FN’s seneste klimarapport lægger ikke fingrene imellem: Vi skal omstille energiforsyningen fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, hvis vi ønsker at afværge katastrofale klimaforandringer.
De gode nyheder er, at vedvarende energi er en vidunderlig ting. Utallige studier viser, at det både kan være en billig og low-carbon løsning, der fremmer regionaludviklingen og kommer lokalbefolkningen til gode.
Men vores nye forskning advarer om, at fordelene ved udviklingen af vedvarende energi ikke kommer af sig selv; hvert projekt skal vurderes omhyggeligt for fortrin og mangler.
Gennem et case-study i Island viser vi, hvordan de alternative energikilders ‘grønne’ image kan få befolkningen til at overse teknologiernes negative konsekvenser.
Som følge er nogle af Islands vedvarende energikilder blevet misbrugt til at generere privat overskud for virksomheder uden for landet.
Fordelene for den lokale befolkning er i bedste fald tvivlsomme, og store enestående naturskønne områder er som følge gået tabt for evigt.
En udviklingsmodel, der tilgodeser tung industri
I studiet, der for nylig blev publiceret i tidsskriftet Environment and Planning E: Nature and Space, undersøgte vi konsekvenserne af to store energiprojekter opført for nylig i Island:
- Kárahnjúkar-vandkraftprojektet, som forsyner Fljótsdalur-vandkraftværket, Islands største kraftværk.
- Hellisheiði-kraftværket, 25 kilometer sydøst for hovedstaden Reykjavik, der producerer geotermisk varme.
Vi analyserede videnskabelig litteratur og granskede hjemmesider, rapporter og statistikker.
Desuden interviewede vi 18 aktører fra den islandske energisektor (5), politikere (5) og NGO-eksperter (3) og forskere (5).
Vi fandt, at de to projekter er resultatet af en aggressiv industrialiseringsstrategi, som igennem flere årtier er blevet gennemtrumfet af adskillige islandske regeringer, der har brugt landets vedvarende energikilder til at forsyne en række miljøskadelige industrier.
Strategien, som kun var ‘bebyrdet’ med et minimum af miljøregler, garanterede lave energipriser og en industrivenlig skatteordning, der har til formål at lokke tung industri, især store aluminiumsudvindingsanlæg, til Island.
Som et incitament lovede den islandske regering sammen med landets statsejede energiselskab, Landsvirkjun, at levere den fornødne energi fra vedvarende energikilder – vandkraft og geotermisk energi – til virksomheder, der indvilligede i at opstarte fabrikker i landet.
Denne ‘rene’ energi-løsning blev tilbudt til meget konkurrencedygtige priser og med flere års leveringsgaranti.
Lad os kaste et blik på hvert enkelt projekt for at tage ved lære for fremtiden:
Et kæmpe vandkraftprojekt i et lille land
I begyndelsen af 2000’erne blev en kæmpe mængde offentlige midler brugt til at leve op til løfterne afgivet til de private investorer.
Et af de store projekter er vandkraftprojektet ved Kárahnjúkar, der består af adskillige bassiner, tunneler og Fljótsdalur-kraftværket.
Kárahnjúkar generer cirka 5.000 GWh om året, og tegnede sig for mere end 25 procent af al elektricitet produceret i Island i 2016.
Al denne energi bliver brugt til at drive et stort aluminiumsudvindingsanlæg bygget af den globale virksomhed Alcoa i Islands østkyst .
Der er to årsager til, at projektet er et illustrativt eksempel:
- Det viser, hvordan ‘grønstempling’ (vedvarende energi) kan blive misbrugt for at retfærdiggøre en dyr og muligvis ret destruktiv industrialisering.
- Det viser, hvad der kan gå galt, hvis et lille land indgår aftaler med en stort transnationalt virksomhed, hvis beslutninger hovedsageligt drives af jagten på økonomisk overskud.
Ødelæggelse i fremskridtets navn
Vandkraftværket og det store aluminiumsudvindingsanlæg skal ses som indbyrdes forbundne projekter, fordi Alcoas engagement i opførelsen af aluminiumsudvindingsanlægget var en forududsætning for at gå i gang med vandkraftværket – og vice versa.
Den islandske regering håbede, at udviklingen ville sætte skub i den regionale økonomi i den østlige del af landet.
For at understøtte målet tilsidesatte miljøministeren en miljøkonsekvensvurdering, der nedlagde veto mod vandkraftprojektet på grund af den ødelæggende effekt på lokalmiljøet.
Med Kárahnjúkar-projektet gik enestående geologiske formationer og naturskønne områder i og langs Hafrahvammagljúfur-kløften tabt for evigt.
Det havde konsekvenser for omkringliggende økosystemer, som vi endnu ikke forstår fuldt ud.
For eksempel kuldsejlede den lokale fiskepopulation i Lagarfljótsøen, og Islands vilde rensdyrpopulation mistede en del af deres græsningsarealer.
Hvem kom projekteterne til gode?
Aftalen mellem Islands nationale energiselskab, Landsvirkjun, og Alcoa viste sig at være ufordelagtig for det statsejede selskab.
Energipriserne, som Alcoa betaler, er ekstremt lave og bundet til de omskiftelige globale aluminiumsmarkedspriser. Det betyder, at Landsvirkjuns indtjening er meget lav og meget uforudsigelig.
Desuden praktiserede Alcoa såkaldt ‘transfer pricing‘ for at undgå at betale skat i Island. Det er en metode, hvor én afdeling eller et datterselskab køber (for) dyrt ind eller tager et lån til ufavorable rater fra en anden afdeling eller fra moderselskabet.
I praksis betyder det i denne sag, at Alcoas islandske foretagende skylder mange penge til moderselskabet i Luxembourg.
Indtil videre har det islandske foretagende ikke genereret skattepligtig profit, fordi al indtægt bliver brugt til at betale af på den enorme gæld. Som resultat har Island endnu ikke haft glæde af skatteindtægter fra aluminiumsudvindingsanlægget.
Det er især skandaløst, fordi Alcoa i årsrapporten for 2012 beskriver aluminiumsudvindingsanlægget som ‘profit leader’ som følge af de lave lokale energipriser.
Grænsen er nået for hurtig ekspansion af geotermisk energi
Kárahnjúkar-projektet afslører, hvad der kan gå galt, når vi ukritisk accepterer vedvarende energikilder som følge af ‘grønstempling’.
Hellisheiði-kraftværket viser derimod, hvad der kan ske, når agressiv ekspansion går forud for videnskablige bekymringer.
Ejerne af kraftværket er et datterselskab af det offentligt ejede energiselskab Reykjavik Energy (OR) baseret i hovedstadsregionen Reykjavik.
OR begyndte opførelsen af kraftværket i 2006, og stik imod videnskabelig rådgivning, der advarede om for høje udvindingsmængder, blev anlægget udvidet til sin fulde kapacitet på 303 MWe og 130 MWth i 2011.
To år senere meddelte OR, at det geotermiske ‘felts’ aktivitet fadt som følge af overdreven varmeudvinding, så anlæggets fulde kapacitet ikke kunne udnyttes.
I 2013 var kapacitetsudnyttelsen cirka 90 procent.
Produktionen forventes at falde yderligere med et par procent hvert år, hvilket vil betyde store økonomiske tab for OR.
Bare varm luft?
Ligesom Kárahnjúkar-projektet blev Hellisheiði-kraftværket anlagt for at imødese tung industris behov, og i dette tilfælde gennemtvang kortsigtede politiske interesser til hastig ekspansion, der gik langt ud over de miljømæssige grænser.
Kraftværket førte ikke alene til store økonomiske tab for OR og dermed også kommunerne, der ejede det; det forårsagede også en række miljø- og sundhedsproblemer.
Når man eksempelvis udnytter geotermisk energi, pumper man varmt vand op til overfladen gennem en boring, der når hele vejen ned til varme geologiske formationer.
Når varmt vand eller damp når op til overfladen, bliver urenheder ofte transporteret med op som svovl eller nitrogen. Disse elementer bliver efterfølgende ledt ud i atmosfæren som gasarter, eller også finder de vej ud i vandvejene.
Især svovlsyre kan skade miljøet og blandt andet forværre åndedrætslidelser blandt lokalbefolkningen.
Flere studier viser, at sundhedsproblemer i hovedstadsregionen, Reykjavik, kan spores tilbage til udledningen af disse gasser fra geotermiske kilder, blandt andet Hellisheiði-anlægget.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvad kan vi lære af island?
For at slå det helt fast: Vi er ikke imod omstilling fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Tværtimod ser vi det som den eneste acceptable vej frem.
Men vedvarende energi er afhængig af de politiske rammer, som vi skaber.
Kárahnjúkar og Hellisheiði viser, hvad der kan gå galt, når kortsynede strategier, der fremmer industriel udvikling, dikterer en nations politiske beslutninger.
Den forventede økonomiske gevinst førte til beslutninger, der har nedbrudt dele af Islands naturlige landskab samt medført sundhedsrisici med ganske små økonomiske fordele og endda tab for staten.
Island demonstrerer, at vedvarende energi ikke altid gavner, og at vi altid skal stille spørgsmålstegn ved formålet med vores energiproduktion.
Der er især to spørgsmål, som vi altid bør huske på, når vi vurderer et nyt energiprojekt:
- Hvem gavner udnyttelsen af landets naturressourcer?
- Hvem bærer byrden, hvis det ikke går som planlagt?
Spørgsmål som disse kan hjælpe os med at udforme den fremtidige energiomstilling på en måde, der virkelig tjener hele samfundet.
Artiklen kommer senere på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
- Henner Busch’ profil (Lunds Universitet)
- Vasna Ramasars profil (Lunds Universitet)
- Wim Cartons profil (Lunds Universitet)
- ‘Modernist dreams and green sagas: The neoliberal politics of Iceland’s renewable energy economy’, Environment and Planning E: Nature and Space (2018), DOI: 10.1177/2514848618796829
