Det er blevet sagt, at de enorme olie- og gasreserver i Den Persiske Golf på én og samme tid er både en velsignelse og en forbandelse for de omkringliggende lande.
Geologiske kræfter har over millioner af år gjort, at regionen er et energirigt globalt brændpunkt, også netop nu, hvor en igangværende krig er skyld i en global energikrise.
Jeg er geolog med speciale i olie og gas. Selvom jeg har indgående kendskab til regionen, bliver jeg fortsat imponeret over omfanget af dens kulbrinteressourcer. Omkring Den Persiske Golf er der mere end 30 såkaldte supergigantiske oliefelter, som hver indeholder mindst 5 milliarder tønder olie.
Samtidig producerer brøndene i området to til fem gange så meget olie om dagen som selv de mest produktive brønde i Nordsøen og Rusland.
Den moderne geovidenskab har identificeret en række afgørende bjergartsforhold, der gør visse regioner særligt rige på olie, blandt andet evnen til både at danne og fastholde kulbrinter.
Ser vi på både ressourcernes enorme udbredelse og de særdeles gunstige produktionsforhold, er Den Persiske Golf uden sidestykke.
Historien kort fortalt
Mennesker kendte til olie- og gasforekomster i området, længe før havniveaustigninger mod slutningen af den seneste istid for mellem 14.000 og 6.000 år siden skabte Den Persiske Golf.
Naturlige udsivninger af olie og gas er udbredte langs floder og i dale i store dele af regionen.
Allerede flere tusinde år før vor tidsregning brugte mennesker bitumen, som er et brændbart stof, der hovedsagelig består af kulbrinter med molekylevægt, som byggemørtel og til at gøre både vandtætte.
Det første moderne oliefund blev gjort i 1908 ved et kendt udsivningsområde i det vestlige Iran. I 1950'erne og 60'erne, som var en periode præget af hastig vækst i olie- og gasefterforskningen, stod det klart, at ingen anden region på Jorden formentlig rummede en tilsvarende overflod af ressourcer.
Selvom andre områder med betydelige olie- og gasforekomster siden er blevet identificeret (som for eksempel det vestlige Sibirien i Rusland og mere nyligt Perm-bassinet i USA), kan de ikke måle sig med Den Persiske Golf, hverken når det gælder størrelsen på reserverne eller de usædvanligt høje produktionsrater.
Geologisk kontekst
Den Persiske Golf er geologisk set placeret i en aktiv kollisionszone, hvor den Arabiske Plade bevæger sig mod nord og kolliderer med den Eurasiske Plade.
Denne kollision, som har stået på i omkring 35 millioner år, har skabt et dynamisk geologisk miljø, hvor lag af bjergarter er blevet foldet og sprækket og i større dybder omdannet under høj varme og tryk.
De geologiske forhold er markant forskellige på hver side af Golfen. På den iranske side strækker Zagrosbjergene sig over cirka 1.800 kilometer fra Omanbugten til den tyrkiske grænse.
Som en del af det store alpine-himalayiske bjergsystem består Zagros af kraftigt foldede bjergarter, dannet gennem de seneste 60 millioner år som følge af sammenstødene mellem Afrika, Arabien og Indien med Eurasien.
På den arabiske side af Golfen fandt denne type foldning og fragmentering ikke sted. I stedet har kollisionskræfterne bøjet en stiv platform af dybtliggende, hård grundfjeldssten (såkaldt basement rock) til brede, kuppelagtige strukturer af enorm udstrækning, ofte over flere hundrede kvadratkilometer.
Under selve Den Persiske Golf ligger et sedimentbassin fyldt med materiale, der er eroderet fra Zagrosbjergene. I bassinets dybere dele har forholdene været præget af de høje temperaturer og tryk, som er nødvendige for dannelsen af olie og gas.
Samlet set udgør regionen et særdeles gunstigt miljø for dannelse og fastholdelse af kulbrinter i stor skala.
Bjergarterne, der skaber olie
Olie og gas dannes af organisk materiale som marine zoo- og fytoplankton, der oprindeligt blev ophobet i lerskifre, lerholdige kalksten og andre bjergarter, som senere bliver udsat for forhøjede temperaturer og tryk.
Bjergarter med et indhold på mindst 2 procent organisk materiale betragtes som særligt velegnede til olie- og gasdannelse.
Golfregionen rummer et usædvanligt stort antal lag af sådanne kildebjergarter, hvoraf flere er både tykke, vidt udbredte og rige på organisk materiale.
Eksempler er Hanifa- og Tuwaiq-formationerne på den arabiske side af Golfen, der blev dannet i Jura-perioden for omkring 200–145 millioner år siden, samt Kazhdumi-formationen i Iran, som stammer fra Kridttiden for cirka 145–66 millioner år siden.
Disse bjergarter indeholder mellem 1 og 13 procent organisk materiale og enkelte steder endnu mere.
Strukturer for olie og gas
Regionens foldede og sprækkede lag af bjergarter samt de store kuppelstrukturer er ideelle for ophobningen af kulbrinter.
Zagrosbjergenes foldestrukturer, som er legendariske blandt geologer på grund af deres spektakulære fremtoning på satellitbilleder, rummer hundreder af milliarder tønder olie og enorme mængder naturgas.
Et blik på et kort over olie- og gasforekomster i Den Persiske Golf-region afslører et markant nordvest–sydøstligt mønster af lange, pølseformede felter, som afspejler de store foldestrukturer i undergrunden.
Disse strukturer består i virkeligheden af flere hundrede individuelle felter af varierende størrelse, der strækker sig fra det sydlige Iran gennem det nordøstlige Irak.
På Den Arabiske Plade har de store kuppelformede strukturer givet anledning til særligt omfattende olie- og gasophobninger. Blandt disse er Ghawar-oliefeltet i Saudi-Arabien, som er verdens største, og som potentielt kan producere over 70 milliarder tønder råolie.
Ingen andre steder på kloden
Tilsvarende kan gasfeltet South Pars–North Dome, som deles mellem Qatar og Iran, rumme mindst 1.300 billioner kubikfod gas (cirka 46 billioner kubikmeter), et energiindhold svarende til mere end 200 milliarder tønder olie.
De vigtigste reservoirbjergarter er kalksten, hvor dele af materialet er blevet delvist opløst, hvilket har øget deres evne til at lagre og transportere olie og gas.
I Zagros-reservoirerne bevæger væskerne sig gennem sprækker, der er dannet som følge af foldning og forkastning (bevægelse langs en brudflade i jordskorpen hvorved en brudzone opstår, red.) forbundet med pladekollisionerne.
I områder som Arab-D-reservoiret i Ghawar-feltet i Saudi-Arabien og Asmari-kalkstenen i mange Zagrosfelter dækker disse højkvalitets-reservoirbjergarter enorme arealer; hundredvis og endda tusindvis af kvadratkilometer.
Ingen andre steder på kloden kan man finde noget i denne skala, hverken på land eller til havs, og det vidner om Den Persiske Golf-regions helt enestående geologi.
Fremtidige muligheder
Den samlede effekt af disse geologiske forhold er, at omkring halvdelen af verdens konventionelle oliereserver og cirka 40 procent af dens gas forekommer under blot 3 procent af Jordens landareal.
Vurderinger fra den amerikanske geologiske undersøgelse (USGS) peger på, at der trods mere end hundrede års boring og produktion fortsat findes betydelige mængder olie og gas, som endnu ikke er opdaget i Den Persiske Golf-region.
I en rapport fra 2012, der dækkede Den Arabiske Halvø og Zagrosbjergene, bliver det anslået, at der ud over allerede kendte forekomster kan gemme sig op til 86 milliarder tønder olie og 336 billioner kubikfod naturgas i bjergarterne.
Yderligere produktion kan også blive mulig ved hjælp af horisontal boring og hydraulisk frakturering (også kaldet fracking), som er teknologier, der blev udviklet i USA i 2000'erne og 2010'erne. Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er nu begyndt at afprøve disse metoder i deres oliefelter.
Det er endnu for tidligt at afgøre, hvor succesfulde de vil være, men forskning tyder på, at de kan muliggøre en yderligere forøgelse af produktionen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
