KOMMENTAR: Når dyrs velfærd debatteres, bliver der ofte argumenteret med, at det frie og naturlige dyreliv er det samme som god dyrevelfærd. Med dette bidrag ønsker vi at udfordre den argumentation fagligt og etisk.
Naturlig dyreadfærd er for nyligt blevet sat under lup i en artikel i tidsskriftet Science.
Bag artiklen står professor i dyrevelfærd Marian S. Dawkins fra Oxford Universitet i England, og hun stiller – med udgangspunkt i de seneste årtiers internationale forskning – spørgsmålstegn ved, hvad naturlighed egentlig betyder for dyrs velfærd.
I det følgende præsenterer vi Dawkins’ argumentation og bygger videre på den.
Først må vi melde åbent ud, at vi på linje med Dawkins tager afsæt i en etisk bestemt forståelse af begrebet dyrevelfærd, som går ud på, at velfærden hos et dyr alene bestemmes af dets oplevelse af sin egen situation:
Positive oplevelser bidrager alt andet lige til at højne dyrevelfærden, og omvendt bidrager negative oplevelser til at sænke dyrevelfærden.
Hovedparten af dem, der forsker i dyrevelfærd, er enige med os i dette udgangspunkt, ligesom det flugter med ånden i den danske dyrevelfærdslov. Men der findes forskere og filosoffer, som mener, at mere og andet end dyrenes egne oplevelser betyder noget for dyrevelfærden.
Det kan for disse kolleger betyde noget, at dyret udfolder hele sin naturlige adfærd – også når dette ikke bidrager til bedre oplevelser for dyret, for eksempel når det skal kæmpe om en placering i dyreflokken.
Den tidligste dyrevelfærdsforskning fra omkring 1970’erne havde næsten alene fokus på at undgå meget negative oplevelser, såsom smerte og skader.
Det fokus er der stadig, men i dag forstår vi meget mere om, hvor komplekse dyr er – for eksempel med hensyn til deres evner til at opleve forskellige emotionelle tilstande, til at lære og dermed have erfaringer og forventninger.
Denne viden er erhvervet igennem de seneste cirka 50 år, hvor for eksempel laboratoriedyr, såsom mus og rotter, men også vilde dyr i fangenskab og produktionsdyr, har været genstand for forskning. Blandt andet for bedre at forstå deres biologi, og hvad den måde, vi holder dem på, betyder for dem.
Vi har derfor nu en meget bedre forståelse for dyrs mentale liv, og forskere har adgang til en række teknikker, som gør det muligt at sætte tal på, hvordan dyrene oplever deres egen situation.
Dawkins fremhæver, at forståelsen for, hvad dyr finder henholdsvis belønnende og/eller ubehageligt, muliggør, at velfærd kan bestemmes af dyrene selv, fremfor at gøre mennesker til dommere.
Tegn på positiv velfærd omfatter målbare indikatorer for, hvad dyr opfatter som belønnende. Det vil sige situationer, som de vil arbejde for at opnå, og som resulterer i positive tilstande (for eksempel velbehag og tilfredshed).
Tilsvarende omfatter tegn på negativ velfærd målbare indikatorer for, hvad dyr vil arbejde for at undgå, og som resulterer i negative tilstande (for eksempel ubehag, smerte, frygt og frustration) (se figur 1).
Ud over at undgå det mest negative var en stor del af den tidlige opmærksomhed om dyrs velfærd rettet mod dyrenes mulighed for at forblive sunde og biologisk velfungerende.
Det fokus er der stadig, men søges i dag i stadig højere grad koblet til, hvad dyret selv oplever i forbindelse med reduceret sundhed.
For eksempel vil man ikke bare sige, at et stort sår er værre for dyrs velfærd end et lille sår. Det afgørende er, hvad såret betyder for dyrets oplevelse. Gør det ondt? Er dyrets udfoldelsesmuligheder påvirket? Og så videre.
Det er let at få øje på forskelle imellem dyrs muligheder for udfoldelse i naturen og under produktionsforhold. Og det er let at se, at der tit er stor forskel på adfærden hos dyr, der holdes under meget restriktive forhold, og dyr, der lever i stimulusrige miljøer.
For eksempel vil grise, hvis de har muligheden for det, tilbringe en stor del af deres vågne tid med at undersøge deres omgivelser og søge føde, mens grise, der er opstaldet i stimulusfattige miljøer, vil være mere passive.
Det er oplagt, at man kan påvirke grisenes velfærd ved at give dem muligheder, som ligner dem, vildsvin har i naturen. Det var faktisk, hvad en gruppe forskere fra Skotland og Sverige gjorde i 1980’erne, hvor de lukkede drægtige søer ud i indhegnede skovområder og observerede dem under de frie forhold. Resultatet viste, at søerne byggede reder, og at grisene levede et aktivt liv.
Resultater som disse talte ind i en konklusion om, at jo mere man giver dyrene forhold, som minder om det, der ses i naturen, desto bedre bliver dyrevelfærden. Men den slutning vil vi sammen med Dawkins gerne advare mod.
For det første er det ikke svært at finde eksempler på naturlig dyreadfærd, som er lidelsesvoldende.
Her kan vi nævne observationer af hansøløver, der seksuelt chikanerer, sårer og i nogle tilfælde dræber hunner, hanaber, der dræber og spiser unger eller beskrivelser af, hvordan hyænehunde begynder at æde deres bytte, før det er dødt.
I nogle tilfælde kan man altså sagtens koble naturen til dårlig dyrevelfærd.
For det andet er det også muligt at få øje på noget helt unaturligt, som bidrager til god dyrevelfærd.
Et eksempel kan være såkaldte roterende kobørster, som er elektriske anordninger placeret i moderne kostalde i henhold til den gældende dyrevelfærdslovgivning.
Hudplejeadfærd forekommer hos kreaturer i naturen, ved at de for eksempel gnubber sig op ad træer. Dette bidrager til at holde hud og pels ren for eksempelvis insekter og parasitter.
De seneste 20 års forskning har vist, at hudplejeadfærd opfattes som positivt af kreaturer. Dyrene kan trænes til at trykke på en knap for derved at tænde en elektrisk børste, som kan børste deres krop.
Roterende kobørster er klart ikke lige så naturlige som træer, men flere undersøgelser viser dog, at adgang til at bruge børsterne opfattes som positivt af køerne.
De er for eksempel villige til at arbejde hårdt for adgang til børsterne ved at trykke sig igennem en låge med vægt på. Og hvis de gives valgmuligheden, vælger dyrene de mekaniske børster fremfor træerne.
I dette tilfælde er det unaturlige (kobørsten) altså bedre for dyrevelfærden end det naturlige alternativ (træet).
På baggrund af ovenstående eksempel og argumentation konkluderer Dawkins, at tendensen til ukritisk at sidestille naturlighed med god dyrevelfærd bør stoppe. I stedet vil det være meningsfuldt at tage det naturlige som udgangspunkt, men altid med kritisk øje for om det mest naturlige reelt opfattes positivt af dyrene.
Vi har her forsvaret et mere dyre-fokuseret syn på dyrevelfærd.
En lignende tilgang vil også kunne benyttes til at belyse dyrevelfærd hos dyr, som anvendes til naturpleje eller i naturnationalparker. Det er ikke en selvfølge, at dyr her vil opleve god dyrevelfærd.
Når dyr, for eksempel heste og kreaturer, slippes løs i indhegnede naturområder, sker det ikke primært for at fremme dyrevelfærden, men for at påvirke de insekter, planter og andre organismer, som lever i områderne.
For eksempel vil det, at dyrene æder græs og buske, bidrage til at give andre planter bedre vækstmuligheder. Her kan der let opstå en konflikt mellem naturforbedring og dyrevelfærd.
Et stykke ad vejen kan der være en win-win-situation i forhold til natur og dyrevelfærd. De græssende dyr har mulighed for at vise deres naturlige fødesøgningsadfærd, og en række plante- og insektarter får mulighed for at trives. Det er dog ikke svært at se, at der let kan komme konflikter.
For eksempel opnås de mest ønskelige effekter af dyrenes græsning først, når tilgængeligheden af føde i perioder er lav, for eksempel i vinterhalvåret. Det er først herefter, de græssende dyrs effekt på biodiversiteten virkelig vil slå igennem.
For dyrene derimod vil konsekvensen let kunne blive perioder med reduceret fødeindtag og dermed høj ædemotivation eller sult.
I de senere år har nye forskningsresultater, blandt andet fra Danmark, koblet adgang til reduceret energiindhold i føden med tilstedeværelsen af tegn på, at kreaturer oplever negative tilstande såsom frustration, og at deres motivation for at arbejde for foder i en sådan situation er væsentligt forhøjet sammenlignet med dyr, der fodres ad libitum.
Hvorvidt dyrenes oplevelser under reduceret fødetilgængelighed i naturpleje eller naturnationalparker kan sidestilles med resultater som disse er ikke klart, men det vil kunne undersøges.
Mere dramatisk kunne man forestille sig den mulighed, at man ville opnå en egentlig rewilding af dyrene ved en naturlig selektion af de mest nøjsomme og tilpasningsdygtige individer. Det er sådan, vilde dyrearter udvikler sig, men her er prisen, at mange dyr undervejs vil dø af sult og sygdom.
Dette er helt naturligt, men er det stik modsatte af god dyrevelfærd. Og netop af den grund vil en motivation om ’ikke at gå på kompromis med dyrevelfærden’ kræve, at der bliver sat klare etiske og dyrevelfærdsmæssige grænser for brugen af dyr til naturpleje og i naturnationalparker.
Præcis hvordan dyrevelfærd og naturpleje skal afvejes i forhold til hinanden er selvfølgelig en politisk beslutning.
