Det danskejede palmeoliefirma i Malaysia og Indonesien, United Plantations, arbejder på at gøre palmeolieproduktionen mere bæredygtig.
Det får de en hjælpende hånd med af forskere fra Zoologisk Have, der i øjeblikket lusker rundt i plantageforetagenets jungleområder på Borneo for at finde leopardkatte til formålet.
De danske Plantageejere ønsker nemlig at nedbringe brugen af de skadelige sprøjtemidler, som de bekæmper rotter med, og erstatte dem med leopardkatte, som nyder at sætte tænderne i de irriterende gnavere og som lever i området i forvejen.
Sprøjtegift er farligt for både dyr og mennesker
Projektet er den del af et større samarbejde mellem plantagen og Zoologisk Have om at gøre driften af plantagen mere miljøvenlig. Og skal man gøre miljøet en tjeneste, er det ifølge Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoologisk Have, en særdeles fornuftig ide at nedbringe brugen af sprøjtegifte.
»Giften kan sive ned i vandløbene, som er den primære vandkilde for både dyr og mennesker i området. Man risikerer også, at de dyr, som folk fanger og spiser - fisk for eksempel - indeholder miljøgifte,« siger Bengt Holst, viceadministrerende direktør i Zoologisk Have.
Leopardkattens jagtvaner skal undersøges yderligere
Selvom leopardkatten ikke er i tæt familie med leoparden, deler den alligevel nogle karakteristika med sin større og mere berømte slægtning.
Farverne på pelsen er den mest åbenlyse. Derudover jager begge arter alene, og det foregår som regel om natten.
Bengt Holst fortæller, at leopardkattens jagtvaner skal studeres yderligere, før man kan vurdere, om det er det helt rigtige dyr til opgaven.
To leopardkatte skal gøde jorden for flere
»Det er for eksempel vigtigt at vide, hvor territorielle de er, og hvor stor et område den enkelte leopardkat i givet fald dækker. Det vil være problematisk, hvis hele plantagen bliver delt mellem få leopardkatte som jagtområde, da det er begrænset, hvor mange rotter en enkelt kat kan spise,« siger Bengt Holst.
Zoologisk Haves udsendte på Borneo har indtil videre fanget to leopardkatte og udstyret dem med radiosendere. Hvis det viser sig, at kattene har potentiale for at være plantagens rottedræbere, vil man arbejde aktivt på at få flere til området.
I galleriet ovenfor kan du se billeder af de to nyfangne leopardkatte.