I den vilde natur er liv og død ude af vores kontrol - også for dyrenes skyld

Rewilding er en af de varmeste kartofler i den offentlige debat (se eksempelvis her eller her). Det er nemlig nærmest det modsatte af den måde, vi i årtusinder har indrettet os på i det danske kulturlandskab og dyrehold.

Rewilding - eller genforvildning - er betegnelsen for genopretning af vild natur ved at give plads til den.

Og om nødvendigt, at man sætter store, vilde dyr ud, som er blevet udryddet af mennesker og derfor må genindføres for at opnå naturlige økosystemer igen.

Som for eksempel, når man udsætter vilde heste i Mols Bjerge eller elge i Lille Vildmose.

Men hvis vi vil genfortrylle jorden med store vildtlevende pattedyr, hvad er så vores ansvar? Hvor meget skal vi egentlig blande os i den genskabte naturs gang? Det vil vi diskutere i denne artikel.

Derfor er de store planteædere vigtige

Vi mennesker har udryddet halvdelen af de arter af vilde dyr, der har en kropsvægt på over 40 kilo, og erstattet dem med os selv og vores tamme husdyr.

Hvis vi vejer alle verdens pattedyr i dag, udgør vilde pattedyr nu kun cirka fire procent, mennesker cirka 34 procent og vores husdyr cirka 62 procent.

Det er især de større, vilde pattedyr, som er blevet reduceret. Men det erogså netop dem, der spiller en nøglerolle for en række processer i naturlige økosystemer.

De store planteædere har en særlig vigtig rolle, fordi de forstyrrer successionen – det vil sige udviklingen fra helt åbent land til lukket, mørk skov.

Når der er store planteædere til stede i et økosystem, udvikler der sig en varieret flora af urter, buske og træer i en mosaik af lysninger og åbne savanner og afveksling i form af krat og højskov.

Møgdyr og rovdyr hører med

Oversvømmelser, erosion, stormfald, brande og andre processer medvirker til at skabe variation og med ét slå successionen tilbage mod åbent land.

Men det er de store planteædere, som gennem længere tid opretholder de lysåbne plantesamfund og deres rige tilknyttede fauna af insekter og fugle.

Desuden er lorten fra de store planteædere levested for møgdyr og møgsvampe (altså dyr og svampe, der lever af møg), og ådslerne fra store dyr er levested for ådselsædende insekter, fugle og pattedyr.

Græsningslandskabernes mange insekter er vigtige fødeemner for fugle og flagermus. For at få et nogenlunde intakt pattedyrsamfund, hører også store rovdyr til, der dræber især unge og gamle planteædere.

Vi har ikke mange rovdyr i Danmark og heller ikke store pattedyr generelt.

Men i forrige mellemistid for 130.000 år siden – der minder om den varme tid, vi lever i i dag (Holocæn) – rummede Europa’s fauna på vores breddegrader et varieret pattedyrssamfund.

Foruden de pattedyr, vi kender i dag, var her for eksempel også vildsvin, bison, vildhest, urokse, kæmpehjort, skov-næsehorn, uldhåret næsehorn, skovelefant, huleløve, hulebjørn, leopard og plettet hyæne.

Den vilde natur må hegnes ind

Vi kommer måske ikke til at se hyæner og elefanter løbe rundt i Mols Bjerge i nær fremtid, men bisoner, okser og vildheste er allerede forsøgt genudsat i danske naturparker.

At få de store dyr tilbage i vores økosystemer rummer dog udfordringer.

Flere af dyrene er uddøde eller lever i små, truede bestande. Lige så stor en udfordring er det, at vi danskere har vænnet os til, at de største dyr i vores landskaber er harer, rådyr, dådyr, krondyr, grævling og ræv. Og at vi regulerer disse dyr, når de giver besvær.

Især dådyr og krondyr, hvis bestande har vokset i årtier, giver efterhånden væsentlige markskader.

De bliver derfor reguleret ved jagt til en tæthed (kilo dyr/areal) på omkring fem procent af den naturlige tæthed af store planteædere - det er det, man kalder økosystemets bæreevne. Bæreevnen i naturlige økosystemer er bestemt af hvor meget føde, der er gennem året.

Hvis dyr større end krondyr – for eksempel elg, bison, hest eller okse – sattes fri i det uhegnede landskab, ville vi få væsentligt større skader på afgrøder og tømmer, men også flere fatale sammenstød i trafikken.

Desuden ville de store planteædere blive tiltrukket af afgrøder eller dræbt i jagt og trafik frem for at være nøglearter i naturlige økosystemer.

Der er altså ingen vej uden om at indhegne naturreservater, som vi gerne vil udvikle til selvforvaltende økosystemer, hvor store, genudsatte dyr fungerer som nøglearter i naturlige tætheder. Altså, hvor stor bestanden ville være i et bestemt område, hvis den ikke var påvirket af mennesker.

Hvilke regler skal gælde de vildtlevende dyr?

Selvforvaltende natur var netop planen med de kommende 15 danske naturnationalparker. Man ville indhegne store naturområder og sætte store planteædere ud.

Men der er en slange i paradiset:

Hvis man lader store planteædere leve vildt, vil de yngle og bestanden vil vokse, så længe dyrene har rigeligt med føde. I praksis vil bestanden vokse, indtil der indtræffer fødeknaphed om vinteren.

Dette er egentlig naturligt, men kritikere fastholder, at hegnede naturreservater er unaturlige, og at de udsatte dyr er menneskers ansvar – og derfor skal behandles efter husdyrvelfærdsloven ligesom hobbydyr, kæledyr og produktionsdyr.

Og her starter balladen.

For hvordan kan man behandle vildtlevende dyr efter de samme regler som tamdyr, uden at tage vildheden ud af økosystemet?

Kenneth, den ene af indlæggets forfattere, bor i Sydafrika, som er en slags verdensmestre i rewilding. Det vender vi tilbage til. Først skal vi høre en historie, som indrammer det dilemma, vi ikke kan undslippe.

Fra vildkat til tamkat – dilemmaet ved at gribe ind i naturen

I Kenneths have bor en forvildet huskat, som med jævne mellemrum får killinger. De bedårende killinger kommer snart forsigtigt ud i haven og leger, men forsvinder derpå en efter en.

Indimellem finder Kenneth resterne af deres små kroppe.

Det er naturens barske gang, og fra Kenneths studier af geparder og sortfodede katte ved han, at det er helt normalt, at der bliver født flere unger end moren har mælk og ressourcer til at opfostre.

Men Kenneths datter ønsker sig brændende en af de nuttede killinger.

Så han overgiver sig til at lade hende efterlade leverpostejsbidder til den sidste overlevende killing i kuld nummer tre.

Killingen bliver gradvist fortrolig med menneskene og skifter usynligt status fra vildkat til tamkat.

Det viser sig at være en hunkat, som snart bliver kønsmoden. Kenneths dilemma er nu, om han skal få katten steriliseret, eller overtage naturens rolle som seriemorder af kattekillinger.

Som sultende killing tog den imod familiens mad, husly og kærlighed.

Men katten anede jo ikke, at det kunne koste den muligheden for nogensinde at få sine egne killinger.

Og dermed muligheden for at udfolde sit dybeste og mest grundlæggende instinkt for parring, fødsel og yngelpleje.

To valgmuligheder: Sterilisering eller aflivning

En tidlig morgen griber han den næsten voksne kat i nakken og tvinger den ind i et bur.

Den endnu halvvilde kat piver hjerteskærende og ryster hele vejen til dyrlægen. Det føles som forræderi. Også efter, at den fortumlede kat sent samme aften søger trøst, sammenrullet i Kenneths arme.

Historien stiller helt skarpt på dilemmaet: Hvis vi mennesker insisterer på at overtage ansvaret for liv og død frem for at lade naturen gå sin gang i naturnationalparkerne, så er der reelt kun to valgmuligheder:

Enten skal vi fratage dyrene mulighed for at yngle, så bestanden ikke vokser – eller også skal vi aflive de store dyr i rå mængder, inden de bliver så mange, at føden i økosystemet slipper op.

En umulig opgave?

Det er på den måde landbruget fungerer og sådan, den danske dyrevelfærdslov er skruet sammen i dag.

Det er ved at gå op for Naturstyrelsen, som har fået ansvaret for at løse den nærmest umulige opgave af politikerne.

Politikerne har besluttet, at de vilde dyr skal forvaltes som de tamme huskatte eller produktionsdyrene i staldene. Men vi tror ikke, politikerne har tænkt det helt igennem.

For konsekvensen bliver nu, at der bliver sat ikke-reproducerende dyr ud i flere kommende naturnationalparker – kastrerede stude og vallakker.

Mens dyrevelfærdsforkæmpere har protesteret højlydt over forholdene for udsatte dyr, har vi endnu ikke hørt protester over det tragiske i at kastrere handyr for at sikre dyrevelfærden i vild natur.

Biologisk set er kastration og sterilisering det værste, næst efter aflivning, man kan udsætte et individuelt dyr for. For det fratager dyret sit vigtigste livsmål: At forplante sig.

Kastrerede dyrs adfærd vil typisk blive ændret af den unaturlige hormonbalance, og derfor bruges kastration også som adfærdsregulerende indgreb hos tamdyr, der kan gøre dem til pacificerede ædemaskiner.

Overser de to vigtigste perspektiver

Kastrering synes at passe Naturstyrelsen, da man så undgår overbefolkning i naturområderne. Samtidig undgår man potentielle konflikter med publikum, hvis dyrene er for livlige, og man slipper også for at indfange ungdyr til øremærkning.

Men vi mener, at man overser de to vigtigste perspektiver, når det gælder vild natur:

1. Det var jo meningen med naturnationalparkerne, at vi skulle have vild natur i Danmark – ganske vist kun på 0,6 procent af landarealet, men dog vild natur. Med til den vilde natur hører vildtlevende dyr med plads og mulighed for at udfolde hele deres naturlige adfærd og i særdeleshed parring og yngelpleje. Det er, hvad vi forstår ved ultimativ dyrevelfærd.
   
2. Det er helt afgørende for selvforvaltende økosystemer, at bestandene af store dyr får lov at svinge naturligt omkring økosystemets bæreevne. Med den herskende nervøsitet for at dyrene kunne komme til at mangle noget, forudser vi, at man vil regulere bestandene til under 50 procent af den naturlige tæthed.

Vi mener derfor, at der er tungtvejende grunde til at sikrede vildtlevende dyrs mulighed for forplantning.

Konsekvensen bliver, at vi accepterer sult og sygdom som de vigtigste former for naturlig regulering i områder uden store rovdyr. Eller at vi regulerer kunstigt. Det bør i så fald ske så tæt på den naturlige tæthed af planteædere som praktisk muligt.

Simulerede rovdyr er ressourcekrævende

Man kan argumentere for, at reguleringen kan ske som simuleret prædation i naturreservater uden store rovdyr. Altså, hvor man afliver de dyr, som eventuelle rovdyr ville have spist.

Men det vil ikke være for byttedyrenes skyld.

Vi tvivler på, at der findes dyr, som ønsker at blive aflivet. Ligesom for mennesker, må aktiv dødshjælp betragtes som en etisk problematisk praksis.

Hvis man afstår fra at kontrollere de vildtlevende dyr, bør man også opgive det daglige tilsyn med dyrene.

Det er ekstremt ressourcekrævende – og desuden unødvendigt, hvis man accepterer, at naturen har kontrollen.

Hvis man vælger aktiv aflivning frem for naturlig regulering, kan man nøjes med en overvågning på bestandsniveau i vintermånederne. Overvågningen kan man så intensivere, hvis der opstår tegn på begyndende knaphed.

Omvendt ulandshjælp: Spørg Afrika til råds

Mange vil indvende, at det er i forvejen unaturligt, når planteæderne er indhegnet og lever uden store rovdyr. Og at man derfor ikke kan slippe kontrollen med dyrene som i den ’ægte’ vilde natur.

Men store planteædere kan også dø af sult i økosystemer med store rovdyr og uden hegn, eller være begrænset til små øer uden rovdyr.

Desuden kommer ulvene til at blande sig i reguleringen i de jyske naturnationalparker – hvis vi altså lader ulvene brede sig og accepterer den naturlige lidelse, prædation udgør.

Vi opfordrer til, at Naturstyrelsen og de ansvarlige politikere søger rådgivning hos aktører, som har erfaring med at genudsætte store, vilde dyr i hegnede reservater.

Kontakt for eksempel South African National Parks. De har næsten 100 års erfaring med rewilding på et samlet areal som Danmarks, hvilket har medvirket til at redde flere globalt truede dyrearter.

Det kunne fungere som omvendt ulandshjælp – fra Afrika til Danmark. Og det haster med sådan en overførsel af viden, inden de danske naturnationalparker kører af sporet.

Vi tør godt garantere for at kastration af handyr ikke vil indgå som en del af den afrikanske rådgivning til Danmark om rewilding.