Umuligt dilemma: Patient eller publicering? 

»Det er i mine tanker hele tiden, at der er en patient i den anden ende, ikke? Vi kan ikke bare smide cellerne ud, hvis det ikke virker, du ved. Man gør alt for at redde, hvad man kan redde.«

Sådan fortæller forsker Kamilla W. Zornhagen under et interview i et københavnsk laboratorium, hvor hun sammen med kollegaer arbejder med at gro 'mini-tumorer' fra kræftceller, der stammer fra patienter på Rigshospitalet.

Disse mini-tumorer kaldes i fagsprog organoider og bruges til at teste mulige eksperimentelle behandlinger til uhelbredeligt syge kræftpatienter.

Håbet er, at organoiderne kan fungere som en slags 'avatar' for patientens kræft, så forskerne kan vurdere, om en behandling vil virke eller ej, før de giver den til patienten.

Vi har fulgt laboratorieforskere, onkologer og kræftpatienter, som er med til at udvikle fremtidens præcisionsmedicin, altså skræddersyede behandlinger, der blandt andet bygger på patientens genetik.

Vores forskning er en del af MeInWe-projektet, der undersøger de etiske aspekter ved at introducere præcisionsmedicin i Danmark. Vores observationer og analyser er publiceret her og her.

Vi fokuserer her særligt på laboratorieforskernes arbejde. For netop denne gruppe forskere står i et særligt dilemma, som handler om, at det kan være svært både at hjælpe patienter og producere forskningsresultater, som kan publiceres.

Det er nemlig ikke altid, at det der er bedst for patienterne også er det, der giver de gode forskningsresultater og sikrer den videre finansiering af deres arbejde.

Laboratorieforskning helt tæt på patienterne

Der har i mange år været politisk opmærksomhed på det problem, at meget af den prækliniske laboratorieforskning (hvor lægemidler udvikles og testes, før de bruges i mennesker) ikke kan ’oversættes’ til behandlinger, som gavner patienterne ude i klinikken.

Projektet ’PreCan’ er et forsøg på at bringe laboratoriet og klinikken tættere sammen, så modellerne i laboratoriet kan få direkte betydning for behandlingen af patienterne.

For forskerne er netop dette en stor del af motivationen for deres arbejde. De fremhæver for eksempel, at deres nuværende arbejde adskiller sig fra standard laboratorieforskning ved at være »så tæt på patienten, i alt hvad vi gør«.

De understreger, at det at kunne hjælpe nogen er meget motiverende og drivkraften for dem.

Men samtidig gør de det også tydeligt, at den tætte kobling til klinisk praksis medfører nye former for bekymringer, ansvar, og dilemmaer.

En patient i hver brønd

Kamilla W. Zornhagen og hendes kollegaer placerer patienternes kræftceller i et 3D-mikromiljø, som minder om en tumor i en patients krop, og de sørger hele tiden for, at de har de rigtige vækstbetingelser.

Da Mie, en af artiklens forfattere, besøgte laboratoriet for allerførste gang, beskrev en af forskerne det varmeskab, som huser organoiderne, med ordene: »Det er næsten et helt hospital.«

Hun åbnede skabet og viste Mie rækkerne af brøndplader - en slags små petriskåle - og tilføjede: »Der er en patient i hver brønd.«

Organoiderne ser med det blotte øje ikke anderledes ud end almindelige cellekulturer.

Men ordvalget udtrykker den direkte forbindelse til individuelle uhelbredeligt syge patienter, som forskerne håber på at kunne gøre en afgørende forskel for her og nu.

Hvis deres organoider kan hjælpe med at udpege en behandling til patienterne, så vil det, som Kamilla udtrykker, være patienternes »allersidste skud i bøssen«.

Kamilla og hendes kolleger gør derfor, alt hvad de kan for at få kræftcellerne til at vokse sig til organoider, som de kan teste de eksperimentelle behandlinger på.

Et kapløb med tiden

Processen for at få kræftcellerne til at vokse i laboratorier er langsom og usikker – nogle celler dør eller vokser slet ikke, og det er ikke altid klart hvorfor.

Det er frustrerende, især fordi patienterne ikke kan vente ret længe. De patienter, som har leveret tumorvæv til organoiderne, kan ikke længere behandles med standard kræftbehandling.

Vi observerede eksempelvis en dag, hvordan Kamilla utålmodigt ventede på et opkald fra hospitalet.

Hun fortalte, at hun altid er bekymret for, at de fra hospitalets side vil glemme at ringe med det samme, når nye biopsier med kræftvæv er udtaget fra patienterne.

Tiden fra udtagning til etablering af organoiderne er nemlig afgørende for kræftcellernes chancer for at gro uden for kroppen. I et senere interview sagde hun:

»Jeg bekymrer mig virkelig om patienterne. Det er så trist, når jeg får at vide, at nogen er død. Så tænker jeg, at måske var jeg en uge for sent ude med en lægemiddeltest. Selvom jeg godt ved, at en uge ikke gør forskellen, når patienterne er så syge, tænker jeg stadig over det.«

»Og det er også derfor, jeg bliver så frustreret, når organoiderne ikke vil vokse, eller når lægemiddeltestene ikke virker ... På grund af patienterne vil jeg være så sikker som muligt (før jeg anbefaler en behandling, red.).«

Svært at levere resultater, der kan publiceres

Eksemplet ovenfor illustrerer det uvante tidspres, som pålægges laboratorieforskerne, når deres forskningsresultater skal leveres inden for et snævert klinisk tidsvindue, hvor patienten stadig er rask nok til at modtage behandling.

Tidspresset gør det samtidig svært for forskerne at levere publicerbare resultater til forskningsfeltet – resultater, som er afgørende for at skaffe nye midler til at fortsætte forskningen og hjælpen til patienterne.

Når de skal levere testresultater til klinisk brug, er der ofte ikke nok organoider til at gentage testene og dermed validere resultatet, sådan som standarderne i forskningsfeltet kræver.

Fondenes krav kan gøre vejen fra laboratorie til patient længere

Professor Janine Erler arbejder på KU's biomedicinske forskningscenter (BRIC) og leder PreCan projektets laboratoriedel.

Hun fortæller i et interview, at mange forskere afholder sig fra at satse på translationel forskning (se faktaboks) på grund af de mange usikkerheder og praktiske udfordringer, som kan sætte en forskerkarriere på spil.

Janine Erler fremhæver særligt, at det er paradoksalt, hvordan hun og hendes kollegaer i jagten på den næste bevilling hele tiden må tilføje nye elementer til deres projekter.

Det kan i sidste ende spænde ben for forskningens betydning ude i klinikken.

»Det komplicerer translationen fra forskning til klinik, at vi hele tiden må lægge nye elementer til projektet, fordi fondene kun vil støtte projekter, der har en vis grad af nyhedsværdi.

Men nogle gange har vi faktisk brug for at gøre mere af det samme for at få de data, der skal til for at skabe robuste resultater.

»Men for at skaffe fondsmidler, så tilføjer vi endnu et lag til et i forvejen komplekst projekt. Den øgede kompleksitet kan være nok så forskningsmæssigt relevant og interessant, men den hjælper ikke nødvendigvis patienterne. Det kan jeg godt blive fortvivlet over. Det er virkelig, virkelig udfordrende.«

Hvordan sikrer vi forskning, som kan komme patienterne til gode?

Janine Erlers bekymring rejser fundamentale spørgsmål om rammerne for den translationelle forskning i en tid, hvor både høje krav til antallet af publiceringer og nytænkning er en forudsætning at skaffe finansiering.

Strukturerne for funding tvinger forskerne til at øge tempoet og kompleksiteten af projekterne, uden at det nødvendigvis afspejler behovet ude på i klinikken.

Forskere oplever altså, at de skal vælge mellem projekter, som gør gavn for patienter, og aktiviteter, som med større sikkerhed gavner deres forskningskarriere.

Sidstnævnte kan være projekter med nye innovative metoder eller eksperimenter med større garanti for at få reproducerbare resultater, som er lettere at få udgivet i prestigefyldte tidsskrifter.

Problemet er, at det ikke altid er den type forskning, som har størst klinisk relevans.

Hjælp til patienter og forskerkarriere må gå hånd i hånd

I vores forskningsprojekt fulgte og interviewede vi også de læger fra den eksperimentelle onkologiske enhed på Rigshospitalet, som til dagligt står med de uhelbredeligt syge patienter.

Ulrik Lassen, der er professor og overlæge ved Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet og leder af den kliniske del af PreCan-projektet, forstår forskernes dilemma.

Men han fremhæver også, at der fra klinisk side er et stort ønske om det translationelle samarbejde, hvor laboratorieforskernes arbejde får mere direkte betydning for patienterne.

I sidste ende handler det om at finde nye og bedre behandlinger til patienterne. Det kræver ifølge Lassen, at han og kollegaerne på kræftafdelingerne udnytter de kompetencer, laboratorieforskerne tilbyder.

For at løse udfordringen med manglende oversættelse fra laboratorie til klinik må vi gentænke rammerne for denne type forskning, så laboratorieforskere kan forene ønsket om at hjælpe patienter med en ambitiøs forskerkarriere.