Koteletter i fad og kartofler med sovs – giv agt! I Taastrup på Sjælland står en række med gamle indianer-afgrøder, som danske forskere er i gang med at køre i stilling til at snige sig ind på din middagstallerken.
I et danskledet forskningsprojekt kaldet Protein2food forsøger lektor Sven-Erik Jacobsen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet at løse en række ganske betragtelige problemer ved hjælp af gamle plantesorter.
LÆS OGSÅ: Dansk forsker: Økologer burde elske ny GMO-teknik
Problemer som klimaforandringer og fødevaremangel til verdens voksende befolkning. Ifølge Sven-Erik Jacobsen er svaret quinoa, boghvede, hestebønne og amarant.
Videnskab.dk er taget ud på forsøgsmarken i Taastrup, der er en del af Københavns Universitets frilandsfaciliteter, for at få en forklaring på, hvad vi skal med de gamle planter. Du kan se, hvordan det går for sig i videoen herunder.
Hvor skal proteinet komme fra?
I en lavloftet, grå barak ligger Sven-Eriks Jacobsens kontor hen i halvmørke, og på hans bord ligger en bunke brune papirsposer med store frø, små frø, mørke frø og lyse frø. Alle med sirligt skrevne mærkater – ‘hestebønner’, ‘quinoa’, ‘boghvede’.
»Meningen med det hele? Det er, at vi er nødt til at spise mindre kød,« fortæller Sven-Erik Jacobsen.
»Kødproduktionen i verden lige nu er uholdbar, fordi processen producerer for meget methan og CO2, giver lille udbytte i forhold til mængden af energi, der forbruges pr kilo kød, og store dyrkningsarealer bruges til at dyrke foder i stedet for mad til os selv. Det er et problem i en verden, hvor vi bliver flere og flere,« siger han.
LÆS OGSÅ: Klimaforsker: Det skal være dyrt for dig at spise kød
Derfor vurderer han og en lang række internationale forskere, som også deltager i projektet, at tiden er inde til at skifte en stor del af landbruget i Europa til at producere andre, alternative proteinkilder, nemlig dem fra planter.
Men for at gøre det muligt må planternes egenskaber først udforskes, fortæller Sven-Erik Jacobsen.
I det røde hav af afgrøder
Og der står de så, afgrøderne. Rækker af mandshøje, bordeaux amarant, som mayaerne i Mexico i fordums tid havde en stor forkærlighed for, ved siden af rækker af den mere anonymt udseende quinoaplante, der mest ligner ukrudt, og som inkaerne og deres forfædre i Sydamerika startede med at dyrke for 7.000 år siden.
»Det er et godt år i år,« siger Sven-Erik Jacobsen og stryger højre hånd hen over rækken af hvidblomstrende boghvede.
Morgendisen er stadig tæt, omgivelserne er slørede, og hele forsøgsmarken fremstår i et sælsomt, hemmelighedsfuldt skær.
Det er andet år ud af det tre år lange markforsøg, hvor Sven-Erik Jacobsen og hans forskerhold blandt andet skal beskrive, hvordan de forskellige afgrøder vokser i danske forhold med henblik på at finde de mest egnede sorter.
LÆS OGSÅ: Sådan påvirker din mad klimaet
»Der er to overordnede fokusområder i forsøget. At finde afgrøder, der giver højt proteinindhold i deres frø, og at finde afgrøder, som giver en høj proteinkvalitet i deres frø,« forklarer Sven-Erik Jacobsen.
I proteinindholdsgruppen kigger forskerne især på bælgplanter som hestebønner, kikærter og linser, og i kvalitetsgruppen gælder det quinoa, amarant og boghvede. Forsøgene i denne del af projektet går ud på at finde ud af, hvilke sorter der kan klare sig bedst under danske forhold.
Det dårlige eksempel på klimamæssige tilpasninger
Nogle af afgrøderne klarer sig væsentligt bedre end andre, fortæller Sven-Erik Jacobsen, imens han kanter sig langs rækkerne af de højrøde amarantplanter.
»Amaranten står super flot, men dens frø når ikke at blive modne, før vinteren kommer,« konstaterer han. Han ryster en af blomsterstandene, så en lille sky af pink og sorte små frø falder ud i hans håndflade.
Han peger på dem og fortæller, at amarantfrøene stadig er for friske til høst, og derfor vil amarant sandsynligvis ikke kunne dyrkes i Danmark.
»Men den er sandsynligvis meget velegnet til dyrkning i Sydeuropa,« siger han.
LÆS OGSÅ: Alger er fremtidens bæredygtige superafgrøde
Det gode eksempel på klimamæssige tilpasninger
Quinoaen derimod er Sven-Erik meget tilfreds med. Den kan ifølge ham klare nærmest alle forhold. Og så smager den godt. Hvilket er veldokumenteret, idet Sven-Erik Jacobsen og hans forskerhold selv indgår i forsøget som ivrige smagstestere.
»Jeg spiser selv meget quinoa. I morgen skal jeg have morgenmad med til holdet, og det er selvfølgelig hjemmebagt brød med quinoa i. Det er et stort hit,« fortæller han.
Quinoaen er en cirka 40 centimeter høj plante, som mest af alt ser temmeligt vissen ud, når den er moden.
Ud af den håndfuld forskellige sorter, som forskerne tester på forsøgsmarken, klarer næsten alle sig godt og er ifølge Sven-Erik Jacobsen mægtig lovende til dyrkning på stor skala i Danmark.
»Der er allerede et par marker rundt omkring i Danmark, men de skulle gerne kunne udbredes endnu mere,« siger han.
LÆS OGSÅ: Det offentlige kan spare en milliard kroner på madspild
»Vi skal spise, som vi gjorde engang«
Ifølge Sven-Erik Jacobsen, som har arbejdet med afgrødeforskning hele sit liv, er hele Protein2food-projektet en del af en større bevægelse. En bevægelse tilbage til, hvad der var engang. Ikke på den nostalgiske måde, men på den nødvendige måde, fortæller han.
»Engang spiste vi masser af boghvede, men så kom kartoflen og overtog marker og tallerkener. Vi er nødt til at ændre vores madvaner og komme tilbage til de gamle sorter af proteinholdige afgrøder, hvis vi fortsat vil have mad nok,« siger Sven-Erik Jacobsen.
Solen er ved at have brændt morgendisen væk, rækkerne af amarant er nærmest selvlysende, og Sven-Erik Jacobsen ser eftertænksomt ud over rækkerne, inden vi går tilbage til barakkerne og stiller gummistøvlerne.
LÆS OGSÅ: Frugt og grøntsager er ikke sundt for alle
Hvad barakkerne gemte
Forsøgsmarken er ikke det eneste sted, hvor der bliver forsket i de gamle afgrøder på Taastrup-faciliteten. Bagved barakkerne løber et helt flodsystem af drivhusgange, som forbinder det ene højteknologiske laboratorium med det andet.
Nu er det postdoc Gabriela Robles, som viser rundt. Hun er også fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet og med i Protein2food-projektet. Selv arbejder hun med at optimere afgrøderne til forskellige typer klima.
Hun fører ned gennem en øde gang og ind ad en bred plankeport. Bag den brummer generatorer og klimaanlæg højlydt – her testes planterne i kontrollerede omgivelser, forklarer Gabriella Robles.
»I de her metalkamre kan vi kontrollere alt. Temperatur, luftfugtighed, lys, vanding med mere. Det er især smart, når vi skal vide noget specifikt om en plante, som måske ville blive forstyrret af andre, varierende faktorer ude i marken som vejr og skadedyr.«
Et hold studerende er netop i gang med at undersøge plantesygdommen meldug, og hvordan den påvirker quinoa, hvis den bliver angrebet. Det er et af de problemer, der skal løses, hvis quinoa skal kunne dyrkes intensivt i Danmark, forklarer Gabriela Robles.
LÆS OGSÅ: Farvel til den gamle gule: Fremtidens banan kan blive pink
Frisør-føntørreren fra rummet måler på quinoa
Inde i et mørkt rum nede i bunden af en af drivhusgangene står en yderst mærkværdig maskine.
Den er i gang med at køre en prøve, fortæller Gabriela Robles. Fra bunden af det ovale føntørrer-lignende aggregat skyder der skiftevis røde, blå, grønne og gule lysglimt ud. Det ligner noget fra en dårlig sci-fi-film.
»Vi må hellere lige dække den til, så vi ikke bliver blinde,« siger Gabriela Robles. Muligvis halvt i spøg.
»Den er ved at måle pigmentfordelingen i et quinoablad. Ved at beskyde bladet med forskellige bølgelængder af lys og måle den reflekterede del, kan vi se, hvordan planten har det, rent kemisk, under forskellige forhold,« fortæller hun.
Den del af forskningsprojekter er stadig i sin begyndelse, men Gabriela Robles forventer, at det vil gøre forskerne meget klogere på, hvordan planterne skal dyrkes for at give det største udbytte.
LÆS OGSÅ: Katte skal erstatte sprøjtegifte på dansk plantage
Mini-mejetærskeren køres i stilling til quinoaens sidste dans
Ude på marken er forsøgsmark-quinoaens sidste time imidlertid oprunden. En mejetærsker i miniformat er kørt i stilling med to temmelig sammenkrøbne forskere indeni.
»Nu tager vi quinoaen!« råber den ene for at overdøve mejetærskerens brølen.
Den lille grønne maskine gør kort proces med de beskedne rækker af halvvisne planter, som udgør quinoa-forsøgsfeltet. Døren til mejetærskeren åbnes, og en hvid sæk dumper ned.
»Her, tag og kig. Er de ikke flotte?« råber markteknikeren fra sin plads. Sækkens indhold består af en blandet masse af små lyse quinoafrø og deres tilhørende quinoaskaller. Luften dufter af hø.
LÆS OGSÅ: Din bæredygtige livsstil belaster fjerne lande
De kører videre og høster endnu en af forsøgsfelterne, så plantestænglerne står ud til alle sider.
Efter små 10 minutter er dette års forsøgsquinoa klar til at blive målt og vejet, så forskerne kan sammenligne udbyttet med sidste år og næste år. Derefter kan forskerne sige noget statistisk sikkert om afgrødernes tilstand på dansk jord.
Og som Sven-Erik Jacobsen siger, så ser det ud til at blive et godt år for oldtidsafgrøderne i Taastrup.
