Jægerfolk fra øst kom til Norge for 10.000 år siden

Forestil dig en hverdag for 10.000 år siden. Den store kappe af is, der for ikke så længe siden havde dækket hele Skandinavien, er næsten smeltet, og verden er ny og grøn.

En enorm sø dækker store dele af det, der i dag udgør Sverige og Finland. I det, der i dag hedder Rusland, begiver en gruppe mennesker sig ud på en rejse, der skal tage dem længere, end nogen af deres folk har rejst før.

De går til fods mod nord og vest og krydser hele Finland.

I Nordfinland var landskabet, som i dag, præget af birkeskov, men træerne var højere og skoven tættere.

På søen har de muligvis benyttet sig af både og ski og slæde om vinteren.

Helt i nord møder de et åbent og vindblæst landskab, der ikke ligner noget, de har set før, et land med salt hav og fisk og sæler, som man kan fange. De har nået Varangerfjord i Østfinnmark.

Ny forskning tyder på, at jægerfolk fra øst indgår i kulturel udveksling

Fortællinger om de første mennesker, der kom her til efter istiden, bliver som regel fortalt med indvandrerne fra syd som omdrejningspunkt.
Nu tyder ny forskning på, at også jægerfolk fra øst indgår i den kulturelle udveksling i de områder, der skulle blive Norge.

Den traditionelle opfattelse af, at de første mennesker, der kom til Norge, kom sydfra, holder fortsat vand. Disse indvandrere kom via Danmark eller over Nordsøen for mindst 11.500 år siden og koloniserede hurtigt hele Norges kyst.

Der kom en påvirkning fra øst

Nye fund på bopladser og nytolkning af gamle fund giver imidlertid tydelige indikationer af, at der 1.500 år efter den første indvandring kom en ny periode med stærk påvirkning udefra, men denne gang fra øst.

Påvirkningen kan være sket ved indvandring fra øst eller gennem kulturel kontakt mellem øst og vest.

Ifølge et team af forskere fra Finland, Norge, Sverige, Danmark og Tyskland påvirkede impulserne fra øst først Finnmark og senere store dele af Skandinavien. Resultaterne er publiceret i tidsskriftet Norwegian Archeaological Review.

Der har tidligere været fremsat lignende hypoteser af arkæologer, men der har manglet en støtte i de konkrete fund.

Forskere gør fund i grænselandet

Historien begynder i grænseområderne mellem Finland og Norge i nord. I 2002 begyndte finske forskere at undersøge søen Vetsijärvi, ikke langt fra Utsjok på grænsen til Finnmark.

Her fandt de bopladsen Sujala med ikke mindre end 6.300 genstande, der er dateret til mellem 8500 og 8100 f.Kr.

Et resultat, der var opsigtsvækkende, var påvisningen af, at beboerne har brugt metoder til at producere våben og redskaber, der tidligere kun har været kendt fra arkæologiske fund i Sydfinland, Rusland og andre dele af det østlige Østersøområde.

»Det tog lidt tid, før vi forstod betydningen af det, vi havde fundet,« siger den finske arkæolog Tuija Rankama til forskning.no. Hun og ægtefælden Jarmo Kankaandää er tilknyttet University of Helsinki, og de er begge eksperter i Nordeuropas jægersamfund i stenalderen.

Ny teknologi kom fra øst



Forskning.no møder ægteparret i et fredeligt gårdmiljø på det ærværdige universitetsområde i centrum af Finlands hovedstad. Fundene fra Sujala viste, at stenaldermenneskerne brugte metoder til at lave våben og redskaber, som kan spores tilbage til områder ved Onegasøen og øvre dele af elvene Volga og Oka i dagens Rusland.

»Dette var en ukendt teknologi i det vestlige Europa,« forklarer Tuija Rankama.

Arkæologerne kalder denne østlige metode for trykketeknik. Metoden var vanskelig at mestre, men gav våbenmageren større kontrol over udfaldet. Med den nye metode blev størrelsen på bladene ens og æggene blev skarpere.

Udgangspunktet var en kegleformet blok af flint. Specialværktøj, der var lavet af gevir fra elge og rener, kunne bruges til at presse de stenflager, der skulle blive til pilespidser, knive eller skarpe redskaber, frem. En anden metode var at slå med en hammer og en mejsel af gevir mod flinteblokken.

Tilbage fra produktionen var ’affaldsprodukter’ i form af karakteristiske fliser og rester af flintblokken. Disse kan man i dag finde, og de bruges som vigtige kendetegn for arkæologerne, når de skal vurdere, hvilke teknologiske metoder, der har været brugt.

Jægerne rejste langt

Fundene fra Sujala viste, at mennesker med rødder i jægerkulturer i dagens Rusland må have rejst langt mod nord, meget længere end nogen har vidst.

Denne opdagelse var overraskende nok i sig selv. Men der var mere: Flint er den mest brugte stentype i områderne, hvor jægerfolkene oprindeligt kom fra. I Sujala fandt arkæologerne ingen flintematerialer.

Derimod fandt man materialer af sandsten fra Varangerhalvøen i Finnmark.

Manglen på flint var ikke ulogisk.

Da stenalderjægerne rejste mod nord og vest fra områderne, som i dag er i Rusland, krydsede de en vigtig geologisk grænse. De befandt sig nu på det, som kaldes den Fennoskandiske Randzone, hvor der ikke er flint.

Dette flintløse område dækker store dele af Finland, Sverige og Sydnorge. Finnmark og resten af Nordnorge ligger udenfor randzonen, og her havde Sujalabeboerne hentet sten til deres redskaber.

Var de også i Finnmark?

Finnmark blev pludselig meget interessant for det finske arkæologægtepar.
Folkene, der engang holdt til i Sujala, må have haft kontakter mod nord. Kunne der måske også findes spor af dem i Finnmark?

Varangerfjorden i Østfinnmark har en række stenalderbopladser, som tidligere er blevet undersøgt af arkæologer. Et at de steder, hvor der er gjort fund, ligger på sydsiden af fjorden og bærer det samiske navn Fállegoahtesadjeguolbba. Denne boplads var i brug samtidig med Sujala.

I samlingen til Varanger Samiske Museum gennemgik ægteparret Tuija Rankama og Jarmo Kankaandää fundene fra Fállegoahtesadjeguolbba. De bar spor af samme type østlig teknologi som den, der blev benyttet ved Sujala.

Der har ikke været arkæologiske udgravninger ved Fállegoahtesadjeguolbba, men stedet blev undersøgt af studerende i forbindelse med andre arkæologiske undersøgelser i Finnmark i 1970’erne.

Flere fund bakker op om teori

Fállegoahtesadjeguolbba er et samisk navn. Første del af navnet kan på norsk betyde falk. Sidste del betyder slette og mellemste del betyder bosted. I dag ligger den som en ryg i terrænet 70 meter over havet.

Længe før man gjorde brug af termerne norsk og samisk, levede der folk her. På toppen er der fladt og ingen plantevækst.

En regntung dag i 2009 klatrede Tuija Rankama og Jarmo Kankaandää sammen med to norske kollegaer op til Fállegoahtesadjeguolbba. Men udfaldet var ikke godt, og regnvejret blev bare kraftigere.

Dagen efter gjorde ægteparret et nyt forsøg alene. Denne gang havde de hjælp af eftermiddagssolen, som hang lavt på himlen.

Det gjorde det lettere at lede blandt småstenene på bakken. Efter at have gået frem og tilbage i halvanden time, fandt de en lille koncentration af stenafslag oppe midt på højderyggen.

Analyser viste, at også dette var spor af østlig stenalderteknologi af samme type, der blev brugt ved Sujala.

For 10.000 år siden stod havet meget højere end i dag.

Dengang lå Fállegoahtesadjeguolbba som en tange, hvor der kan have været bådpladser på begge sider, påpeger Jarmo Kankaanpää.

Man kunne let lægge til uanset vindretningen. Der var god udsigt over fjorden og det flade land, som omgiver Varangerfjorden. Indlandsjægere kan være blevet kystboere og have ernæret sig ved resurserne i havet, i hvert fald dele af året.

I dag ved vi ikke, om disse bosættere var de første i Varangergfjorden, eller om der fandtes mennesker her fra før. Bopladsen lå åbent, og placeringen vidner om, at et eventuelt naboskab ikke har været fjendtligt.

»De har i hvert fald ikke dræbt hinanden på en gang,« siger Jarmo Kankaanpää tørt.

Havet var rigt på mad. Finnmark havde desuden sandsten, der kunne bruges til at lave livsnødvendige pilespidser og skæreredskaber.

For arkæologerne blev spørgsmålet, om teknologien fra øst stoppede i nord, eller om der kunne påvises en videre spredning.

Supplerende undersøgelser vidner om spredning sydpå

Resultaterne fra de finsk-norske grænseområder har ført til, at Tuija Rankama og Jarmo Kankaanpää sammen med kollegaer fra Norge og flere andre lande har undersøgt lignende fund fra bopladser længere sydpå.

De mener, at viden om den østlige måde at lave redskaber på blev spredt videre gennem Finnmark og sydover langs kysten til Sydnorge og indover landet til centrale dele af Østlandet og Sydsverige.

Denne spredning skete i en periode på nogle hundrede år, efter at metoden først kom til Sujala og Fállegoahtesadjeguolbba. Dette kan tyde på at jægerfolkene fortsatte deres vandring, eller at de havde fredelig kontakt med folkene, som boede i områderne fra før og delte deres viden med dem.

Vend kortet på hovedet

Professor Håkon Glørstad ved Universitetet i Oslo er en af samarbejdspartnerne til det finske ægtepar og medforfatter til artiklen i Norwegian Archaeological Review.


Håkon Glørstad peger på, at de nye resultater på mange måder vender op og ned på de tilvendte tanker om, hvor vigtige kulturimpulser kom fra.

»I skandinavisk arkæologi har man næsten altid haft den opfattelse, at de store opfindelser kom syd fra. Her ser man i stedet, at nye indtryk kom fra nord og øst,« siger han.

I Norge erstattede den østlige teknologi en tidligere måde at lave redskaber på, der havde udspring i dagens Danmark og Tyskland.

Den nye teknologi fra øst var ikke en døgnflue, men satte et præg på Skandinavien gennem flere tusind år. Den blev ifølge Håkon Glørstad brugt i forskellige udgaver frem til for omkring 6000 år siden.

Forskellige forklaringer

Resultaterne, der lægges frem, kan forklares på forskellige måder.

Lars Forsberg, der er professor i arkæologi ved Universitetet i Bergen, har ikke været involveret i studiet.

Han roser studiet og mener, at den fremlægger nye data

»Det er helt klart, at der har været en påvirkning østfra,« siger Lars Forsberg, der selv har arbejdet meget med nordområdernes forhistorie.

Han mener imidlertid, at der er et godt stykke vej igen, før man kan vise, at der er sket en omfattende indvandring fra øst.

»Udbredelse af teknologi kan ske på mange måder. Det kan dels ske gennem migration af hele grupper, dels gennem migration af individer og dels gennem udbredelse af viden og ideer. Hvilken af disse, der er tale om her, er fortsat uklart,« siger Lars Forsberg.

Han advarer mod at drage for raske konklusioner i forhold til, om der skete en indvandring eller bare en kulturel udveksling mellem forskellige grupper.

DNA-analyser af den tidlige stenalderbefolkning i Skandinavien kunne have givet et svar.

Arkæologerne har et stort ønske om at finde knoglerester, der kan bruges til DNA-undersøgelser, men sådanne fund er ikke gjort.

Kommunikation i jægerstenalderen

Selvom der foreløbig ikke findes klare svar på, hvordan teknologien blev udbredt, viser de nye studier, at jægerfolkene for 10.000 år siden levede i en verden med kommunikation og påvirkning over store områder.

For ægteparret Tuija Rankama og Jarmo Kankaanpää er det frugtbart at tænke på Rusland og Skandinavien med Finland som et fælles område i arkæologisk sammenhæng.

De nationale grænser, som vi har i dag, giver ikke mening, når man skal forstå, hvordan menneskerne levede og vandrede i stenalderen. Arkæologifaget har imidlertid udviklet sig inden for nationalstatens rammer, og nationale spørgsmål har ofte stået centralt.

Der har manglet videnskab om faglige traditioner i andre lande. Det har i nogle tilfælde været en hæmsko for at forstå fortiden, som den egentlig var.

»Vi er fortsat præget af en arkæologisk tænkning, som har rødder i 1800-tallet,« siger Jarmo Kankaanpää.

© forskning.no Oversættelse: Anna Bestle

Arkæologiske fund tyder på indvandring og kulturkontakt fra dagens Rusland til Nordfinland og Finnmark for 10.000 år siden. Teknologien fra øst spredte sig derefter sydover langs den norske kyst. (Kort: David Brabrand/Asle Rønning/forskning.no, kilder: figur 36 i Rankama og Kankaanpää 2011 og figur 10 i Sørensen et al. 2013)

Et skarpt æg fundet på bopladsen Sujala. Det er fundet i tre dele og sat sammen af arkæologerne. (Foto: Jarmo Kankaanpää)

Stenalderfund fra Fállegoahtesadjeguolbba, som arkæologerne tolker som bevis på østlig påvirkning. (Foto: Jarmo Kankaanpää)

1 / 3