Starstruck og med tobakshunger i Melbourne: Hun ændrede min forståelse af liv

Som de fleste andre dage i 2018 hoppede jeg af bussen i Kongens Lyngby ved et af stoppestederne på Danmarks Tekniske Universitet.

Derfra tog autopiloten over og førte mig til mit kontor. Her arbejdede jeg som nyuddannet forsker (ph.d.), primært med at undersøge bakterier i svinelort.

Hvad, jeg troede, skulle blive en ordinær dag med møder, data-analyse og rygepauser, blev pludselig meget mere spændende.

En mail tikkede ind i fra selveste professor Jillian Fiona Banfield.

Hun er en af de mest imponerende mennesker, jeg kendte til. Lynende skarp, arbejdsom, respekteret og produktiv. Og professor i både USA og Australien.

Hun skrev, at hun havde opdaget noget spændende i vores data fra dansk svinelort.

To år før havde jeg analyseret milliarder af DNA-stykker fra dansk svinelort under et forskningsophold hos hende ved University of California, Berkeley i USA.

I mit data så hun siden mange nye ting. Ting, der ikke lignede noget, vi havde set før!

Jeg forsker normalt i bakterier og deres udveksling af DNA-stykker, der gør dem farlige og modstandsdygtige over for lægens antibiotika. Denne antibiotikaresistens slår hvert år over en million mennesker ihjel.

Professor Jillian Fiona Banfields - Jill fra nu af - observation og min nysgerrighed handlede nu om et mere grundvidenskabeligt spørgsmål.

Hvad forstår biologer ved liv?

Hun havde spottet DNA fra noget, der havde potentiale til at rokke ved min forståelse af det levende og det døde.

Hvis hun havde ret, så havde grundbøgerne og min egen referenceramme brug for en opdatering!

Og nu spurgte hun, om jeg ville besøge hende i Australien en måneds tid for at arbejde med disse fund.

Forestil dig at blive ringet op af Elton John, som vil arbejde sammen, fordi han kunne lide en melodi, du nynnede. Selvfølgelig ville jeg det!

Men hold op, jeg var nervøs.

En af mine første tanker var, at jeg blev nødt til at stoppe med at ryge. Det ville virke for dumt og useriøst at bruge turen på rygepauser: Vi skulle jo lave ny viden.

Den sidste smøg

Lige foran Københavns Lufthavn fyldte jeg lungerne med luft. Kastrupsk luft beriget med nikotin suget gennem en rød-glødende, knitrende cecil. Det kildrede dejligt i halsen og fjernede hurtigt uroen.

En uro, som nikotinafhængige læsere vil hade, at de genkender.

Om ikke så længe skulle jeg flyve noget nær så langt væk, jeg kunne, uden et rumskib: Melbourne. Helt nede på Australiens sydlige spids.

Tankemylderet var i gang.

Hvorfor havde jeg ikke selv studset over de mærkelige DNA-stykker, som Jill var så begejstret for?

Det var pinligt, syntes jeg. Øv. Hvorfor var jeg heller ikke kommet helt i mål med det studie?

Fuck det. Jeg kan godt nå én smøg mere, tænkte jeg. Det skulle trods alt være den SIDSTE smøg nogensinde.

Cigaretter koster en bondegård i Australien, og jeg gad ikke at virke doven eller udisciplineret, med stort pause-behov, når jeg skulle arbejde tæt sammen med Jill.

Jeg var ikke ligefrem kæderyger, men lige der foran terminalen vendte jeg det ulmende skod vandret 180°, og sugede liv i den næste.

Jeg var høj på nikotin, da jeg kylede de sidste ni røde Cecil i skraldespanden og gik ind og ledte efter flyet til Hong Kong. Mit mellemstop.

Da jeg endelig ankom jetlagged til Melbourne, havde jeg det forfærdeligt.

En lammende hovedpine overbeviste mig om, at jeg ville kaste op. Måske i lobbyen på hotellet.

Jeg krøb forsigtigt ned ad gangen mod mit værelse og forsøgte at undgå alt, der kunne øge min puls, som bankede løs i mit kranie.

Efter en del lidelse, gik det op for mig, hvorfor jeg skulle straffes sådan. Min rejse havde varet et helt døgn.

Et døgn, hvor jeg ikke havde røget. Men også et døgn, hvor jeg i min selvynk konsekvent havde takket ja til rødvin til fordel for stewardessernes kaffe, som jeg plejede at vælge.

Med hverken nikotin eller koffein i blodet må det have været over et årti siden, min krop havde været så stimulant-berøvet.

Efter flere healende kopper ’koncentrations-juice’ lavet på kaffebønner, var mit blodtryk tåleligt, og jeg faldt i søvn lettet over, at jeg havde klaret rejsens første prøvelse; at holde mig fra cigaretter.

»Arrh, pig poo Patrick!«

Da jeg ankom til fakultetet for jord- og plantevidenskab på universitetet i Melbourne, blev jeg taget imod og vist hen til Jills kontor.

Der sad den kendte, australske professor, mere eller mindre som jeg husker hende. Langt mørkt hår, men måske lidt flere grå, end da jeg først mødte hende på UC Berkeley.

Jills ansigt var oplyst af skærmen fra en stakkels laptop, som hendes fingre haglede ned over, og fremmanede en tyfon af ord på skærmen.

Hun så op på mig med sine isblå øjne og smilede, da hun genkendte mig:

»Arrh, pig poo Patrick!«

Navnet opstod dengang, jeg var på UC Berkeley og præsenterede min forskning.

Jeg viste med en fingerbevægelse, hvordan vi på gårdbesøg lokkede danske svin til at aflevere lort i vores latexhandsker. Tænk en kroget fingerbevægelse, som en arketypisk Disney-heks lokker børn til sig.

Jeg havde ikke det fjerneste imod det nye navn. Jeg var blot glad for, at den travle professor huskede mig.

Jills MacBook var så slidt, at jeg aldrig havde set så træt en computer. Kun få taster kunne afkodes.

Med de mange millioner Jill havde skaffet i forskningsbevillinger, var det tydeligvis ikke et spørgsmål om penge. Forklaringen var nok nærmere, at tid med computerskift var tid, hvor der ikke blev skabt ny viden.

Det torturerede tastatur mindede mig om, hvad den excentriske, ungarske matematiker Paul Erdős sagde, da han stoppede sit amfetamin-forbrug i en måned for at bevise sin uafhængighed.

»You've set mathematics back a month.« Du har sat matematikken tilbage med en måned.

Han kunne ikke tænke ordentligt og passe sit arbejde uden den kraftige stimulant. Mon nutidens psykiatere ville sige Paul havde ADHD og brug for amfetaminer?

Mange professorer arbejder røven ud af bukserne. Videnskaben er utroligt vanedannende, men det må også være den mest noble og brugbare afhængighed, man kan have, tænkte jeg.

Jeg mærkede rygetrangen komme snigende.

Var nikotin virkelig så slem? Hov, ledte min hjerne bare efter en undskyldning for at ryge igen?

Jill bemærkede min parfume og mindede mig om, at hun var sensitiv over for lugte.

Godt, jeg ikke også stank af nyligt afbrændt tobak, tænkte jeg kort efter på badeværelset i færd med at gnubbe min parfume af under vandhanen.

DNA-puslespil med millioner af brikker

Den næste måneds tid sad Jill og jeg på et kontor vendt mod hinanden med et par meters afstand.

Jill havde opfundet og forfinet en teknik som mange mikrobiologer benyttede i dag. En teknik der kan rekonstruere mikroorganismers arvemasse fra prøver med blandet DNA.

Lad mig forklare med en puslespilmetafor, hvordan vi arbejdede med teknikken:

Forestil dig, at du har en kæmpe bunke med brikker fra flere forskellige puslespil.

Du begynder at løse dem og får samlet en gris, en ko og et får. Men pludselig har du også samlet et puslespil, der viser en helt ny dyreart, som ingen før har opdaget.

Ligesom du kan se, at et puslespil er færdigt, når der ikke er huller i, kan man faktisk også se, når mange mikroorganismers arvemasse er samlet færdigt. De fleste danner nemlig en cirkel, hvor vi kan se enderne, passer sammen.

Vi sad koncentreret, arbejdede og sled på vores tastaturer.

Men tit vendte vi også videnskabelige spørgsmål med hinanden, diskuterede de næste analyser vi skulle køre på den såkaldte supercomputer, hvordan figurer skulle se ud og hvilke statistiske tests, der skulle til.

Hvad er liv?

Men for at vores arbejde og motivation giver mening, så lad mig forklare, hvad vi biologer forstår ved liv og ikke-liv.

’Liv’ omfatter mennesker, andre dyr, planter, svampe og bakterier. Vi og andet levende er beslægtet i livets træ.

Som til en stor fætter-kusine-fest er der en række kendetegn, vi deler. Ikke noget så simpelt som en kroget næse - men vi er for eksempel komplekse, har celle-membraner og stofskifte.

Vi er ’levende’ og i konstant forandring. Alligevel bevarer vi en snært af en lighed til vores fjerne gran-fætter-og-kusiner-arter. Vores gener vidner om dette slægtskab.

E. coli-bakterien har over 5.000 gener, mennesket har over 20.000. Og RIGTIGT komplekst liv som amøber kan have over 30.000 gener. Tænk over det, inden du kalder nogen en amøbe.

Virus er derimod ikke ’levende’. De har ingen celler, intet stofskifte. De er små og simple. Den influenza A-virus, der gjorde dig syg sidste vinter? Kun 10 gener.

Men denne skillelinje mellem simpelt ikke-liv og komplekst liv, skulle vores arbejde ryste.

Brikkerne falder på plads

De nye ’væsner’, vi samlede ud af blandede DNA-puslespil fra svinelort, var for store og med for mange gener til, at jeg dengang på Berkeley overhovedet havde overvejet, det kunne være andet end ’liv’.

Men langsomt lykkedes det Jill og data at overbevise mig om, at min opfattelse og skoling var forkert.

Virus var ikke bare små og simple ting, og det ’døde’ var faktisk ikke nødvendigvis så forskelligt eller mindre komplekst end ’det levende’.

Det var dog utroligt, tænkte jeg.

Kæmpestore, cirkulære DNA-stykker kunne vi samle. Cirkler, der var flere hundredetusinder DNA-bogstaver lange. Nogle med DNA længere og mere komplekst end simpelt liv.

Og ’væsnerne’ var over det hele. Også i prøver fra for eksempel floder, mudder, grundvand, spyt og bavianlort.

Kunne vores grundvidenskabelige erkendelse også have mere direkte anvendelse?

Man har før haft noget held med at bruge en type virus – de såkaldte bakteriofager – til at bekæmpe antibiotikaresistente bakterier, der raserer ude på hospitalerne. Kunne kæmpevirus blive en helt i den kamp mod bakterierne?

På den anden side ved vi også, at virus faktisk kan sprede gener, der giver bakterier antibiotikaresistens.

Er kæmpevirus nærmere skurke, der kan give bakterierne endnu mere resistens, end små virus kan?

Alle syn på verden er metodeafhængige

Forskningen i kæmpevirus var et samarbejde med mange forskere og udkom i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Studiet viste, at kæmpevirus ikke var spor sjældne eller naturens fejltrin.

Næ, de var skam helt normale og over det hele. Også i de helt almindelige danske grise, der sked i min hånd.

Faktisk tyder meget på, at vi historisk har misset disse mikroskopiske kæmper, der har været lige for næsen af os.

Jeg tror aldrig, jeg vil glemme den lektie: Alle syn på verden er metodeafhængige.

Kæmpevirus kan være usynlige, når man bruger petriskåle, men pludseligt ses, hvis man løser DNA-puslespil på supercomputere.

Forestil dig, at en UFO-jæger får et par briller, der pludseligt tillader at se igennem usynlighedskappen på en masse rumvæsner iblandt os. Slimede grønne og høje pink typer, der går op og ned ad Strøget.

Var det ikke nærmest sådan en genetisk brille, vi havde fået på?

Hvad mon der stadigvæk gemmer sig lige for næsen af os, der kan undvige samtlige af vores menneske-opfundne teknologiske øjne?

Ord for ’kæmpe’ – på de mange forfatteres modersprog – brugte vi til at navngive de mange forskellige kæmpe-virus: Whopper-fager, Kabir-fager, Jabbar-fager, Maha-fager, Kyodo-fager og så videre.

Min egen deltagelse sikrede en dansk-klingende ’Kaempe-fag’. Man kunne trods alt ikke byde verdens videnskabsfolk et ’Æ’, som næsten ingen bruger.

At tage fejl kan være en rus

Noget af det, jeg husker bedst var, da jeg helt fortryllet af kæmpevirus’ kompleksitet sagde til Jill:

»De udvisker grænsen mellem det levende og det døde!«

Vi var enige, begejstrede og høje på videnskab, da vi tilføjede det i den videnskabelige artikel.

Og her kan vi vel tale om at være nået historiens klimaks. For mig var det i hvert fald en milepæl, der ændrede mit syn på, hvad det vil sige at være levende.

Efter at have været biolog i mange år, opdagede jeg, at jeg ikke engang var sikker på, hvad liv er, og hvor det starter og slutter.

Jeg havde fejlagtigt troet, at der var en klar skillelinje mellem ’liv’ og ’ikke-liv’.

Nu ved jeg, hvordan det føles at få flået gulvtæppet af sikkerhed væk under fødderne, bumpe hovedet og se verden i et nyt lys.

Fortællingen her er altså også en historie om at tage fejl - i godt selskab med en mentor.

For med dygtige mentorer håber jeg, at mange flere vil opleve, at det ikke er farligt, men kan være ligefrem vidunderligt og berusende at tage fejl. Det er nemlig, når man indser sine fejl, at man kan vokse.

En god mentor kan derfor lære dig, at det ikke er ydmygende, men en gave at få pointeret sine fejl. Det, tror jeg, er en nødvendig ingrediens i opskriften på nysgerrige og selvforbedrende individer med intellektuelt vokseværk.

Og holdt mit rygestop ved? Ja, jeg ryger ikke længere, men bruger snildt det, der svarer til to pakker videnskab om dagen.