Hvad kan narkobarons flodheste fortælle os om Danmarks nye vilde natur?

Da den colombianske narkobaron Pablo Escobar - med tilnavnet 'kongen af kokain' - døde i 1993, stod de lokale myndigheder med et uventet problem.

Siden 1970’erne havde fire flodheste levet i en sump i Escobars private zoo, der også husede zebraer, giraffer og kænguruer. Mens de andre dyr blev flyttet til andre zoologiske haver eller døde, havde ingen et godt svar på, hvad man skulle stille op med flodhestene.

De tonstunge dyr med det enorme gab var umulige at indfange. Derfor endte det med, at flodhestene fik lov at vandre frit omkring på Escobars ejendom.

En dag brød de fri, og nu er de en del af den colombianske natur.

Flodhestene, der oprindelig er afrikanske og aldrig før har været hjemmehørende i Sydamerika, trives i sådan en grad, at der i dag findes knap 200 af dem. Det anslås, at bestanden vil nå 1.000 i 2035.

Den ene fløj af politikere og fagfolk kalder dem »aggressive« og »invasive«. De frygter, at det enorme afrikanske pattedyrs indtog vil skade det sydamerikanske økosystem.

Den anden fløj af forskere ser med glæde på flodhestens fremmarch. Flodhestene udfylder et hul for store planteædere, som blev dræbt af mennesker for tusindvis af år siden, lyder det.

»Flodhestene har det strålende. Men mange mener, at de ikke hører til,« fortæller adjunkt Jeppe Aagaard Kristensen, der forsker i naturgenopretning og effekten af at udsætte store dyr i økosystemer, til Videnskab.dk.

Længslen efter urokser

Danmarks første naturnationalpark er netop indviet i Fussingø i Kronjylland - et område, hvor naturen får førsteret, og biodiversiteten kan boltre sig.

Naturnationalparkerne er første skridt i retningen mod mere vild natur. Og med det fødes oplagte spørgsmål.

Hvad er vild natur egentlig? Hvor går grænsen fra den ‘vilde’ til den ‘ikke vilde’ natur?

»Det bliver diskuteret heftigt, hvad basislinjen for vild natur bør være,« lyder det fra Jeppe Aagaard Kristensen, der er tilknyttet Institut for Biologi på Aarhus Universitet.

»Jeg mener, at vi har tendens til at have en romantisk indstilling til det,« tilføjer han så.

Vi længes efter urokser, stenalderlandskaber og arter, der strejfede eller summede omkring, før vi mennesker fordrev dem. Men det er en »uopnåelig utopi«, mener forskeren.

»Vi kan godt have høj biodiversitet og meningsfuld natur, som ikke kun er værdifuld, fordi det er et relikvie af noget gammelt. Idéen om, at så snart et menneske har påvirket naturen, så er det unaturligt og nærmest urent - den er dum og farlig.«

Hvorfor det?

»Fordi så kan vi lige så godt lade være. Det er en forkert måde at forstå verden på. Der findes ikke et sted i verden, der ikke er påvirket af menneskets aktivitet. Jeg arbejder selv meget i Arktis, og selv der er økosystemerne påvirket af menneskene,« siger han.

I stedet bør vi omfavne nye økosystemer og acceptere, at de på den ene eller anden måde vil være menneskeskabte, lyder budskabet.

Det bringer os tilbage til Pablo Escobars flodheste.

»De bliver puttet ned i en kasse, hvor de bliver stemplet som onde. Mens hjemmehørende arter er gode. I Colombia er de ikke så begejstrede for flodhestene, fordi de har nogle negative effekter på nogle arter. Det har alle planteædere.«

»Men planteædere - også de ikke-hjemmehørende - kan også have positive effekter på andre arter, som er afhængige af den rolle, de spiller i økosystemerne. Det er nemt at dokumentere,« mener Jeppe Aagaard Kristensen.

Sjældne planter vil have brede muler

Jeppe Aagaard Kristensen var i 2024 med til at udgive en videnskabelig artikel, der netop undersøger, hvilken effekt store planteædere har på planterne i forskellige økosystemer.

I studiet viser forskerne, at diversiteten af planter ikke påvirkes mere positivt eller negativt, alt efter om dyret er hjemmehørende eller ej.

»De fleste biodiversitetsforskere er enige om, at man bør fremme de hjemmehørende arter,« siger Jeppe Aagaard Kristensen:

»Men det, der betyder noget, er dyrets egenskaber,« siger Jeppe Aagaard Kristensen og peger på en specifik egenskab, der ser ud til at være altafgørende for dyrenes effekt på sammensætningen af planter.

»Jo bredere en mule dyret har, desto bedre er dyret for planterne,« forklarer han.

»Hvis et dyr har en bred mule, spiser de alt, der er på tallerkenen, frem for kun at vælge deres yndlingsmad. Derudover er bredmulerne også typisk store dyr, og har derfor brug for mere mad.«

Den store appetit skaber bedre plads til nogle af de plantearter, der ellers lever i skyggen af hurtigtvoksende græsser og buske. Til denne gruppe hører mange af de blomster, som er vigtige for insekter og andre organismer, som dermed også kan være i landskabet igen.

»I Europa er der mange, der savner uroksen. Men urterne, der sukker efter lys ved jordoverfladen, er i det store og hele ligeglad med om den græssende mule sidder på en skotsk højlandsko eller en uddød urokse. Det handler om dyrenes funktion,« siger Jeppe Aagaard Kristensen.

Heste-kadavere skabte ramaskrig i Holland

Vores idéer om naturen er tit bundet op på, hvad vi i fællesskabet og samfundet finder socialt acceptabelt. Eller ligefrem romantisk.

Står det til Jeppe Aagaard Kristensen, skal vi øve os i at skære den støj fra og se mere klart på, hvad der egentlig er bedst for naturen og biodiversiteten. Men det er ikke nemt. Et måske endnu mere opsigtsvækkende eksempel på dette finder vi i Holland.

I 1990’erne blev der etableret en nationalpark i Oostvaardersplassen i det centrale Holland, hvor naturens egne processer fik lov at råde i en hidtil uset grad. I parken lod man nemlig kadaverne fra dyr, der døde naturligt, ligge frit i landskabet.

»Det var virkeligt et ‘full on’ eksperiment, med en ambition om at dyrepopulationerne skulle være totalt selvregulerende,« siger Jeppe Aagaard Kristensen.

Men efter et par kolde vintre, kunne dyrene ikke finde tilstrækkeligt med mad. Og så lå der pludselig kadavere fra hjorte og rådnede i landskabet mellem stavrende og udmagrede heste og køer, som blev aflivet, inden de led samme skæbne.

‘Oostvaardersplassen-fiaskoen’ kaldes eksperimentet i en videnskabelig artikel, der kortlægger forløbet.

»Man kan sagtens argumentere for, at der var tale om ’naturlige udsving’ i økosystemet. Alligevel gik offentligheden naturligvis fuldstændig amok over det, og det kan jeg sin vis godt forstå. Det føles bare forkert,« fortæller Jeppe Aagaard Kristensen.

»Men fra et biodiversitetsperspektiv giver kadavere meget til ådselædere, insekter og planterne. Det taler vi slet ikke om herhjemme, fordi der er meget lav social accept af at have kadavere liggende.«

Mange familier ville måske foretrække en naturoplevelse, hvor ens børn ikke gik hen og stak fingeren i et kadaver. Måske er det irrationelt. Måske ikke. Kan du ikke - selv som forsker - godt sætte dig ind i, at man forholder sig følelsesmæssigt til de her ting?

»Min tilgang til det er, at jeg ville konsultere viden frem for min mavefornemmelse. Det er klart, at det ikke ligger lige naturligt for alle. Men det er en lang proces, som vi er i gang med, hvor vi måske er ved at få et nyt og mere virkelighedsnært forhold til naturen.«

»Den allerførste barriere findes oppe i vores hoveder: hvad kan vi forestille os, som værende vild natur? Hvad er natur? Og hvad er ikke natur? Det handler rigtig meget om vores naturforståelse,« slutter Jeppe Aagaard Kristensen.