Nogle gange kan det føles, som om dit kæledyr har en sjette sans, men det er svært at gennemskue, hvilke tanker og følelser der gemmer sig bag dyrs udtryksfulde blik.
Er din hunds øjne store og sørgmodige for at manipulere dig til at give den godbidder, eller fordi den er lammet af tanken om, at døden er et uundgåeligt punktum for livet?
Det spørgsmål har Grete stillet til Spørg Videnskaben, og derfor kontakter Videnskab.dk’s hjerneredaktion, Brainstorm, et par forskere, der beskæftiger sig med dyrs bevidsthed, og spørger dem, om vores pelsede venner er bevidste om deres egen og andre flokmedlemmers dødelighed.
»Det er ikke et emne, der er blevet forsket meget i, fordi naturvidenskaben traditionelt kun beskæftiger sig med ting, som kan måles og vejes,« siger zoolog Sussie Pagh, der blandt andet forsker i dyrs bevidsthed og har skrevet om emnet i bøgerne ’Tænker dyr?’ og ‘Nordens kloge kragefugle’.
Der er dog inden for de seneste år sket et skred i mange dyreforskeres opfattelse af, hvor avanceret dyr kan tænke, for flere kognitionsforskningsstudier, hvor forskere undersøger, om dyr har bevidst tankevirksomhed ligesom mennesker, peger efterhånden på, at nogle dyr har en bevidsthed og muligvis derfor også evner at erkende døden.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Spækhuggermor svømmede sørgemarch i 17 dage
En del af at være bevidst om døden er at føle sorg, når andre dør. Her peger flere observationer i retning af, at nogle dyr sørger, når de oplever tab.
For eksempel kan du måske huske, da billeder af spækhuggeren Tahlequah for et par år siden knuste folks hjerter, da historien om hendes gribende farvel til sin døde unge turnerede i medierne.
Tahlequahs unge døde kort tid efter fødslen, men i stedet for at lade sit afkom synke til bunds brugte moren sin snude til at skubbe ungen 1.600 kilometer langs den nordamerikanske vestkyst i dagevis, mens hun fulgte efter sin flok.
Andre flokmedlemmer måtte flere gange hjælpe hende med at bære den døde unge, indtil Tahlequah efter 17 dage endelig gav slip, hvorefter hun ifølge hvalforskere virkerede mere lettet og opløftet.
Forskere fra det amerikanske Center for Whale Research har efterfølgende omtalt Tahlequahs adfærd i de 17 dage som en sørgemarch, og man skal ikke søge på Google ret længe for at finde lignende eksempler på ’sørgende’ adfærd hos andre arter.
Naturvidenskaben kommer til kort
Det virker måske logisk, at Tahlequah svømmede rundt med sin unge, fordi hun var sønderknust over dens død. Men vi kan ganske enkelt ikke vide, om Tahlequah prøvede at hjælpe sin unge op til overfladen for at trække luft, fordi hun netop ikke forstod, at den var død.
Det eksempel illustrerer godt, hvorfor det er svært at blive klog på, om dyr forstår døden ud fra naturvidenskabelige principper.
»Strengt naturvidenskabeligt kan vi ikke sige, at dyr føler sorg, for vi kan ikke kigge ind i deres hjerner. Mennesker kan vi tale med, og de kan fortælle om sorgen. Når det gælder dyr, kan vi kun observere og tolke deres adfærd, så vi bevæger os på kanten af, hvad naturvidenskaben kan favne,« siger Sussie Pagh.
På den ene side kan det være risikabelt at tolke for meget om dyrs adfærd, for forsøg viser, at mennesker ikke engang kan gennemskue, hvad andre mennesker føler.
Men samtidig tænker vi jo ikke, at stumme ikke føler sorg, bare fordi de ikke kan fortælle om det. Derfor er det helt legitimt at observere, hvordan adfærd ændrer sig hos dyr, og bruge det til at sandsynliggøre, at de føler sorg, mener Sussie Pagh, som er seniorforsker ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aarhus Universitet.
Undersøgelser er udfordrende
Hvis forskere for alvor skulle undersøge, hvorfor Tahlequah skubbede ungen foran sig, ville det kræve et naturvidenskabeligt forsøg udført under kontrollerede rammer, hvor de kan skelne, om Tahlequahs adfærd var instinktiv eller et udtryk for en bevidst følelse som sorg.
En anden måde at sandsynliggøre, at dyr sørger, ville være at MRI-skanne deres hjerne og undersøge hjernens aktivitet i forskellige centre og sammenligne det med, hvor i hjernen, der sker ændringer hos mennesker i sorg, vurderer Sussie Pagh.
En tredje mulighed ville være at undersøge, om de hormonstoffer, dyret har i blodet under sorg, svarer til de stoffer, som mennesker producerer, når de er i sorg. Det gælder især serotonin, dopamin og noradrenalin – tre signalstoffer, som, hjerneforskere mener, bliver påvirket ved depression.
Den slags undersøgelser er imidlertid lettere sagt end gjort. Forskere kan ikke bare lige modtage et formodet sørgende dyr på bestilling, og held og lykke med at losse en spækhugger ind i en MRI-scanner.
