Midt i en barsk, mørk antarktisk vinter, hvor temperaturerne ofte falder til under minus 30 °C, blev kontinentet dramatisk varmere.
I juli og august 2024 steg temperaturen i dele af Østantarktis med op til 28 °C over gennemsnittet, og den forblev høj i mere end to uger.
Til sammenligning svarer det til, at temperaturen i Storbritannien i januar steg til omkring 30–35 °C.
I et nyligt studie viser mine kolleger og jeg, at hedebølgen i Antarktis ikke blot var usædvanligt vejr.
Det var en sjælden atmosfærisk forstyrrelse, forstærket af menneskeskabte klimaforandringer, som giver et indblik i, hvad der kan blive mere almindeligt i de kommende årtier.
Det var ikke en isoleret hændelse, men fulgte efter en hedebølge i marts 2022, hvor temperaturerne i nogle områder af Antarktis steg med næsten 40 °C over gennemsnittet.
Det er én af de største temperaturafvigelser, der nogensinde er målt på kloden.
Sammen peger disse hændelser på et tydeligt skift: ekstrem opvarmning er ikke længere begrænset til områder, der traditionelt anses for sårbare.
Sådan udviklede hedebølgen sig
I 2024 begyndte den ekstraordinære vintervarme med en svækkelse af den antarktiske polarhvirvel (polar vortex), som er det store lavtrykssystem af af iskold luft i stratosfæren over Sydpolen, der normalt holder luften kold over kontinentet.
I juli 2024 blev den antarktiske polarhvirvel svækket, hvilket skabte en usædvanlig opvarmning i stratosfæren, hvor temperaturerne steg med mere end 15 °C i begyndelsen af juli og igen i starten af august.
Disse ændringer i den øvre atmosfære skabte grundlaget for, hvad der fulgte.
Et vedvarende højtrykssystem udviklede sig over Østantarktis og åbnede vejen for et langt, smalt 'transportbånd' af varm, fugtig luft (kaldet en atmosfærisk flod), der bevægede sig dybt ind over kontinentet.
Denne luftmasse transporterede varme fra lavere breddegrader ind i Antarktis' indre, hvilket kun sjældent sker om vinteren.
Skyer forbundet med systemet fungerede som en slags tæppe, der holdt på varmen nær overfladen og forhindrede den i at slippe ud i rummet. I stedet for en kortvarig temperaturstigning resulterede det i en langvarig og udbredt hedebølge.
Samtidig var havisen omkring Antarktis tæt på et rekordlavt niveau, og det omliggende Ishav på den sydlige halvkugle var usædvanligt varmt, hvilket sandsynligvis var knyttet til de samme atmosfæriske forhold.
Det var alle faktorer, som var med til at opretholde tilførslen af varme ind over Antarktis.
Globale konsekvenser
Naturlige variationer var med til at udløse denne hedebølge, men den fandt sted i et klimasystem, der allerede er forandret af menneskelig aktivitet.
Vores analyse, baseret på computersimuleringer, der sammenligner nutidens klima med en verden uden menneskelig påvirkning, viser, at klimaforandringerne gjorde hedebølgen i vinteren 2024 både kraftigere og mere sandsynlig.
Sådanne ekstreme vejrhændelser ville tidligere have været yderst sjældne, men i dag er de allerede betydeligt mere sandsynlige, og de kan blive op til 20 gange hyppigere inden udgangen af århundredet ved høje udledninger.
En hedebølge i Antarktis forekommer måske ret fjern i forhold til hverdagen, men det, der sker, har globale konsekvenser.
Advarselssignal fra det koldeste sted på Jorden
Antarktis rummer størstedelen af verdens ferskvand, bundet i enorme ismasser. Selv kortvarige opvarmningsperioder kan påvirke snefaldet, overfladesmeltningen og stabiliteten af de flydende ishylder, som holder gletsjerne tilbage.
Hvis disse ishylder bliver svækket, kan gletsjerne hurtigere bevæge sig ud i havet og bidrage til stigende havniveauer, der påvirker kystområder verden over.
Måske vigtigst af alt viser hedebølgen i 2024, hvordan klimaforandringerne ikke kun ændrer gennemsnitstemperaturer, men også ekstremer. Atmosfæriske processer, som altid har eksisteret, kan nu få langt større betydning i en varmere verden.
Derfor er hedebølger i Antarktis vigtige. Selv de mest afsides og koldeste dele af planeten bliver påvirket af den globale opvarmning. Og det, der sker – gennem stigende havniveauer og ændrede klimamønstre – får konsekvenser langt ud over polarområderne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
