Forbruget i rige kommuner udleder mere CO2 end i fattige

I kommuner med den højeste gennemsnitsindkomst har indbyggerne et forbrug, der udleder markant mere CO₂, sammenlignet med kommuner med den laveste gennemsnitsindkomst.

Det viser et nyt studie, hvor forskerne har opgjort danskernes forbrugsbaserede CO₂-udledning.

Både når det gælder forbruget af fødevarer alene og det samlede forbrug af eksempelvis tøj, hvidevarer og elektronik, udleder de rige kommuner mest, viser studiet.

I Rudersdal, Gentofte, Allerød, Dragør og Lyngby-Taarbæk udleder hver indbygger årligt i gennemsnit 18-24 ton CO₂ alene gennem sit forbrug.

Til sammenligning er hver enkelt indbygger i København og vestegnskommunerne ansvarlig for mellem 12-15 ton CO₂ per år.

»Jo mere du tjener, jo mere forbruger du, og jo mere CO₂ bliver der udledt for at dække dit forbrug,« siger en af forskerne bag studiet, ph.d.-studerende Albert Osei-Owusu Kwame på Aarhus Universitet.

Også i Nordjylland er CO₂-udledningen per indbygger høj, viser det nye studie.

Ifølge forskerne bag studiet kan det formentlig forklares med, at man her kører længere og bor længere fra hinanden.

Udledningen sker mange steder i forbrugskæden, forklarer forskerne: For eksempel udledes der CO₂, når varerne produceres, behandles og transporteres.

Resultaterne af studiet, som opgør den forbrugsbaserede CO₂-udledning fordelt på kommuner og regioner, er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Ecological Economics.

»Når vi skal mindske vores CO₂-udslip, er det selvfølgelig vigtigt at gøre noget ved udslippet fra produktionen. Men hvis vi skal have forbrugerne til at ændre adfærd, så er det vigtigt med viden om, hvor meget CO₂ vores forbrug faktisk er skyld i,« siger professor på Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet Marianne Thomsen til Videnskab.dk.

Hun har også været med til at lave det nye studie.

Mest udledning fra produktion på landet

I studiet har forskerne særligt fokuseret på fødevareforbruget og opgjort udledningen fra henholdsvis produktion og forbrug fra en række fødevarer: Oksekød, kylling, svin, fisk, mejeriprodukter, olie, korn, frugt og grønt, sukker, drikkevarer.

Resultatet er, at udledningen fra produktionen i høj grad sker i landkommunerne. Helt konkret sker 86 procent af udledningen fra fødevareproduktion i de 3 jyske regioner, mens forbruget ikke overraskende sker i hele landet, også byerne.

Både Marianne Thomsen og Albert Osei-Owusu Kwame mener, at den type opgørelse, de har lavet, kan gøre os alle sammen mere opmærksomme på, hvordan vi hver især bidrager til udledningen af CO₂.

Kirsten Halsnæs, der er professor i Klima og økonomi på DTU, mener dog ikke, det giver særlig meget mening at opgøre, hvor meget CO₂-udledning den enkeltes privatforbrug i danske kommuner er skyld i.

»Jeg har svært ved at se den store værdi af at vide fordelingen i Danmark,« siger Kirsten Halsnæs, der sidder i FN’s klimapanel og har været med til at skrive panelets rapporter.

Hun har ikke været en del af det nye studie.

Kirsten Halsnæs mener, at der skal andre virkemidler til, hvis vi skal ændre forbrugsvaner:

»I København er det jo ikke så vigtigt at vide, hvilken region vores mad er produceret i. Det vigtige er, at vi i vores fødevarevalg og i produktionen af fødevarer bliver mere bevidste om drivhusgasudledningen, og det kan vi for eksempel blive, hvis udledningerne beskattes, så produkter med store udledninger bliver dyrere,« siger Kirsten Halsnæs.

Relevant, når byer skal mindske CO2-udledning

Ifølge Albert Osei-Owusu Kwame er en opgørelse, som den han har været med til at lave, relevant både for den enkelte forbruger, som kan ændre sit forbrug og gøre det mindre klimabelastende.

»Når man opgør den forbrugsbaserede udledning, giver det et mere fair indtryk af, hvem der har ansvar for udledning, og det gør også, at vi tager ansvar for udledningen fra de ting, vi importerer,« siger Albert Osei-Owusu Kwame.

Men også i forhold til byplanlægning:

»Man har meget fokus på, at vores byer skal være klimaneutrale. Så derfor tager man fat på områder som transport og madspild. Men hvis vi skal nå vores klimamål, er vi nødt til at se på forbruget af fødevarer,« siger Albert Osei-Owusu Kwame.

Stor diskussion globalt

Når FN laver opgørelser over CO₂-udledning, har man fokus på udledning fra produktionen altså fra de fysiske udledningskilder. De fysiske kilder er også det bærende princip I FN’s klimaaftale og i Paris-aftalen.

»Det er jo ved produktionen, at udledningen sker, og det er her, myndighederne er ansvarlige og har mulighed for at gøre noget,« understreger Kirsten Halsnæs.

Udfordringen er så, at vi i EU for eksempel reelt ‘importerer’ en masse CO₂, fordi vi køber så mange varer i udlandet, for eksempel Kina. Men selv om det så er vores efterspørgsel, der driver en del af produktionen i Kina, tæller udledningen ikke med i EU’s CO₂-regnskab.

»I sidste IPCC-rapport fra 2014 spillede det en stor rolle i mange tal, at vi importerer en masse CO₂ i EU for eksempel fra Kina. Jeg mener, den bedste måde at tage ansvar for den udledning er ved, at vi samarbejder mere med for eksempel Kina. Så de kan få adgang til vores renere teknologi og selv går i gang med at reducere deres drivhusgasudslip,« siger Kirsten Halsnæs.

Viden om forbrugsbaseret CO₂-aftryk kan give indsigt i, hvordan en efterspørgsel i rigere lande øger produktionen og udledningen af drivhusgasser i lande, som vi handler med.

»Der burde være en mekanisme som understøttede investering i teknologioverførsel til udviklingslande, hvorfra EU importerer emissions-intensive produkter,« tilføjer Marianne Thomsen fra Aarhus Universitet.