Atlantisk kollaps: Q&A med danske forskere bag kontroversielt studie, der varsler et ændret Europa

I slutningen af juli varslede et studie, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications, at den såkaldte termohaline cirkulation risikerer at kollapse omkring år 2095, med mindre vi reducerer udledningen af klimagasser drastisk.

Der er tale om en vigtig havstrøm med det engelske navn Atlantic Meridional Overturning Circulation (eller bare AMOC), der i dag omfordeler varme, kulde og nedbør mellem troperne og de nordligste egne i Atlanterhavsområdet.

Selvom vi ved, at AMOC ikke været svagere i de seneste 1.600 år, indvarsler den seneste forskning et tidsestimat for et kollaps, som er langt mere skræmmende, og som er langt tættere på; mellem år 2025 og år 2095 med et estimat, der lander i midten: 2057.

Du kan læse meget mere om studiet på Videnskab.dk i artiklen Danske forskere med vild udmelding: Afgørende havstrømme kollapser omkring 2057.

Hvis forskernes forudsigelse holder stik, kan temperaturen risikere at falde med 5 til 10 grader i Europa, hvilket ville have katastrofale konsekvenser for livet, som vi kender det.

.

The Conversation har sat sig for sammen med den danske fysiker Peter Ditlevsen og hans søster, statistiker Susanne Ditlevsen, for at forklare resultaterne, der i visse kredse har været årsag til store kontroverser.

Studiet fik forståeligt nok stor medieopmærksomhed. En del af dækningen blandede et kollaps af Golfstrømmen sammen med et kollaps af AMOC. Hvad tænkte I på det tidspunkt?

Susanne Ditlevsen: Jeg tror, der er to aspekter i det spørgsmål.

Det ene er, at den brede offentlighed måske forveksler Golfstrømmen og AMOC, og i en vis forstand er det bare en formulering. Der findes en havstrøm, der bringer varmt vand op, og den er i fare for at kollapse. Om vi kalder den AMOC eller Golfstrømmen - selvom Golfstrømmen er noget andet i en vis forstand - er lige meget, hvis det bare er et spørgsmål om formulering.

På den anden side kan denne misforståelse også gøre stor skade, fordi der er folk, der ved, at Golfstrømmen ikke kan kollapse, fordi den er drevet af vinden og Jordens rotation. Så når det kommer frem, at vi har forudsagt, at Golfstrømmen vil kollapse, kan man blive fristet til at afskrive os som idioter.

I sidste ende er vi ligeglade med formuleringen, for nogle gange kalder man det golfstrømssystemet, som er Golfstrømmen og AMOC, og så kan vi jo bare trække på skulderen og sige 'Nå ja, okay'.

Jeg synes, det er vigtigt at forklare, at vi faktisk taler om noget andet, som vi og mange andre mener er i risiko for at kollapse.

Vores konfidensinterval – som strækker sig fra 2025 til 2095 – blev også repræsenteret forkert. Der er ikke den samme sandsynlighed på tværs af hele intervallet, så vi finder det højst usandsynligt, at et kollaps kan finde sted allerede i 2025.

Det er notorisk svært at estimere, dét vi på statistisk fagsprog kalder 'halesandsynligheden' ('tails of the distribution', red.), som er de mindre sandsynlige yderpunkter af fordelingen. Men det afgørende estimat ligger i midten af århundredet, hvor vi mener, at der er den største risiko for et kollaps, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med den nuværende hastighed.

I dag - selvom vi er usikre på vores estimater - er hovedbudskabet, at der er en betydelig eller i hvert fald en undervurderet risiko for, at dette kollaps kan ske langt før end tidligere troet.

Lad os sige, at AMOC kollapsede i 2057. Hvad vil det rent konkret betyde for Europa?

Peter Ditlevsen: Hvis man ser på det fra et klimaperspektiv, vil kollapset formentlig ske meget hurtigt, hvilket betyder, at den ville kollapse indenfor et par årtier.

Så det er ikke sådan, at vi vil se en istid om to uger, men især den nordlige Atlanterhavsregion og Europa vil opleve markant afkøling.

England vil sandsynligvis komme til at ligne det nordlige Canada. Oven i det har vi global opvarmning, så det er lidt, som hvis man kører bil, og man træder på speederen og bremsen på samme tid.

Varmen fra Stillehavet, der ikke bliver transporteret til Nordatlanten, ender med at blive i troperne. Det er en del af et helt andet system, nemlig El Niño-systemet, som har større konsekvenser for den opvarmning, vi ser nu.

I øjeblikket er El Niño under opbygning i Nordafrika. For nylig faldt nattemperaturen i Algeriet ikke under 39,5 grader.

Susanne Ditlevsen: Det, vi skal huske på, er, at dét, vi diskuterer, er forbundet med stor usikkerhed. Det er meget usikkert, i hvilket omfang temperaturerne vil variere – nogle siger 5 grader, andre siger 10 grader, nogle siger flere storme og så videre.

Men jeg tror, at hovedbudskabet er, at konsekvenserne vil være katastrofale i forhold til vores evne til at fortsætte med at leve på den måde, vi gør nu, og at fortsætte med at have landbrug forskellige steder.

Vi er nok nødt til at ændre alt. Og der vil være tætbefolkede steder, hvor man simpelthen ikke længere vil kunne bo.

Peter Ditlevsen: En anden ting, vi skal indse, er, at vi har rigtig svært ved at klare pludselige forandringer.

Vores samfund har historisk set tacklet klimaforandringerne gennem migration, og vi ved, hvor svært det er for samfundene.

Min store bekymring er, at vi har tre milliarder mennesker, der bor i tropiske områder, hvor man har lange perioder med 39 grader, som bliver til lange perioder med 42 grader.

Hvad var jeres forventning, da I startede dette projekt? Forudså I de dramatiske resultater?

Peter Ditlevsen: Jeg havde egentlig sat mig for at bekræfte de vurderinger, FN's Klimapanel, IPCC, er kommet med, gennem en robust metodologi og observationer, som jeg efterfølgende havde planer om at justere.

Det viste sig, at vores modeller forudsagde kollapset langt tidligere end IPCC.

Jeg vil naturligvis have foretrukket, at resultatet af vores studie var mindre kontroversielt, for vi bliver angrebet fra alle sider nu. Men jeg tror bare, at det er sådan, forskning fungerer. Og det var faktisk også sådan, Susanne blev involveret, for der skulle langt bedre statistik til, end jeg er i stand til at levere.

Susanne Ditlevsen: Vi mener også, at det her problem er så vigtigt, at hvis vores data indikerer et tidligere eller endda signifikant tidligere kollaps, end hvad man hidtil har antaget, så er vi nødt til at offentliggøre vores fund.

Det betyder ikke, at vores resultat er stensikkert - selvfølgelig er det ikke det. For vores data er rodede, og vores målinger er indirekte. Og selvfølgelig kan vi give bedre estimater for hvert år, når vi indhenter flere data.

Vi ser klimaforandringer, der har enorme konsekvenser på Jorden og også langt, langt større implikationer, end hvad der blev varslet.

Se bare på de ekstreme vejrhændelser, vi har set denne sommer, og de nye temperaturrekorder. Alt det sker tidligere og mere voldsomt end varslet.

Der er faktisk et mønster i klimavidenskaben, især IPCC, der viser, at prognoserne er konservative. Tag for eksempel smeltehastigheden for isen på Arktis, og sammenlign så med IPCC's prognose om, at den var sikker indtil i hvert fald år 2050.

Susanne Ditlevsen: De kommer altid med konservative forudsigelser. Og i den forstand kan man sige, at det også er en af grundene til, at jeg synes, det gør vores studie lidt mere troværdigt, fordi vi selvfølgelig ikke ville gå imod IPCC, men de har vist sig at være tilbageholdende i mange aspekter.

Lad os tale om fremtidig forskning. Hvilke akademiske områder hjælper os på nuværende tidspunkt med at forstå effekten af AMOC?

Peter Ditlevsen: Jeg har i mange år været involveret i forsøget på at forstå det fortidige klima, som vi ser i palæoklimatiske optegnelser. Fra et historisk synspunkt har klimavidenskabens største gåde længe været, hvorfor istider opstår.

I en vis forstand er klimaforandringer ikke rigtig et mysterium. Hvis man på den ene side har de globale temperaturrekorder, og rekorderne for koncentrationerne af drivhusgas på den anden, følger de stort set hinanden. Det er et kedeligt job, klimamodellerne har.

Men det, vi ser nu, med flere og hyppigere ekstremer, hedebølger og storme og oversvømmelser, tyder på at vi faktisk kan ramme en ikke-linearitet, et tipping point. Og det er straks et langt mere udfordrende fænomen at modellere.

Hvordan kan forskning og videnskab bedre forstå konsekvenserne af et AMOC-tipping point?

Susanne Ditlevsen: Vi har helt klart brug for flere målinger af AMOC. Men vi skal også forstå, at vi ikke kan måle i fortiden.

Da vi ikke har og ikke kan få disse meget, meget detaljerede målinger fra den førindustrielle tid, før den globale opvarmning, er det også svært at vurdere, hvad den naturlige variabilitet er, og hvad den naturlige adfærd var før den globale opvarmning.

Peter Ditlevsen: Når man spørger, hvad der er brug for, vil jeg på en måde sige, at der er brug for alt. Det er især tilfældet på modelsiden. Jeg mener, disse modeller i det mindste i en vis forstand vil være nødt til at gengive, hvad vi har set før.

Susanne Ditlevsen: Ja, og jeg synes også, det er vigtigt at understrege, hvordan vores arbejde supplerer IPCC's meget detaljerede modeller.

En af grundene til, at vores forskning er blevet kritiseret så meget, er, at vi ikke har en forklaring på det resultat, vi observerer. Vi ved, hvad drivkraften er, men det er ikke med i vores model. Men det er bevidst, for vi kan ikke måle drivkraften detaljeret nok til at inkludere den i vores model.

På den anden side kan man også kritisere de store modeller, der ikke er baseret på data, der er gode eller detaljerede nok.

Der er mange spekulationer om dem. Jeg mener, der er så mange variabler og så mange parametre.

Så i den forstand har vores metode en styrke i virkelig at se på data, men uden alle mekanismerne, og så har man alle modellerne, der har alle mekanismerne, men som ikke nødvendigvis passer til datamængden. Og den kombination er ekstremt vigtig og nyttig.

Men visse akademiske områder formår stadig at indsamle data ved at studere fortidens sedimenter, ikke?

Peter Ditlevsen: Ja, vi har enormt omfattende registreringer af sedimenter.

Problemet er, at i tilfældet med de tidsskalaer, som vi kigger på, vil enhver indikation af tipping points blive udvasket. Det skyldes, at den tidsmæssige opløsning i registreringerne ganske enkelt ikke er god nok.

Men det ville naturligvis være utroligt, hvis man fandt på nye typer palæo-data. I ny og næ ser man på stalagmitter og drypsten, som lader til at kunne bruges...

Så det, vi virkelig har brug for nu, er kloge unge mennesker med et åbent sind, som kommer og forsøger nye skøre ting, som de gamle troede var umulige.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.