Modsat hvad man måske forestiller sig om steder fyldt med skeletter, er lagerhallen i Odenses industrikvarter præget af en varm, behagelig stemning. Nærmest som hyggekrogen på et bibliotek.
Solskin fra talrige ovenlysvinduer stråler ned over rækkerne af høje træreoler, og der lugter af let sødligt støv.
De ansatte står ved høje arbejdsborde og vender og drejer knogler fra udvalgte skeletter. Deres bevægelser er beherskede, og stemmeføringen er afdæmpet.
De er omgivet af døden. Hver uge ankommer nye, afdøde danskere til deres arbejdsplads, hvoraf nogle mistede livet helt tilbage i bronzealderen 1500 år f.v.t. Men alligevel er døden ikke som sådan et emne, der fylder i hverdagen, fortæller professor og daglig leder af samlingen Jesper Boldsen fra Syddansk Universitet.
»Vi interesserer os faktisk ikke for de døde her. Vi interesserer os for de levede liv, der ligger forud for disse menneskers død,« siger han, da han tager imod på sit kontor.
En lind strøm af ‘de lokale’
I alt råder skeletsamlingen i Odense over 16.000 menneskeskeletter. Lige for tiden vokser samlingen med cirka 200 skeletter om året, og der er særligt mange af ‘de lokale’, som Jesper Boldsen formulerer det. Størstedelen af de nytilkomne skeletter stammer nemlig fra udgravningen af den nye letbane i Odense.
\ Skeletbiblioteket
Skeletsamlingen i Odense råder over menneskeskeletter fra jernalderen og frem.
Samlingen hører under Unit of Anthropology Department of Forensic Medicine på Syddansk Universitet – ADBOU i daglig tale.
ADBOU startede i 1992 og er den ene af to danske skeletsamlinger. Den anden ligger i København.
Odense-samlingen er ikke åben for offentligheden, men du kan se mere om den her.
Når byggearbejdere, arkæologer eller andre, der graver rundt i jordlagene, støder på et skelet, skal det nemlig fluks ud til Jesper Boldsen og hans forskerteam.
Her bliver skelettet dateret, alders- og kønsbestemt, og forskerne vurderer, om der er tale om resterne af en nylig forbrydelse, eller om vedkommende blot er en del af fortidens allestedsnærværende kirkegård.
Hvis det viser sig at være sidstnævnte, overgår skelettet til samlingen og den dertilhørende database. Særligt databasen er noget af en juvel, forklarer Jesper Boldsen.
»Alle indsamlede data om hvert skelet uploades i vores database, hvor forskere og andre fagpersoner kan gå ind og hente informationer om eksempelvis knæskaller eller tegn på syfilis i lårbensknogler fra vikingetiden. Vi har det hele,« siger Jesper Boldsen.
Knogler afslører samfundets produktivitet
På den måde kan forskerne bruge de forskellige skeletters skavanker og afmærkninger til at fortælle om det tilhørende liv, fortæller Jesper Boldsen. Om hvor længe vedkommende levede, hvor hårdt et arbejdsliv han havde, hvilken mad han spiste, og hvilke sygdomme der plagede.
»Det kan vi blandt andet bruge til at sige noget om, hvor høj produktivitet der var i samfundet på det sted, for syge individer kan ikke bidrage til samfundet i lige så høj grad som en sund person,« siger han.
Forskeres primære interesse er nemlig at blive klogere på fortidens samfund og menneskeracens evolution gennem tiden. Målet er at blive klogere på, hvorfor vi er, hvor vi er i dag, fortæller Jesper Boldsen.
Lige for tiden er en del af forskerholdet derfor i gang med at undersøge, hvordan livet har set ud i middelalderens Viborg, hvor der er fundet rester af en hel kirkegård fra dengang.
En helt nyttesløs metode skal forbedres
I dag er der ingen nye leverancer til samlingen, men alligevel er de ansatte i fuld gang i lagerhallen. To kvindelige studerende henter udvalgte papkasser fra hylderne og går i gang med at lægge puslespillet af gulnede skinneben og hovedskaller.
»Der mangler ofte nogle dele, men det er heller ikke altid, at det hele er nødvendigt for at kunne sige noget om vedkommende,« forklarer Jesper Boldsen.
Han skal selv have analyseret nogle skeletter i dag, da han og en kollega er i gang med at lave en ny metode til at aldersbestemme skeletterne. Altså hvor gamle de blev, ikke hvornår de levede. Hvornår de levede har man rimeligt godt styr på, men den er ifølge Jesper Boldsen helt galt med den måde, hvorpå man fastsætter skeletters alder ved dødstidspunktet.
»De nuværende metoder er så dårlige, at jeg faktisk ser det som uetisk at bruge dem i retsmedicinsk sammenhæng og nyttesløst i arkæologisk sammenhæng,« siger han.
Umuligt at sige, om folk blev 15 eller 85
I dag fastsætter arkæologer og retsmedicinere nemlig typisk skeletters alder ved at analysere strukturen og densiteten – det vil sige tætheden – på skeletternes bækken og kranium. Men det er helt utilstrækkeligt ifølge en række endnu upublicerede studier, som Jesper og hans amerikanske kollega og gæsteprofessor på Syddansk Universitet George Milner har lavet.
Jesper viser en række grafer frem på sin computerskærm med titlerne ‘Asia’, ‘Europe’, ‘Africa’, ‘America’, der alle viser stærkt svingende kurver over menneskelige livsspand.
»Vi har fundet ud af, at de parametre, man kigger på i bækken og kranium, varierer helt enormt mellem de forskellige verdensdele samt mellem de to køn plus en række andre faktorer. Det gør, at det i dag er praktisk talt umuligt at sige, om en person blev 15 eller 85,« fortæller han.
Hemmeligheden er flere knogler
Derfor er han og George Milner i gang med at gennemgå en række af samlingens skeletter igen for at teste en ny, mere præcis, metode. Det foregår, ved at de sammenligner de gamle knogler med skeletter fra andre samlinger, som de kender alderen på.
Jesper Boldsen tager en papkasse op på arbejdsbordet. Han og George Milner skiftes til at tage knogler op og lægge dem forsigtigt ud i det grove mønster af et menneske. Kraniet anbringes på et stykke stof for enden af bordet. Kæberne er faldet af og ligger ved siden af. Det er en mand fra 1200-tallet eller deromkring.
De to forskere tager i stilhed forskellige knogler op, drejer dem i hænderne, holder dem tæt op foran øjnene og lader forsigtigt fingrene glide hen over dem. Så mumler de hver især små kodeord om hulninger, udvoksninger, porøsitet og kontur, lægger knoglen fra sig og noterer på et clipboard.
»Den nye metode, vi arbejder på, går ud på at bruge informationer fra langt flere forskellige knogler fra skelettet og ikke kun kranium og bækken. Både fordi det jo ikke er altid, at man har de to ting, men også fordi det viser sig at give et langt bedre udsnit af skelettets overordnede tilstand og dermed alder,« forklarer Jesper Boldsen.
De skal derfor analysere så mange skeletter, de kan, fra så mange forskellige verdensdele som muligt for at kunne skabe en overordnet matematiske model, der præcist kan estimere alderen på nye fund.
Offer for et 800 år gammelt uheld
Analysen af den forhåndenværende middelaldermand fortsætter i ti minutters tid, til størstedelen af knoglerne har været gennem de opmærksomme hænder.
»Jeg tror, han var mellem 34 og 42, da han døde,« konstaterer Jesper Boldsen.
Det tror George Milner også. De ender dog i den høje ende – på 42 år – fordi George Milner gør opmærksom på nogle bittesmå, spidse udvoksninger i en hulning på lårbensknoglen.
De noterer resultatet, og manden indgår nu i opbygningen af den nye aldersmodel. Derudover fortæller Jesper Boldsen, at knoglerne også kan sladre om, hvad der slog manden ihjel.
»Han er formentlig død af en akut infektion eller ved et uheld, for hans skelet er relativt sundt og fint. Det bærer ikke tegn af nogle sygdomme eller skavanker, som vi ellers ofte ser hos folk fra dengang. Han har altså ikke været syg i længere tid, inden han døde, men er død pludseligt,« siger Jesper Boldsen.
»En fin fyr, der ligger foran os. Måske offer for et uheld for 800 år siden,« konstaterer han.
Omskrivning af historien må vente lidt
Den nye metode kan ifølge både Jesper Boldsen og George Milner blive en revolution inden for arkæologien. I dag er det en udbredt opfattelse, at fortidens mennesker ikke blev ret gamle, men det er baseret på den nuværende, upræcise aldersbestemmelse og kan derfor vise sig at være forkert, fortæller de.
»Indtil videre kan vi i hvert fald se, at der er flere fra gammel tid, der faktisk er blevet temmelig gamle – sommetider over 80,« fortæller Jesper Boldsen.
Der skal dog laves mere benarbejde, før forskerne kan sige med sikkerhed, hvor normalt det var i befolkningen at blive så gammel, pointerer han. Forskerne mangler blandt andet en sidste tur til en skeletsamling i den sydafrikanske hovedstad Pretoria, men forskerne håber at kunne få publiceret resultaterne i 2018.
Imens fortsætter det daglige arbejde i hallen med at modtage, analysere og arkivere nye skeletter.
»Business as usual,« siger Jesper Boldsen.
