En frygtet effekt af klimaændringer er, at de finindstillede tandhjul i naturen ikke længere vil gribe ind i hinanden.
Når foråret kommer stadig tidligere vil musvitten få unger senere, for sent til at de kan give ungerne nok sommerfuglelarver. Dermed sulter mange unge ihjel og der bliver færre musvitter næste år.
I mangel af et godt norsk ord kaldes det mismatch. Biologer frygter at et sådant sammenbrud i naturmaskineriet kan ramme mange forskellige økosystemer – fra torsken i Barentshavet til elgen i Finnskogen.
For hvad sker der for eksempel, hvis algeopblomstringen kommer for tidligt i forhold til de små krebsdyr, som skal leve af planktonet? Eller hvis elgkalvenes favoritmad visner, før de har nået at begynde græsning?
Musvitter får unger, når der er mest mad
Et norsk-hollandsk studie, publiceret i tidsskriftet Science, tyder imidlertid på, at det hele er mere kompliceret, end mange har spået.
Studiet er baseret på data fra en grundigt observeret bestand af musvitter i Holland. Fuglene har gennem en lang periode oplevet, at foråret er kommet stadig tidligere.
Ud fra musvittens madvaner burde vi forvente dramatiske konsekvenser.
»Småfugle er i meget høj grad tilpasset til at få unger på et tidspunkt i foråret, hvor der er maksimalt med insektlarver og specielt sommerfuglelarver,« forklarer professor Bernt-Erik Sæther ved NTNU (Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim). Han er en af forskerne bag studiet fra 2013.
Mindre konkurrence kompenserer for mindre mad
Mens foråret og larverne er kommet stadig tidligere, har musvitten fået det sværere. Bestanden kan delvist kompensere ved at tidlig-rugere får et fortrin.
Men i det store og hele klarer musvitten ikke at tilpasse sig hurtigt nok. Insekterne flytter sæsonen frem meget hurtigere, end det fuglene kan klare, viser tidligere studier.
Dermed får musvitungerne mindre mad og dårligere forhold til at kunne overleve. Paradokset er, at bestanden alligevel er i en sund forfatning.
»Det man skulle tro var, at bestanden ville gå ned. Men det sker ikke,« siger Bernt-Erik Sæther til forskning.no.
År med høj mismatch giver heller ikke mærkbare indhug i antallet af musvitter på vingerne året efter.
Årsager finder Bernt-Erik Sæther og kolleger i, at de unger, som faktisk overlever, får et lettere liv gennem resten af sæsonen på grund af, at der er færre andre musvitter at konkurrere med.
Naturen laver sin egen buffer
Dermed er der lige så mange musvitter tilbage i slutningen af året til at føre bestanden videre.
Man kan sige, at naturen har lavet sig en buffer, som kan virke til at modstå negative effekter af et stadigt tidligere forår.
Scince-studiet fremstår som et lærestykke i, hvor svært det er at forudsige effekten af klimaændringer på livet i naturen.
Spillerummet kan forsvinde senere
»Disse resultater indikerer, at naturlige bestande kan være i stand til at tåle betydelig mistilpasning drevet af ændrede klimatiske forhold, uden at de gennemgår umiddelbart nedgang,« skriver forskerne i deres studie.
Mismatch-teorien kan ifølge Bernt-Erik Sæther alligevel ikke afblæses, hverken for musvitter i Holland eller elgen i Finnskogen.
Der er en fare for, at man kan komme til et punkt, hvor spillerummet i systemet er opbrugt og bestanden vil begynde at falde.
Observationer betyder alt
Forskerne understreger behovet for grundige studier baseret på observationer over mange år.
»Hvis du skal forstå de ’kologiske konsekvenser af klimaændringer, har du brug for lange tidsrækker for at kunne sige noget sikkert,« påpeger Bernt-Erik Sæther.
Det, der har gjort dette studie muligt, er fyrre år med omhyggelige observationer af en bestand af musvitter i Holland. Der findes ifølge forskerne kun få fatarækker af en så høj kvalitet i biologiens verden.
Bernt-Erik Sæther siger, at man foreløbigt har set, at foråret er kommet tidligere i nogle dele af Norge, men at der ikke er grundlag for at sige noget generelt om udviklingen er gået lige så hurtigt, som i Holland.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
