Jeg har oplevet, at folk omkring mig har vidt forskellige indtryk af, hvad mit arbejde som forsker går ud på.
Studerende, venner, kollegaer og familie ser hver især en lille bid af mig og tænker nok, at netop dén må være repræsentativ for, ‘hvad en forsker går og laver’.
Der er dog ikke nogen enkelt opgave, som kan give et retvisende billede, for en forsker løser en bred vifte af opgaver.
Nogle gange er det specialiseret nørdearbejde, og andre gange handler det om at indsamle penge til et nyt projekt.
I denne artikel vil jeg fortælle om 10 forskellige opgaver, jeg løser i mit arbejde som biologiforsker, og som måske vil nuancere din forståelse af, hvad forskere egentlig laver til dagligt.
1: Prøveindsamler (gummistøvle-delen)
Som mikrobiolog arbejder jeg med prøver, der indeholder bakterier. De kommer fra alle mulige steder - eksempelvis fra svinegårde i Danmark, hvor jeg har samlet lorteprøver med mine kollegaer.
Prøveindsamlingen er tit helt lavpraktisk med en kollega, der prøver at styre svinet med et drivbræt, mens en anden forsøger at få en lorteprøve i handsken.
Her gælder det om ikke at snuble, når svin skubber og bider nysgerrigt i vores dragter. Bakterier er overalt - så det må mikrobiologer også være.
2: Laboratoriearbejder (kittel-delen)
Mikrobiologiske prøver skal analyseres i laboratoriet. Her blandes mad (vækstmedie) til bakterier, som de kan vokse i, for eksempel i Erlenmeyer-kolber.
Vi kan også bruge agar (fortykningsmiddel, red.) til at gøre vækstmediet til fast føde i petriskåle, som bakterierne kan vokse oven på.
Når vi vil gemme bakteriestammer, smider vi dem i en fryser (-80 °C) med noget glycerol. Så kan de overleve længe i dvale, og vi kan vække dem igen, når der er brug for det.
I laboratoriet hiver vi også DNA ud af bakterierne. Både fra de isolerede bakterier og direkte fra mange forskellige arter i et bakteriesamfund, et såkaldt mikrobiom.
Ved at analysere alle bakteriers DNA på én gang i en prøve kan vi opdage mange nye arter og også lære en masse om bakterier og andre organismer, der ikke gider gro i laboratoriet.
For nylig opdagede vi over 1.300 nye bakteriearter i spildevand med sådanne analyser, efter at vi havde trukket blandet DNA ud af spildevandet.
3: Dataanalytiker (kaffe-delen)
Mange områder inden for biologien er blevet meget datatunge. Eksempelvis læsning af mikrobiomer, der foretages af maskiner i laboratoriet og resulterer i store datamængder.
DNA består af bogstaverne A (adenin), C (cytosin), G (guanin), og T (Thymin), som kan sammensættes på utrolig mange måder i biologiske organismer.
6.000 milliarder DNA-bogstaver læses på maskinen Illumina NovaSeq6000 i løbet af et par døgn. Det svarer til at læse bogserien bag Game of Thrones flere gange i sekundet.
Datamængderne er alt for store til, at jeg effektivt kan arbejde med dem på min bærbare arbejdscomputer eller min gaming-PC derhjemme. Det er skam ikke, fordi jeg ikke har prøvet.
For at arbejde effektivt bruger jeg typisk supercomputere bestående af mange sammenkoblede computere, eksempelvis Computerome2 på DTU Risø.
Så holdes larmen og varmen fra de hårdtarbejdende computere i store containere, og det er behageligt både hjemme og på kontoret.
Man bruger supercomputeren ved at etablere en krypteret tunnel mellem den og sin egen PC via internettet.
Igennem denne sikrede tunnel kan man så fjernstyre supercomputeren og køre kode, der fortæller de mange computere i klyngen, hvordan og i hvilken rækkefølge de skal udføre tusindvis af opgaver på filer, der indeholder DNA-data.
4: Foredragsholder og debattør (skjorte-delen)
Som forsker bliver jeg inviteret til konferencer, hvor arrangørerne gerne vil have, at jeg præsenterer min forskning og mine resultater.
I august 2024 var jeg for eksempel i Cape Town, Sydafrika, for at præsentere vores forskning på en stor konference for mikrobiologi, der hedder ISME19.
Efter min præsentation får andre forskere mulighed for at udfordre argumentationen, resultaterne og metoderne.
Den tradition udspringer af idéen om, at hypoteser skal tryktestes og tåle modstand for at være videnskabelige. Kan mine internationale kolleger komme på andre fortolkninger end mig? Kan de opdage fejl i min analyse, eller er der noget, jeg bør dobbelttjekke, inden jeg skriver en artikel?
Håbet er, at vi sammen kan afvise alternative forklaringer og stå tilbage med én god teori, der elegant forklarer data. Denne måde at udvikle viden på har vist sig at være enormt succesfuld og gør videnskaben speciel.
Programmerne er typisk hårdtpakkede. Flere 10-timers arbejdsdage med middage og ‘networking events’ indimellem er ret normalt.
Jeg synes både, det er noget af det hårdeste og bedste ved mit arbejde som forsker.
5: Forfatter (brille-delen)
Dette er måske det mest åbenlyse, som mange forbinder forskere med: Vi skriver videnskabelige artikler. Formatet har været den primære måde, hvorpå forskere i flere hundrede år har delt deres videnskabelige arbejde med fagfæller verden over.
Denne type udgivelser er meget svære og langsommelige at skrive. Det kan være svært at forstå alle rejserne, gårdbesøgene, prøveindsamlingerne, laboratoriearbejdet, dataanalysen og statistikken, der danner grundlaget for en hypotetisk sætning som denne:
»Brugen af tetracyklin på svinegårde var positivt forbundet med hyppigheden af gener, der giver bakterier antibiotikaresistens (p = 0,0013 og n = 59).«
Det tog ikke ret lang tid at skrive den sætning. Men det gjorde det at besøge 59 forskellige gårde (n), indsamle prøver, analysere dem i laboratoriet, supercomputer-arbejdet og efterfølgende databehandling og statistik.
Når vi synes, at vores studie er færdigbeskrevet i artiklen, sender vi den til et videnskabeligt, fagfællebedømt tidsskrift. Hvis tidsskriftets redaktør er interesseret, sendes artiklen videre ud til anonyme fagfæller, der skal bedømme og kritisere arbejdet.
Det er med til at kvalitetssikre arbejdet, og det er heller ikke unormalt, at man bliver bedt om at lave flere forsøg eller ændre ting.
6: Fundraiser (raslebøsse-delen)
Selvom man er ansat som forsker på et universitet, betyder det ikke, at man har råd til de midler, det udstyr og de materialer, som forskning kræver. Vi forskere bruger faktisk en del tid på at søge penge til vores forskningsprojekter.
Til min store glæde valgte Novo Nordisk Fonden i 2024 at støtte et forskningsprojekt, jeg søgte finansiering til. Med 11 millioner kroner i ryggen kan jeg udføre projektet MULTIBIOMINE.
På den ene side er det vidunderligt at kunne drømme og definere de spændende projekter, man vil arbejde med.
På den anden side er det også en benhård konkurrence, hvor vi forskere kæmper om den samme pose penge. Langt de fleste forskeres ansøgninger bliver afvist i sådanne åbne konkurrencer (11 procent succes hos DFF Sapere Aude).
Både ansøgernes kvalifikationer, projektets kvalitet og mulige videnskabelige og samfundsmæssige udbytte vurderes. Hvor godt passer projektet til giverens ønsker?
7: Leder, vejleder og mentor (coach-delen)
Når man leder projekter for bachelor-, kandidat- eller ph.d.-studerende, er man ikke bare en traditionel ‘leder’.
Nej, man er også vejleder. Målet med projektet er ikke kun det forskningsmæssige udbytte, man uddanner og træner også fremtidens ingeniører, videnskabsfolk og forskere.
Dette samarbejde, hvor en mere erfaren arbejder med en mindre erfaren på et projekt, er meget gammelt og ikke specifikt for videnskaben. Det ses for eksempel også i forholdet mellem en mester og en svend.
Vores håndværk er videnskab, og svendestykket er et stykke viden, for eksempel et kandidatspeciale eller en ph.d.-afhandling, der inkluderer flere videnskabelige studier.
8: Kursus-udvikler & underviser (tavle-delen)
En anden vigtig opgave, som forskere har på universitetet, er selvfølgelig undervisning. På DTU uddanner vi eksempelvis fremtidige ingeniører.
Nogle ender i store industrivirksomheder, mens andre bliver iværksættere eller fremtidens universitetsforskere.
Vi forskere beslutter, hvilke kurser og hvilket pensum de studerende møder under deres uddannelse.
Når vi skal lave nye kurser, findes der ikke altid egnede lærebøger. Derfor må vi nogle gange selv udvikle undervisningsmateriale og skrive tekster til de studerende.
Selv er jeg medansvarlig for et kandidatkursus på DTU i analyse af blandet DNA fra mikrobiomer, såkaldte ’metagenomer’.
Vores studerende fjernstyrer en supercomputer, som de bruger til at analysere milliarder af DNA-sekvenser.
9: Studerende (skoleuniform-delen)
Selvom man har været studerende i 20+ år, er man ikke for gammel til skolebænken!
Forskere har brug for efteruddannelse og opkvalificering i takt med stigende ansvarsområder og specifikke funktioner.
Med henblik på at blive lektor skulle jeg for eksempel gennemføre et universitetspædagogikum: en ekstra 1-årig uddannelse i at undervise på universitetet (UDTU).
Vi lærer at sætte læringsmål for vores studerende og derefter udarbejde hele kurser med undervisning, øvelser og eksaminering, så komponenterne passer sammen.
Som undervisere skal vi indsamle og analysere feedback fra andre og kontinuerligt reflektere over og forbedre vores kurser. Vi har et undervisningsporteføljedokument, som kan udvikles gennem hele vores karriere.
Fordi jeg skulle være hovedvejleder for fremtidens forskere (ph.d.-studerende), tog jeg også DTU’s ‘PhD Supervision Programme’.
10: Formidler af viden (influencer-delen)
Sidst, men ikke mindst, tager jeg ud og formidler min viden om eksempelvis antibiotikaresistens i form af mundtlige oplæg til Forskningens Døgn, til Bloom School, Vin og Viden og på en improv standup klub.
Jeg skriver populærvidenskabelige artikler om eksempelvis kødrobotter og antibiotikaresistens til Videnskab.dk. Artiklen, du læser nu, er også formidling: ikke decideret forskningsformidling, men formidling af, hvad det vil sige at være universitetsforsker.
På LinkedIn deler jeg viden i form af kortere indlæg. Det kan også inkludere videomateriale.
Derudover stiller jeg mig til rådighed, når journalister har brug for min viden. Det kan være uformelle samtaler om baggrundsviden eller ekspertudtalelser til eksempelvis radio eller TV.
Siden universitetsloven fra 2003 har universiteterne haft formidlingspligt. Forskere formidler deres viden til resten af samfundet, og derfor takker vi også tit ja, når for eksempel journalister efterspørger vores viden.
Fra Carlsbergfondet har jeg modtaget Carlsberg Mindelegat, som jeg bruger til at lave videoer om mikrobiomer målrettet unge og neurodivergente.
Sundhedsdonationer har også støttet en national oplysningskampagne om antibiotikaresistens, som jeg leder. Med partnere laver jeg podcasts, videoer, annoncer, artikler, oplæg og meget andet spændende formidling. Stay tuned!
Det var blot nogle af de roller, jeg udfylder som forsker. Men jeg laver faktisk også andre ting, der ikke engang passer i ovenstående liste.
Det hele kan ikke dækkes her, men jeg håber, du fik udvidet din forståelse for vi forskeres arbejde!
