Jeg har lavet et selvbiografisk eksperiment - og det har været noget af det sjoveste i mit forskerliv

Alderstrappen er et velkendt motiv, der beskriver livets gang: På vej op ad trappen bliver vi stærkere og klogere. I begyndelsen af tresserne topper vi, og så vender det, og livet går nedad igen.

Det meste af mit liv som forsker har handlet om at gå op ad trappen og tænke fremad – tage en forskeruddannelse, skrive artikler og bøger, tage en doktorgrad, kvalificere mig til professor, skabe nye forskningsidéer, søge eksterne projektmidler, vejlede ph.d.-studerende, være sagkyndig.

Kort sagt – at gøre karriere.

Jeg stod på det øverste karrieretrin i et årti, inden jeg gik på pension. Så vendte det, ikke så meget nedad, men snarere bagud.

I stedet for som sædvanligt at se hen mod fremtiden begyndte jeg at bruge mere og mere af min tid og energi til at se tilbage på det liv, der var gået.

Det var da, jeg besluttede mig for at udforske min livshistorie mere systematisk. Mest for min egen skyld – jeg ville forstå, hvordan det kunne være, at mit liv havde formet sig, som det gjorde.

Men også for måske at kunne inspirere andre til at få perspektiv på forskerkarrierens snørklede veje.

I denne artikel vil jeg udfolde, hvordan jeg i løbet af de sidste tre år har udviklet en særlig selvbiografisk skrivemåde på sociale medier.

Vi starter ved begyndelsen, nemlig da jeg gik på pension:

Hvad har jeg gjort – og er jeg tilfreds?

Efterhånden som den sidste arbejdsdag nærmede sig, begyndte jeg at stille mig selv spørgsmål som:

Hvordan har mit forskerliv afspejlet vidensudviklingen generelt? Hvad har bestemt mine emnevalg og valg af forskningsproblemer?

Hvilke gode og dårlige beslutninger har jeg taget i mit liv? Hvad er jeg tilfreds med efter mine halvtreds år i universitetsverdenen? Hvilke dumheder har jeg gjort?

Frem for alt ville jeg forstå, hvordan mine mange år som forsker hang sammen med mit liv som helhed: Opvækst og uddannelse, personlighed, æstetiske præferencer, politiske og moralske opfattelser, sociale og intime relationer og så videre.

Det var forholdet mellem livet og værket, den eksistentielle selvbiografi, jeg var ude efter.

På den måde blev memoirerne en slags gentagelse af den eksistentielle biografi af den danske medicinske Nobelpristager Niels K. Jerne, som jeg havde skrevet to årtier tidligere – selvfølgelig uden andre sammenligninger.

Dengang var det en anden persons liv og værk jeg skrev om, nu handlede det om mit eget.

En emotionel rutsjebane

Erindringerne var det centrale. Jeg lå i timevis i sengen i vores mørke sovekammer med ørepropper for at dæmpe sanseindtrykkene og fokuserede på mine spontane indre erindringsbilleder og indtalte dem på bånd.

Jeg opsøgte gamle lege-, skole- og studiekammerater, tidligere kolleger og endda nogle af mine gamle kærester, for at få hjælp til at huske bedre og for at få deres udefrakommende blik og erindringer af mig.

På godt og ondt: Jeg fik et par ubehagelige sandheder at vide, men genoplivede også flere gamle venskaber (men ingen gamle kæresteforhold).

Det gjorde også ondt at læse nogle af de gamle dagbøger og vrede breve fra gamle kærester og genoplive sorg og smerte.

Og tilsvarende dejligt at genoplive nogle af mine bedste og lykkeligste øjeblikke som fuglekigger, studerende, universitetslærer og far.

Det var en emotionel rutsjebane.

Livet i et kælderarkiv

Mindst lige så vigtige var de objektive kilder.

Så da jeg tømte universitetskontoret nogle uger efter min afskedsforelæsning, samlede jeg gamle manuskripter, foredrag, breve, mødereferater, sagkyndige udtalelser, kladder til ansøgninger med mere, og ordnede dem på IKEA-hylder i et nyindrettet arkivrum hjemme i kælderen.

Og så downloadede jeg tusindvis af arbejdsrelaterede filer og e-mails fra KU-serverne.

Alle mine rent private dokumenter - skoleopgaver, karakterbøger, dagbogsnotater, personlige breve og fotografier - som jeg havde samlet gennem livet, havnede også i arkivrummet.

25 hyldemeter i kronologisk rækkefølge blev det til i alt, fra fødslen til dags dato.

Jeg læste det hele, fra den ene ende til den anden. Og alt, jeg læste, gav ophav til nye hukommelser og funderinger omkring, hvad mit liv havde gået ud på.

Føljeton på Facebook

Forskningsfasen med at fremelske minderne, gennemgå arkivet og interviewe andre tog i alt et par års tid.

Samtidigt begyndte jeg så småt at skrive, og allerede fra dag ét besluttede jeg mig for at gå i dialog med mine fremtidige potentielle læsere. På sociale medier selvfølgelig – det er den suverænt bedste måde at føre dialog på med mange andre i dag.

Jeg valgte at gøre det på Facebook; en blog var for usynlig, Twitter/X blev for sønderhakket, Instagram for fokuseret på billeder, LinkedIn for selvpromoverende.

Først skrev jeg lidt tilfældigt, lidt hist og her, efterhånden, som flere og flere livsbegivenheder trådte frem fra erindringerne, samtalerne og dokumenterne.

Antallet af venner og følgere voksede hurtigt, fra nogle dusin til nu over tusind.

Under pandemien følte jeg mig moden til at skrive en mere sammenhængende kronologisk livshistorie.

Jeg blev inspireret af det klassiske føljetonformat. Romanforfattere som Charles Dickens, Herman Melville og Jules Verne udgav serier af korte avis- og tidsskrifthistorier, som senere blev samlet i bogform.

Det kunne man jo med fordel gøre på sociale medier, tænkte jeg.

Så jeg begyndte at skrive mine memoirer som føljeton på Facebook og delte mit liv op i sæsoner og episoder, som i en Netflix-serie.

700 episoder senere

Gennem de sidste tre år har jeg så i gennemsnit skrevet en episode hver anden dag.

I alt er det blevet 7 sæsoner og næsten 700 episoder, der omfatter de første 35 år af mit liv, frem til arbejdet med doktorafhandlingen i 1980’erne.

En episode tager ungefær en dag at skrive, og når jeg har lagt den ud på Facebook, ved jeg sjældent, hvordan jeg skal udforme den næste.

Ofte kommer pointen, mens jeg skriver, nogle gange bare en halv time før jeg trykker ’send’. Det er en kontinuerlig udforskning.

Og en åben udforskning. Stort set alle episoder har givet ophav til kommentarer fra venner og følgere. Om alternative fortolkninger af hændelsesforløbet, idéer om den historiske kontekst, eller forslag til litteratur, der kan give perspektiv på episoden.

Kommentarerne tvinger mig hele tiden til at forbedre teksten og giver også nye idéer til kommende episoder.

Sociale medier giver nyt liv til den selvbiografiske genre

Sociale medier giver altså nye muligheder for at genoplive det klassiske føljetonformat i dialog med læserne.

Jeg er ganske overvældet af responsen fra andre forskere, gamle venner og mange for mig ukendte læsere. Det har været en øjenåbnende retrospektiv dannelsesrejse.

Som gammel forsker og universitetslærer har jeg altid elsket akademiske seminarer. 10-20 kyndige mennesker rundt et bord, som passioneret diskuterer udkast til en forskningsartikel eller et kapitel i en bog.

Den her memoirerføljeton har været et langt dagligt akademisk online-seminar. Den daglige dialog med læserne har ikke blot gjort det selvbiografiske arbejde bedre, det har også været en uventet god måde at lære mig selv og andre at kende på.

Og som forsker har det været spændende at afprøve en publikationsform, som ingen, jeg kender eller har hørt om, har brugt tidligere.

Jeg håber, mine erfaringer kan få endnu flere forskere på vej mod pensionsalderen til at udforske deres livshistorier i samarbejde med gamle og nye kolleger, venner og bekendte.

Det er ikke bare den mest sindsoprivende rejse, jeg nogensinde har foretaget. Det har været nogle af de bedste og sjoveste år i mit lange forskerliv.