Bavianmor i København Zoo passer død unge: Kan dyr føle sorg? 

Mandag bragte TV 2 en historie om en bavianmor fra Zoologisk Have i København, der havde holdt på sin afdøde unge i hele 10 dage.

En af mediets journalister var tilfældigvis i Zoologisk Have med sin familie. Og her spottede familien noget, de syntes lignede en livløs bavianunge.

Og det havde de ret i, fortæller Mads Frost Bertelsen, der er zoologisk direktør i København Zoo og adjungeret professor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

Da Videnskab.dk taler med den zoologiske direktør, er der gået 11 dage, hvor den afdøde bavianunge er blevet båret rundt af sin mor.

Ser man videoen fra Københavns Zoologiske Have, kan man da også se, hvordan bavianmoderen skubber en anden unge væk, da den levende unge kommer for tæt på den døde unge.

Ifølge Mads Frost Bertelsen er det ikke så unormalt, som man måske skulle tro, at visse primater holder på afdøde unger.

Den zoologiske direktør og professor har tilmed sin egen hypotese for, hvorfor det sker.

Men det kommer vi til senere.

Det evige spørgsmål

Tidligere har vi på Videnskab.dk ofte undret os over, om dyr kan føle sorg.

For eksempel skrev vi tilbage i 2022 om et studie, der dokumenterede asiatiske elefanters forskellige adfærd, når de er nær andre afdøde elefanter.

Ofte ved at berøre deres døde med snablen og andre gange ved at brøle.

Forskerne beskrev også, hvordan andre elefanter ‘stod vagt’ over den døde.

Dengang sagde Jens Malmkvist, der er seniorforsker i adfærd, stress og velfærd hos husdyr på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk:

»Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at elefanter føler sorg, men dette studie viser det i hvert fald ikke, hvilket forskerne heller ikke påstår.«

»Når der sker en adfærdsændring hos elefanterne, ved vi ikke, om det er fordi, de måske bare er nysgerrige, undrende, eller om det er rent instinkt. Eller om det faktisk skyldes, at deres følelsesverden også bliver påvirket på en måde, vi kunne kalde sorg.«

Også da spækhuggeren Tahlequah mistede sin unge og efterfølgende svømmede 'sørgemarch' i 17 dage, blev der stillet spørgsmål til, hvorvidt spækhuggeren oplevede sorg over tabet.

Dengang sagde Sussie Pagh, seniorforsker ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aarhus Universitet følgende:

»Strengt naturvidenskabeligt kan vi ikke sige, at dyr føler sorg, for vi kan ikke kigge ind i deres hjerner. Mennesker kan vi tale med, og de kan fortælle om sorgen.«

»Når det gælder dyr, kan vi kun observere og tolke deres adfærd, så vi bevæger os på kanten af, hvad naturvidenskaben kan favne.«

I 2016 skrev en læser også ind med spørgsmålet, om dyr er i stand til at føle sorg.

Dengang kom svaret fra Henrik Høgh-Olesen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, og som tidligere kunne forklare os, hvordan præriemus kan føle empati og trøster hinanden, når de har ondt.

Hans svar dengang var ikke helt afvisende:

»Chimpanser og bonobo-aber ser ud, som om de sørger. De kan blive passive og lammede, og stemningen forandrer sig, når nogle artsfæller dør. De kan også finde på at bære rundt på dem og opholde sig hos dem.«

De andre årsager

Selvom Mads Frost Bertelsen fra Københavns Zoologiske Have også har oplevet elefanter og primater, der udviser det, som til forveksling ligner sorg, er den zoologiske direktør varsom med at kalde det for netop det.

Han tror personligt, at der kan være andre årsager til adfærden.

»Vi oplever, at mange dyremødre kigger kortvarigt på deres afdøde unger og går videre. Men for floklevende primater oplever vi, at de bærer rundt på deres afdøde unger i længere tid,« forklarer han.

Selvom vi ifølge Mads Frost Bertelsen ikke med sikkerhed ved, hvorfor nogle primater bærer rundt på deres afdøde unger, har han selv en hypotese.

At bære rundt på afdøde unger er nemlig ikke en adfærd, man ser hos primater, der lever i monogame forhold såsom silkeaben.

Men for de primater, der lever i sociale sammenhænge, hvor det typisk er én han-primat, der befrugter hunnerne, er det anderledes.

Her kan mødrene godt finde på at bære rundt på deres afdøde unger i længere tid.

»Min tese er, at det er et socialt fænomen. Det at have unger giver højere social status i en flok,« siger han og uddyber:

»Selv en død unge viser, at du er en af dem, der kan få unger.«

For hvis det var sorg, primaterne oplevede, vurderer Mads Frost Bertelsen, at det vil være lige så naturligt for monogame primater at udvise den adfærd, når de mister.

»Jeg vil ikke sige, at det endegyldigt er sådan, det hænger sammen. Det er bare min hypotese,« understreger den zoologiske direktør og professor.

En indtørret chimpanse og gennemtæskede elefantunger

Selvom mange dyr oplever, at deres unger dør ude i naturen, er historien en anden i Zoologisk Have i København.

Her er dødeligheden betydeligt lavere.

Men når det sker, at en dyreunge dør, oplever de ansatte forskellig adfærd blandt dyrene.

Og det er barske scener, den zoologiske direktør fortæller om:

»Vores erfaring er, at når helt unge elefantunger dør, står de andre elefanter og tæsker løs og banker rundt med dem. Og de sociale primater bærer rundt på deres unger,« forklarer Mads Frost Bertelsen og understreger, at det ikke er normal adfærd for de fleste andre dyr, der befinder sig i Zoologisk Have.

Særligt husker Mads Frost Bertelsen en episode for seks år siden, hvor en dødfødt unge blev slået, stampet på og kastet rundt blandt de andre elefanter.

»Det var en meget voldsom reaktion, men måske er det en naturlig stimulering af den nyfødte til at trække vejret og komme på benene, som bare gik af sporet, fordi den dødfødte unge ikke responderede,« forestiller han sig og tilføjer:

»Det virker ikke så meget som sorg, som det virker som frustration. De tænkte nok, at den dødfødte elefantunge ikke gjorde, som nyfødte elefantunger normalt gør.«

Ligeledes mindes Mads Frost Bertelsen en chimpanse, der gik rundt med sin døde unge så længe, at den lille chimpanseunge til sidst blev så indtørret, at den var reduceret til noget, der til forveksling kunne minde om en mumificeret rulle af tørt skin.

»Den var blevet så gammel og så tør, at det nærmest ikke var ulækkert til sidst,« forklarer han.

Til sidst lugtede den indtørrede chimpanseunge heller ikke mere, selvom Mads Frost Bertelsen understreger, at de godt kan udskille en fæl lugt undervejs i forrådnelsesprocessen.

Ingen grimme overraskelser

Hvis du skal i Zoologisk Have i København med din familie og frygter for pludseligt at støde på en afdød bavianunge, kan du ånde lettet op.

Københavns Zoologiske Have informerer nemlig om det på forhånd.

»Vi tager sigte på at informere forældrene, så de kan informere børnene,« forklarer Mads Frost Bertelsen.