Et nyt dansk studie, der forudsiger, at et system af havstrømme kaldet AMOC kan kollapse i løbet af dette århundrede, har erobret dagsordenen i store dele af verden.
Hele 151.000 gange er studiet blevet klikket på, siden det blev udgivet tirsdag aften i tidsskriftet Nature Communications.
Flere end 3.000 har tweetet om det, og arbejdet er omtalt i over 450 medier i et væld af lande, herunder hos store medier som amerikanske New York Times, tyske Der Spiegel, britiske The Guardian – og selvfølgelig Videnskab.dk.
Det gør studiet til det mest omtalte af samtlige nye studier i denne uge ifølge tidsskriftets opgørelse, Altmetric.
Det er dog langt fra alle steder, studiet bliver refereret lige korrekt.
Det har nu fået de to professorer bag studiet til tasterne.
Klimafysiker Peter Ditlevsen og statistiker Susanne Ditlevsen fra Københavns Universitet gør på LinkedIn opmærksom på især fire punkter, hvor dækningen mange steder er skæv:
1) Mange steder bliver 2025 nævnt som det afgørende år for kollapset.
Det er noget af en stramning. Baseret på deres statistiske beregninger lægger forskerne selv vægt på et sted i midten af århundredet og specifikt årstallet 2057, ikke 2025.
»Vi finder det højest usandsynligt, at AMOC kollapser så tidligt,« lyder beskeden på LinkedIn.
2) Forudsigelsen bygger på antagelsen, at mennesket bliver ved med at øge sin udledning af drivhusgasser.
»Vi formoder, at kollapset kan undgås, hvis vi stopper udledningen af drivhusgasser. Det haster,« lyder det på Susanne Ditlevsens LinkedIn-profil i en besked, som begge forskere står bag.
3) Udmeldingen må ikke opfattes så sikker, som det bliver fremstillet visse steder.
Der er store usikkerheder i studiet, som du kan læse om i Videnskab.dk's artikel. »Men data er tilstrækkelig alarmerende til at opfordre til øjeblikkelig handling,« lyder det i beskeden.
4) Det er ikke Golfstrømmen, der måske kollapser. Det er AMOC.
»Vi er ikke de første, der viser, at AMOC ser ud til at bevæge sig mod et tipping point. Men vores studie viser, at det kan ske tidligere end forudset i IPCC’s rapporter,« konstaterer forskerne.
Professorerne bemærker, at de på det nærmeste er blevet lagt ned af henvendelser, siden studiet tirsdag blev publiceret i tidsskriftet Nature Communications. Derfor har de ikke tid til at faktatjekke hver enkelt medies dækning, men udtaler sig generelt.
































