange kulturer har brugt for at hilse og vise anerkendelse.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

Ingen af teorierne kan dog, som det ofte er med videnskaben, entydigt bekræftes, så det må desværre blive ved buddene.

Kultur og biologi går hånd i hånd

En af årsagerne til, at det kan være svært at finde helt sikre forklaringer på disse spørgsmål, er, at det grundlæggende er en udfordring at bestemme, hvorvidt bevægelser er kulturelt bestemte eller biologisk bestemte i mennesket.

Det pointerer Jesper Givskov Sørensen, lektor i biologi på Aarhus Universitet. Han understreger, at han ikke ved noget om spørgsmålet her, men han er blandt andet ekspert i evolution, genetik og selektion.

»Spørgsmål som disse er meget svære at finde et svar på som biolog. For det er svært at skille kultur og biologi ad, og meget ofte går de to ting hånd i hånd,« fortæller han.

Den gode gamle debat om arv og miljø er altså ikke altid så let at hitte rede i.

Det er jo eksempelvis ikke sådan, at man er blevet madet anderledes i lige akkurat Bulgarien, Grækenland og Albanien end i resten af verden, men det kan være en udvikling i kulturen, der er skyld i, at de gør det omvendt der.

Smilet var en frygt-grimasse

Henrik Høgh-Olesen pointerer ligeledes, at nogle ting, såsom hovedrysten når man som sagde 'nej' til brystmælk, kan have udviklet sig fra noget evolutionært til at tage form i forskellige kulturelle variationer.

Et godt eksempel på en biologisk handlemåde, der har ændret betydning efter en tur i kulturens vridemaskine, er smilet, fortæller Henrik Høgh-Olesen.

»Smilet var oprindeligt en frygt-grimasse, som man brugte, når man passerede et alfadyr, og det er senere hen blevet til et socialt signal,« fortæller han.

Tak for spørgsmålet

Vi takker Simon Minke for spørgsmålet og håber, at I blev lidt klogere af at læse med.

Som tak for det interessante spørgsmål kvitterer Videnskab.dk med en flot t-shirt.

Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.