I 1972 fortalte den kendte britiske primatolog Jane Goodall om Flint, en ung chimpanse-han, der i måneden efter sin mors død helt stoppede med at spise og socialisere, hvilket endte med, at Flint fulgte sin mor ud i evigheden.
I nyere tid gik det i 2018 nærmest viralt, da en spækhugger i Canada i ugevis holdt sin døde unge i vandets overflade og dykkede ned efter den igen, når den sank.
Fra tid til anden dukker en historie op, der får os til at spørge: Kan dyr sørge over de døde, som vi sørger over hinanden?
Selvom det har været kendt længe, at visse dyr, herunder elefanter, reagerer på deres artsfællers bortgang, er komparativ thanatologi – viden om dyrs reaktion på artsfælles død – stadig en relativt ny gren i forskerverdenen.
Men i et nyt studie har en gruppe forskere fra Smithsonian Conservation Biology Institute i USA observeret asiatiske elefanters reaktion på en artsfælles død.
Her dokumenterede de, at de grå kæmper reagerer på forskellige måder. Ofte ved at berøre deres døde med snablen, og nogle gange ved at trompetere eller brøle. Forskerne beskrev, hvordan andre elefanter ‘stod vagt’ over den døde.
Forskning gennem YouTube
Asiatiske elefanter er sky og skovboende, og de kan derfor være svære at studere, fortæller en af forskerne bag studiet, Sanjeeta Pokharel, i et interview med The New York Times.
Derfor benyttede Sanjeeta Pokharel og hendes kolleger sig af en åben og rig, omend alternativ, kilde til at observere dyrene: YouTube.
På hjemmesiden fandt de i alt 24 situationer i 39 videoer.
Næsten alle elefanter i videoerne ændrede kropssprog, når et flokmedlem døde: Mens de fleste blev ‘årvågne’, var andre ‘rastløse’ og ‘stationære’, ifølge forskerne.
Langt de fleste elefanter berørte den afdøde på hovedet eller ørerne; en adfærd, der er ment som betryggende, og som også er hyppigt observeret mellem levende elefanter, skriver forskerne i deres studie.
En anden hyppig reaktion var at lave larm. Elefanter i videoerne trompeterede eller brølede. Ofte stod elefanter vagt om den døde: De holdt sig tæt på, sov i nærheden og forsøgte nogle gange at jage mennesker væk, der kom for tæt på. Flere forsøgte at løfte eller trække i deres faldne artsfælle.
For elefantmødrene, der havde mistet deres unge, hændte det, at de bar rundt på ungen, hvilke ifølge forskerne er usædvanligt og vidner om, at mødrene vidste, der var noget galt.
Dertil blev mødrene også set sparke til ungerne, hvilket, påpeger forskerne, også er observeret i forbindelse med fødsler for at vikle ungens snabel ud.
Påviser ikke sorg
Studiet viser, at der er en bestemt adfærd særligt rettet mod døde medlemmer af elefantflokken.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at de føler en sorg, som vi kender det fra os selv. Det fortæller Jens Malmkvist, der er forsker i adfærd, stress og velfærd hos husdyr, til Videnskab.dk.
»Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at elefanter føler sorg, men dette studie viser det i hvert fald ikke, hvilket forskerne heller ikke påstår,« siger Jens Malmkvist og understreger, at han ikke er elefantekspert men har beskæftiget sig med forskning i dyreadfærd.
»Når der sker en adfærdsændring hos elefanterne, ved vi ikke, om det er fordi, de måske bare er nysgerrige, undrende, eller om det er rent instinkt. Eller om det faktisk skyldes, at deres følelsesverden også bliver påvirket på en måde, vi kunne kalde sorg,« fortsætter han, efter at han har læst det amerikanske studie for Videnskab.dk.
Derfor kunne det også være interessant at undersøge nærmere og i virkeligheden, fremfor på YouTube-videoer, mener Jens Malmkvist, der til daglig er seniorforsker på Aarhus Universitets Institut for Husdyrvidenskab:
»Man kunne se på, om der var forskel på reaktionen afhængigt af, om der er tale om et velkendt flokmedlem, eller om det er en ny, ukendt elefant. Men det er jo ikke noget, man kan udlede fra videoerne,« fortæller han og fortsætter:
»Dertil ved vi, at med sorg følger en række negative følelser, der viser sig i ændret adfærd over længere tid. Hos mennesker kan det være eksempelvis være mindre appetit, søvnproblemer eller nedtrykthed. Man kunne følge en elefant og se, om de viste tegn på noget af det samme.«
Adfærd kan forklares af andre ting
Ligesom Jens Malmkvist, er zoologisk direktør i København Zoo Mads Frost Bertelsen varsom med at kalde elefanternes reaktion for ‘sorg’.
»Jeg ville nok nærmere kalde det ‘tab’ eller ‘savn’ end ‘sorg’, som er en meget menneskelig følelse,« fortæller Mads Frost Bertelsen, der er uddannet dyrlæge, til Videnskab.dk.
»Normalt er jeg tilbageholdende med at bruge menneskelige beskrivelser af dyr. Vi kan ofte se på deres adfærd, om de er glade eller bange, men når det kommer til sådan noget som eksempelvis savn, så er det sværere for os at fortolke.«
Det gælder også for det øvrige dyrerige:
»For mange dyr er der ikke den store adfærdsændring, når de eksempelvis mister en unge,« fortæller dyrlægen.
»Og for de dyrearter, der stikker ud, som primater og nogle af hvalerne, så kan det som oftest forklares med andre ting end sorg. Eksempelvis hænger det at have unger sammen med den sociale status i visse primatflokke, hvilket kan forklare, at mødrene er set bære rundt på deres døde unger i lang tid,« siger Mads Frost Bertelsen. Han fortsætter:
»For hvalerne, som man har set hjælpe deres afdøde unger op til overfladen, kan det være moderinstinktet, der går over gevind, eller at de måske ikke er klar over, i hvert fald i starten, at ungen er død.«
Derfor kan det måske også virke overraskende, at da en elefantunge i København Zoo i 2014 døde af en herpes-virus, så gav dyrepasserne den øvrige elefantflok tid til at sige farvel til den døde unge.
Men også dette har Mads Frost Bertelsen en forklaring på:
»Selvom det, at ‘sige farvel’ er et menneskeligt begreb, så virkede det som om, at det havde en effekt på dyrene. Hele deres fysiologi er jo lavet til, at de skal passe på den her unge og i det øjeblik, de ikke skal det mere, så skal man give dem tid til at omstille sig,« fortæller han.
Humlen er, afslutter Mads Frost Bertelsen, at det er svært at sige, hvad dyr føler og tænker.
\ Læs mere
En skævhed i YouTube-videoer som kilde
Tilbage ved studiet peger Jens Malmkvist desuden på et forbehold i, at dataen er hentet fra YouTube.
»Der kan være en skævhed i materialet, man har kigget på, da det er formentlig kun er de mest ekstraordinære ting, som folk vælger at lægge op. Hvis en elefant bare havde valgt at gå forbi sin afdøde artsfælle, ville der ikke være meget over det,« fortæller Jens Malmkvist.
Hvis bare man er opmærksom på, at YouTube-videoer alene giver et ubalanceret indtryk af verdenen, så er tilgangen dog spændende, mener Jens Malmkvist, der også selv vil gøre brug af den.
»Man kan kigge på unormal adfærd, som der er nok af i forhold til katte, men også når det gælder heste eller mink, som jeg blandt andet beskæftiger mig med. Her kan man bruge videoerne til at sige, at det forekommer – men ikke, hvor hyppigt det forekommer. Hvis man bare er opmærksom på skævheden, så er det helt fint at blive inspireret af observationer fra YouTube,« siger han til Videnskab.dk.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Royal Society Open Science.
